Så blev det Troels Lund Poulsens tur!
Følg den dramatiske udvikling hele dagen og aftenen på jp.dk
God eftermiddag
På den 45. dag i regeringsforhandlingerne tager tingene en opsigtsvækkende drejning, som du kan læse mere om i dagens politiske overblik. Lad os komme i gang!
- Løkke ryster træet og peger på Troels Lund
- Hvad så nu?
- Fredet fugl forhindrer soldaterne i at skydetræne
Løkke ryster træet og peger på Troels Lund
For kort tid siden indløb en melding, der har sat Christiansborg på den anden ende. Lars Løkke Rasmussen peger - efter uger med forhandlinger med Mette Frederiksen - på Venstre-formand Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger.
»Hvis vi skal videre, så skal vi ryste træet«, sagde han.
»Det mandat, som Mette Frederiksen har, er født med en spændetrøje, som hun ikke kan komme ud af,« sagde han ifølge Ritzau efter et møde med Frederiksen på Marienborg.
Men Frederiksen kan stadig blive statsminister.
»Det, der kunne have en gang på jorden, var at bede Troels Lund Poulsen om at være kongelig undersøger. Ikke med henblik på at være statsminister. Vi udelukker ikke, at statsministeren kunne komme til at hedde Mette Frederiksen - eller noget andet,« sagde Lars Løkke Rasmussen.
Hvad så nu?
Vi har hverken reaktioner på Løkkes bombe fra Troels Lund Poulsen eller Mette Frederiksen.
Vi ved heller ikke, hvad partier som Enhedslisten og SF siger. Jyllands-Posten fangede kort Pelle Dragsted på gangen på Christiansborg. Her var budskabet, at partiet ikke havde nogen kommentarer for nu. Samme besked får Jyllands-Posten fra SF.
Lidt tikker dog ind.
Liberal Alliance, der selv har stillet Alex Vanopslagh til rådighed som statsministerkandidat, melder nu, at partiet peger på Troels Lund som kongelig undersøger. Det samme gør Morten Messerschmidt og DF.
Vi ved, at Lars Løkke Rasmussen mødtes med Troels Lund Poulsen og De Konservatives formand, Mona Juul, onsdag. Om dagens melding er et resultat af det møde, er uklart.
På Jyllands-Posten kommer vi naturligvis til at følge udviklingen tæt hele dagen, så husk at holde øje med jp.dk, hvis du vil have seneste nyt.
Fredet fugl forhindrer soldaterne i at skydetræne
Selv om fokus er rettet mod Marienborg lige nu, skal vi lige nå forbi en enkelt historie fra tidligere på dagen.
Min kollega Nikolaj Rytgaard har gjort det til lidt af en fast disciplin at afdække kuriøse sager i Forsvaret, der kan virke små, men som har store og alvorlige perspektiver. Jeg læser personligt altid med, når der udkommer nyt i den genre, og det vil jeg også anbefale dig at gøre nu.
Tidligere på ugen handlede det om et fredet stykke mos, og i dag handler det om en fredet fugl, den rødryggede tornskade, hvis fredede levested forhindrer, at Forsvaret får en ny skydebane at øve sig på.
En DD-ordfører kalder det »gakket«. Men i Enhedslisten har naturordfører Pil Christensen det helt modsat:
»Over 60 pct. af vores areal er landbrug. Under 2 pct. er beskyttet natur. Du kan godt finde et andet areal til en skydebane. Men du kan ikke booke den rødryggede tornskade ind på det nærmeste Scandic Hotel, mens vi opruster, og så flytte den tilbage bagefter, hvis dens områder er ødelagt for bestandig.«
Læs historien her.
Det var alt herfra. God weekend.
Bedste hilsner
Journalist Frederik Fogde