»… den vin- og madglade franske forfatter Alexandre Dumas nøjedes med at sige, at denne vin skal drikkes knælende, men vinhistorien er på den anden side fuld af franske forfattere, der siger sådan noget«

Verdens mest berømte mark for grønne druer hedder Le Montrachet. Poeternes cru, har man kaldt den, og det må være derfor, at de rigtig cool vinnørder bare kalder den Monrad, lidt ligesom man kalder Dom Perignon for Dumme Peter – for at signalere en hverdagsagtig selvfølgelighed, en kammeratlig nærhed, der ikke findes i virkeligheden. For ret mange af os, i hvert fald.

Men man drømmer jo, og når man skal drømme, er der ingen grund til ikke at stile højt. Man kan drømme Montrachet, og det må man for det meste nøjes med. Marken, der er lige under otte hektar stor. Det giver et sted mellem 40.000 og 50.000 flasker at dele mellem hele verden. Det er ikke så meget. Alt for lidt, faktisk.

Personlig finder jeg det latterligt, at hver enkelt af Château Lafites årsproduktion på omkring 200.000 flasker skal koste 10.000 kr.

Det er noget andet med Bourgogne.

På disse marker skabes det ypperste, og markerne er altså ikke større, end de er. Verden må dele, det sætter prisen, og vi må derfor søge lidt bredere ud.

Montrachet-marken deles mellem kommunerne Puligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet. Noget af det vidunderlige og andetsteds uopnåelige i Bourgogne er netop forskelligheden, de fine, nogle gange hårfine grænser. Som den gamle vej Le Sentier de Couches, der skiller første cruerne fra de almindelige villages-vine her, oprindelig romersk, senere en yndet rute for hertuginden af Burgund, når hun skulle fra sit slot ved Couches til klosteret i Maizieres.

Adel er her nok af. Og rangklasser.

»Puligny er bourgeois, Chassagne mere bondsk,« mener Vincent Leflaive i Simon Loftus’ glimrende bog om den lille landsby (Knopff 1993), og det kan da godt være; Puligny-Montrachet er næsten altid at foretrække, i hvert fald. Ikke bare fordi den bare 230 hektar store kommune (på størrelse med et stort Bordeaux-slot) ud over halvdelen af Montrachet både rummer grand cruerne Chevalier-Montrachet og BienvenuesBâtard-Montrachet plus halvdelen af Bâtard-Montrachet, men også fordi den kompleksitet og elegance, man finder i Puligny (som oprindelig betyder huset på vandet), så langt overgår den mere rå og krydrede stil i Chassagne, hvor det kan være ganske vanskeligt at finde rigtig gode kommunevine.

Hovedstaden i hvidvin er lige her. Chardonnay-druen, der dyrkes så mange steder, bliver simpelthen ikke bedre end i denne kommune, der ligesom andre nærliggende byer har været kloge nok til at tilføje Montrachet (den skaldede høj) til sit navn. Det skete i 1789, for det er en gammel berømthed.

Den meget rejsende (og vindrikkende) amerikanske præsident Jefferson elskede den, mens den vin- og madglade franske forfatter Alexandre Dumas nøjedes med at sige, at denne vin skal drikkes knælende, men vinhistorien er på den anden side fuld af franske forfattere, der siger sådan noget.

Selve byen, som ikke er videre spændende, ligger ikke langt fra hovedvejen mellem Beaune og Dijon.

Jordbunden og kvaliteten varierer, ikke mindst med højden. Omtrent på højde med Bâtard ligger første cruen Les Pucelles, som især Domaine Leflaive har held med, mens Les Demoiselles og Les Folatières ligger på højde med selve Le Montrachet.

Vinhistorien går langt tilbage. Den inkluderer kedelige intermezzoer, hvorunder vinmarkerne har ligget øde, men opmærksomheden på kvaliteten her er dog ikke ny – abbed Arnoux, der i 1728 udgav en lille bog om vinene fra Bourgogne, måtte således give fortabt, da han nåede til Montrachet: hverken det latinske eller det fransk ordforråd er i stand til at beskrive dens douceur.

Ordet kan oversættes til mildhed og ynde, og det er da heller ikke for deres rå styrke, man skal nyde vinene fra Puligny-Montrachet, men snarere for den spændstige kombination af mineraler, citrus, fylde uden fedme, udpræget elegance. Det er vine en danseuse, som man siger om cykelryttere.

For der er kraft nedenunder. I de gode tilfælde, for det svinger selvfølgelig. Kostbare er de under alle omstændigheder. Selv kommunevinene fra Puligny hører til i den pebrede afdeling. Der er ikke noget at gøre ved det, for verden tørster efter bourgogne.

Sådan er det jo.