Nyhedsguiden den 9. april 2026
Vil Israels Libanon-angreb vælte Trumps våbenhvile?
Godaften
Oven på en dag som i dag med solskin og blå himmel er det slet ikke til at forstå, at et snevejr kan være på vej. Men det er jo en uforudsigelig verden, vi lever i. Det gælder også våbenhvilen i Iran, boligmarkedets udvikling, og det samme har været gældende i Energinets udbygning af elnettet.
Alt det når vi omkring i dagens Nyhedsguide.
Velkommen til. Her er overskrifterne:
- Vil Israels Libanon-angreb vælte Trumps våbenhvile? Iran lukker Hormuzstrædet og truer med at trække sig
- Rigsrevisionen er klar i spyttet: Giver statslig energikæmpe dumpekarakter
- Har boligmarkedet anno 2026 helt tabt sutten?
Vil Israels Libanon-angreb vælte Trumps våbenhvile? Iran lukker Hormuz og truer med at trække sig
Det nye: Mindre end et døgn efter våbenhvilen mellem Iran, Israel og USA blev indgået, ser den nu ud til at vakle. Israels fortsatte angreb på Libanon og en uenighed om, hvorvidt Libanon overhovedet indgår i våbenhvilen, har medført, at Iran nu har lukket Hormuzstrædet igen og truer med at genstarte krigen.
Hvad betyder det? Det betyder kort sagt, at intet har ændret sig i Mellemøsten siden våbenhvilen, fortæller tidligere diplomat og mellemøstudsending Brett McGurk. Selvom situationen virker skrøbelig, er forvirring og sammenstød om detaljer ikke usædvanligt ved implementeringen af en ny våbenhvile. Trump-administrationen vil ifølge New York Times fortsætte deres diplomatiske spor. Skulle det ikke lykkes, er de klar til at fortsætte krigen, fortæller lederen af generalstaben for de amerikanske styrker, Dan Caine.
Rigsrevisionen er klar i spyttet: Giver statslig energikæmpe dumpekarakter
Det nye: Rigsrevisionen har gennemgået Energinets styring af udbygningen af det overordnede elnet og konkluderer, at styringen har været »meget utilfredsstillende«. Ligeledes påpeger Rigsrevisionen, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har reageret for sent i sit tilsyn, hvilket Rigsrevisionen også finder »utilfredsstillende«.
Hvorfor? Udover at svække den grønne omstilling af den danske elproduktion betyder forsinkelserne af det danske transmissionsnet en ekstraregning på over 10 mia. kr. Den lander hos virksomheder og private. Ca. 70 pct. af Energinets projekter er forsinkede, og Energinet har ifølge Rigsrevisionen kun et »delvist overblik« over årsagen dertil.
Denne analyse kunne have haft mange vilde overskrifter. Har boligmarkedet anno 2026 helt tabt sutten?
Det nye: Boligmarkedet brager derudaf på mange fronter. Det kan give folk en psykologisk trang til at købe lejligheder, for ikke at misse toget. Det får Jyllands-Postens privatøkonomiske analytiker til at holde øje med tre ting.
Hvilke ting? Første punkt er energikrisen. Boligfinansieringen påvirkes i høj grad af situationen i Mellemøsten, der kan medføre rentestigninger fra Centralbanken, hvilket kan puste til et prisfald længere nede ad vejen. Andet punkt er, at boligmarkedsstatistikkerne indeholder et efterslæb, hvilket kan betyde, at øjebliksbilledet ikke er fuldstændig retvisende. Det sidste punkt er beskæftigelsen, da jobusikkerhed svækker købelysten.
Også værd at vide
Danske fængsler mangler plads, og den gennemsnitlige belægningsprocent lå i 2025 på 103 pct. Belægningsprocenten viser, hvor stor en del af fængslets kapacitet der er i brug.
Storbritannien har i samarbejde med norsk militær observeret tre russiske ubåde i den nordlige del af Atlanterhavet. Det fik den britiske forsvarsminister til at advare om »alvorlige konsekvenser«, hvis Storbritanniens undersøiske netværk skulle blive saboteret.
Holger Rune gør comeback. Efter at have revet sin akillessene over i oktober, skal den danske tennisspiller nu deltage i en turnering i Hamborg fra den 17. maj.
Dagens anbefaling
Lad mig vove et gæt: Du har spist aftensmad – eller også har du aftensmad på vej.
Er din husstand som de danske husstande er flest, vil det måltid være tilberedt af en kvinde.
Ifølge en ny undersøgelse, foretaget af Madkulturen, er det nemlig over halvdelen af kvinderne, der bor med andre, der står for madlavningen en typisk aften. Sammenlignet gælder det 37 pct. af mændene.
Derfor har mine kolleger Morten Zahle og Thomas Vibjerg været på uanmeldte besøg på en villavej i Aarhus for at spørge, hvem der har stået for aftensmaden.
Historien tager temperaturen på den skæve arbejdsfordeling i hjemmet, men den giver også et fascinerende indblik ind i et intimt rum hos vores medborgere, hvor aftensmaden spænder fra kyllingefrikadeller med coleslaw til færdiglavet paprikagryde.
Mange tak for at læse med – jeg håber, du får en god aften!