Smør er måske ikke så usundt som antaget
Svensk forskning peger på, at der ikke kun er fordele ved at stege i olivenolie.
Fedt er en både naturlig og nødvendig del af kosten, men det er vigtigt, at man indtager de rette fedtstoffer i den rette mængde. I mange år har rådet lydt, at man bør undgå mættede fedtsyrer, som man finder i eksempelvis smør og ost.
Jo flere mættede fedtstoffer der er i fedtstoffet, desto fastere er fedtstoffet. I stedet for smør er forbrugerne blevet rådet til at bruge olivenolie i madlavningen. Olivenolien består af mono-umættede fedtsyrer og indeholder de sunde omega-9-fedtsyrer.
Ny forskning fra Lunds universitet i Sverige peger nu på, at smørret ikke er så usundt, som man tror. Tidligere har man fokuseret på langtidseffekterne, men nu har man også undersøgt korttidseffekten af de forskellige fedtsyrer.
Smør sundere på kort sigt
Resultaterne fra forsøget viser, at smør på kort sigt er sundere end olivenolie. Efter et måltid fører smør således til en markant mindre øgning af fedtstoffer i blodet end olivenolie. Fedtstoffer i blodet er forbundet med en øget risiko for hjertekarsygdomme og blodpropper.
Det tager kroppen omkring otte timer at bearbejde et måltid, og først herefter er man tilbage, hvor man startede. Seks timer efter måltidet var niveauet af fedtstoffer væsentligt lavere hos dem, der har indtager smør, end hos dem der har indtaget olivenolie. Det er i måltidets sene fase, at olivenolien forårsager et højt fedtindhold, som kan være problematisk.
"Der er egenskaber ved mælkeprodukter, eksempelvis smør, som vi ikke kender endnu. Men der er meget, der tyder på, at det ikke er så usundt som antaget," forklarer Tine Tholstrup, der er lektor ved Københavns Universitet. I mere end 20 år har hun forsket i fedtets virkning på risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme.
På længere sigt
Tine Tholstrup understreger, at forskningsresultaterne er forbundet med usikkerhed. "Meget taler for, at et højt fedtindhold i blodet 6-8 timer efter et måltid øger risikoen for åreforfedtning. Det har dog endnu været svært af eftervise i forsøg med mennesker," fortæller hun.
Smør er altså sundere end olivenolie på kort sigt, men i længden forhøjer det kolesteroltallet. Tine Tolstrup anbefaler, at forbrugerne fortsætter med oliven- eller rapsolie, men fastslår samtidig, at smørret sagtens kan indgå som led i en ellers sund kost.
Dette forudsætter, at man holder igen med store mængder mættet fedt fra andre fødevarer som eksempelvis pølser og kager. Har man problemer med hjertekarsygdomme, anbefaler hun fiskefedt, der er rig på omega-3-fedtsyrer, og som har vist sig, at være beskyttende.
Større forskel hos mænd
19 kvinder og 28 mænd deltog i det svenske forsøg. På fastende hjerte indtog de på et døgn tre måltider, der enten indeholdt smør eller olivenolie. Efter måltiderne fik testpersonerne taget fire blodprøver med et par timers mellemrum, så fedtoptaget kunne analyseres.
Forskellen imellem fedtoptaget ved henholdsvis smør og olivenolie var især udpræget hos mændene. De svenske forskere peger på, at forskellen kønnene imellem kan skyldes hormonelle forskelligheder og forskelligheder i fedtdepoter. For at opnå troværdige testresultater på kvinder bør de testes på nøjagtig samme tidspunkt i deres menstruationscyklus.
Tine Tolstup fremhæver ligeledes, at det er nødvendigt at udføre flere lignende forsøg, for at kunne klarlægge smørrets betydning for kroppen.
Læs mere om de svenske forskningsresultater her
Læs også: Fire sunde alternativer til smør