»Vi havde hver indkaldt to lægdommere efter eget valg. I mit tilfælde to herrer med sans for god rødvin og nok af det. Vi kunne kalde dem Redaktøren og Arkitekten«

Det var tid til revanche.

Rhône vandt suverænt den første lille juleleg, da min kollega stillede med et hold fra Ribera del Duero, der fik læsterlige stryg af mit stærke Rhône-hold.

Man krævede en ny match.

Der herskede de på slagnes side en vis panik, en vild forvirring omkring, hvilket koncept man dog kunne definere, der kunne give Spanien en chance. For det var jo der, det begyndte. I mere end én forstand.

Grenache er den næstmest plantede druesort i verden (i varierende farver) efter den i Spanien allestedsnærværende hvidvinsdrue airén. Grenache stammer efter al sandsynlighed også fra netop Spanien (hvor den hedder garnacha), nærmere betegnet den nordlige region Aragonien. Herfra har den bredt sig til både Rioja og Navarra og nordpå over Pyrenæerne til området, der i flere hundrede år var under spansk herredømme.

På Sardinien, der også var under aragonsk herredømme, hedder den cannonau, men det er altså ikke mindst i det sydlige Rhône, at den har skabt store vine. Tidligere var grenache den altdominerende druesort i Châteauneuf-du-Pape, men den har måttet vige noget, bl.a. grundet de stigende temperaturer. I stedet er både syrah og mourvèdre, med til at give vinen struktur og holdbarhed.

I Spanien lever den også, og vi var også i Spanien, da jeg sagde til min kollega: »Rhône kunne banke de her vine til enhver tid.«

Kollegaen hedder Thomas Rydberg og er ekspert i spansk vin, som han lige har skrevet en bog om. Bemærkningen endte i benævnte konkurrence – i flere prisklasser – og det var altså den, jeg (og Rhône) vandt så sikkert.

Revanchen havde en lidt anden karakter – det endte med at blive Rhône mod Spanien med det benspænd indlagt, at vinene skulle indeholde mindst 80 pct. grenache. Det var noget med nogle internationale regler, for kollegaen læser til Master of Wine, hvor man godt kan lide international regler.

Dommerne var de samme som sidst, det var vigtigt. Vi havde hver indkaldt to lægdommere efter eget valg. I mit tilfælde to herrer med sans for god rødvin og nok af det. Vi kunne kalde dem Redaktøren og Arkitekten. »Rhône og Ribera del Duero er mine to yndlingsområder,« havde den ene allerede proklameret. Opstemt.

Og det er klart, apropos opstemtheden, at dette hurtigt kunne blive en konkurrence på rå kraft. Tit er det jo nemlig sådan, at de vine, som en vinskribent kan lide, ikke nødvendigvis er de samme vine som dem, der tiltaler folk i almindelighed – især opstemte folk. Mange års professionel drikfældighed har det med at ændre ens smag i retning af det lettere, det mere elegante etc., mens voksne mænd af den bedrestillede middelklasse kræver slag i bolledejen, bang for the buck, uden forstyrrende forspil.

Det kan grenache også.

Druesorten har vist sig meget velegnet til det tørre, varme og forblæste klima omkring Middelhavet. Den modner sent og er let udsat for råd, hvorfor mistralens tørrende virkning passer den fint. En anden fordel i Rhône er forekomsten af mange, gamle vinstokke, der giver lavt udbytte, som er helt essentielt, hvis man vil skabe gode resultater med grenache, der har en tendens til at bliv fad og flad, hvis man ikke styrer den stramt.

Grenache skal høstes i fuldmoden tilstand, ellers er den sjældent interessant. Udfordringen i en varm tid er alkoholen. Grenache høstes ikke sjældent med en potentiel alkohol på 15-16 pct. eller endnu mere, og det kan hurtigt blive for meget.

På sandet jord, som hos Château Rayas i Châteauneuf-du-Pape, vel nok verdens bedste grenache-vin, bliver den elegant, blød, burgundisk, men hvad nytter det – med sådanne dommere?

Min værste frygt gik i opfyldelse, for dér sad vi, vin efter vin, og folk foretrak den spanske næsten hver gang. Ofte i en snæver afgørelse, men historien glemmer detaljen.

Til gengæld lærte jeg noget om mig selv, for jeg foretrak personligt næsten hver eneste gang Rhone-vinen og sad og rystede uforstående på hovedet. Vi smagte i alt to gange seks vine i seks forskellige prisklasser, og her kan De se – ikke vinderne, men de vine, jeg foretrak på aftenen.

Jeg nægter at bøje mig for disse filistre med deres umandige hang til sødme og hele den spanske krydderihylde. Dixi.

Vinanbefalinger

Château Vaudieu, Châteauneuf-du-Pape 2010

Point: 91
Pris: 249 kr. Forhandler: Philipson

Fyldig, intens, komplet og balanceret; hvis man kan lide kraft, er her mere end i des Tours (se nedenfor); det er en forbløffende tilgængelig smooth sag med en sødmefuld undertone, som siger grenache hele vejen igennem. Meget åben for en 2010.

Domaine Marcoux Vieilles Vignes, Châteauneuf-du-Pape 2012

Point: 95
Pris: kr. Forhandler: Domaine Brandis

Ekstremt intens og juicy, kæmpevin, når den vokser til, med noter af kirsch & garrigue en masse; dette er grenache, når den er kontrolleret, intens og koncentreret. Stor længde og forlenet med årgangs tilgængelighed og charme. Men man bør selvfølgelig vente, hvis man kan.

Chateau des Tours, Côtes-du-Rhône 2010

Point: 91
Pris: 175 kr. Forhandler: Domaine Brandis

Onkel Rayas slår til igen ... og det smager en hel del af fugl (manden bag er Jacques Reynaud, samme mand, som begår Rayas); her er på én gang lethed & intensitet. Underliggende fed frugt, enkelte herbale noter, behøver ilt, men hvor bliver den god, når den vokser til – allerede vanedannende, synes jeg.

Espectable, Montsant, Spanien 2012

Point: 93
Pris: 695 kr. Forhandler: Sigurd Müller

Vi havde 2010’eren med på aftenen, og det var det eneste tilfælde, hvor også jeg måtte bøje mig – dette er virkelig god vin. Også i 2012; saftig, ren, harmonisk, cremet – ikke rig i den forstand, men generøs, smooth – holder længe, minder mig faktisk en lille smule om Rayas. Diskret, venlig sødme og et pift af krydderi til sidst.