Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Politisk Overblik 24.2.26

SVM er klar til skilsmisse

God eftermiddag

Tjek, tjek, tjek.

Måske sidder Mette Frederiksen inde i Statsministeriet med en tjekliste over alt det, hun skal nå, inden hun kan udskrive valg.

Det bliver der i hvert fald spekuleret heftigt i rundt omkring på gangene på Christiansborg.

I denne uge kan hun formentlig sætte kryds ved to vigtige ting på den forestillede tjekliste: fremlæggelsen af planen for dansk økonomi frem til 2035 og vedtagelsen af en fødevarecheck.

Det handler dagens politiske overblik også om. Lad os komme i gang!

  1. SVM er klar til skilsmisse
  2. Ordfører ville ønske, hun kunne grine af nye tal om fødevarechecken
  3. Styrelse advarer mod teknologi, regeringen smider milliarder efter

SVM er klar til skilsmisse

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

SVM-regeringen er som mor og far, der skal skilles, men bare ikke lige har fortalt det til børnene endnu.

Men vi har for længst regnet ud, at skilsmissen er på vej. Spørgsmålet er bare, hvornår mor og far har tænkt sig at fortælle os det.

Nu har SVM-regeringen i hvert fald gjort økonomien i både ægteskabet og skilsmissen op. Det blev klart, da regeringen præsenterede dens økonomiske 2035-plan i formiddag.

Sådan lyder det i en analyse fra JP’s politiske redaktør, Martin Kaae.

Der er blevet brugt flittigt af det økonomiske råderum i de senere år, og SVM-ægteskabet har forpligtet hinanden på en lang række udgifter til forsvar, beredskab og lavere moms selv efter skilsmissen.

På den måde rummede dagens præsentation ikke store overraskelser.

Til gengæld er der ”kun” 39 mia. kr. tilbage i råderummet, når vi når 2035.

Sådan kan en skilsmisse hurtigt blive bitter, hvis små fire års ægteskab pludselig får afgørende økonomisk betydning resten af ens liv.

I hvert fald lader det ikke til, at udenrigsminister og Moderaterne-formand, Lars Løkke Rasmussen, synes, at de har fået nok ud af SVM-tiden.

Han ønskede en helhedsplan for dansk økonomi frem til 2040 med fokus på reformer, men det fik han ikke. Og det lagde han ikke skjul på, som du kan læse her.

Ordfører ville ønske, hun kunne grine af nye tal om fødevarechecken

Imens økonomisk plan måske lyder lidt kedeligt og langsomt, er der fart på andetsteds.

Tirsdag eftermiddag nikkede tre fjerdedele af Folketinget nemlig ja til, at forslaget om den stærkt omdiskuterede fødevarecheck kan blive hastebehandlet.

Det betyder, at den bliver diskuteret i Folketingssalen her til eftermiddag og formentlig stemmes igennem på torsdag.

Lovbehandling i absolut lyntempo, hvilket også har fået hårde ord med på vejen fra især den borgerlige opposition.

I dag kunne min kollega Frederik Fogde og jeg så fortælle, at ca. 20.700 millionærfamilier også kan se frem til at få en fødevarecheck.

Det skyldes, at der findes 20.700 børnefamilier, hvor den ene forælder tjener over en million om året, imens den anden tjener under den halve million om året, der udløser checken.

Det har ikke gjort humøret bedre hos de borgerlige partier.

»Det ville være komisk, hvis ikke det var så tragisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne grine af det,« lød det fra Konservatives Mette Abildgaard, da vi forelagde hende tallene.

Det kan du læse mere om her.

Styrelse advarer mod teknologi, regeringen smider milliarder efter

Her til sidst vil jeg anbefale dig et lille deep dive ned i noget, du ikke vidste, du gerne ville vide mere om: nemlig pyrolyse.

Pyrolyse er en ny teknologi, som skal hjælpe landbruget med at reducere dets CO2-udledning. Og regeringen har afsat 10 mia. kr. til teknologien frem til 2045.

Min kollega Anders Redder fortalte i weekenden om, hvordan folk i Vendsyssel i månedsvis har klaget over, at Danmarks første pyrolyseanlæg gør dem syge.

I dag kan han så afsløre, at et notat fra Miljøstyrelsen viser, at styrelsen selv er dybt bekymret over, hvilke skadelige stoffer der opstår i pyrolysen.

Det får nu Enhedslisten til at kalde miljøminister Magnus Heunicke (S) i samråd.

Det kan du læse mere om her.

Det var alt for i dag. Tak fordi du læste med.

Med venlig hilsen

Mathilde Hougaard Boesen

Politisk reporter, Jyllands-Posten