Ristoranté Altopalato

En god atmosfære, et omhyggeligt køkken og et seriøst vinkort præger stedet.

Åh, Hellerup. Stynede popler og studsede hække, stilleveje og sorgløse børn i en verden, der synes at stå fredfyldt fast, urørlig og ophøjet. Magthavernes verdensbillede skabes her, intet under at de under tiden har svært ved at fatte, at der skal være så meget vrøvl med Brøndby og Ishøj.

Men det er en anden historie. Chaufføren valgte at køre via Østerbrogade, Ryvangs Allé, Gersonsvej og ned ad Duntzfelts Allé. Det er en fordyrende (men tankevækkende smuk) omvej, for restauranten ligger på hjørnet af Strandvejen. Og hvis ikke den af sig selv havde det i forvejen, så har den indoptaget det fredfyldte og civiliserede - lige fra man træder ind ad døren, betjenes man opmærksomt, venligt og høfligt, så begrebet restauration kommer til sin ret. Det betyder egentlig genopbygning.

Diskret hygge

Indretningen er prunkløs, men hyggelig på en ikke anmassende måde, et af disse lokaler, der synes at have flere hjørner og karnapper, end man ville tro det muligt på den afmålte plads.

Ingen forstyrrer nogen. Det lokale publikum konverserer diskret og dannet, ingen brovtende erhvervsfolk her og heller ikke blå mandage eller opvarmning til fodboldlandskampe.

En stor tavle på den ene langside bekendtgør dagens menu, fire retter for 330 kr., og det er uden tvivl den billigste måde at komme herfra på. Men nu var vi jo i embeds medfør og var ikke fristede af menuen, så vi valgte at gå a la carte.

Oplæg til en lang aften

Kortet er (heldigvis) delt op efter traditionelt italiensk mønster, der lægger op til en længere seance. Først antipasti. Til en stykpris, der svinger lige under 100 kr., fås f.eks. Cozze alla mediterranea (sauterede blåmuslinger med cherrytomater i hvidvinssauce tilsat lidt hvidløg og chili) og Petto

di faraona in insalata (parmesankurv med salat af perlehønebryst, citrusfrugtfileter, pinjekerner og kirsebærvinaigrette).

I alt seks forskellige muligheder, men vi valgte den syvende (som krævede enighed mellem os), antipasto degustazione (105 kr.), som viste sig at være noget helt andet og ikke bare en blanding af de øvrige. En lille tomat med bøffelmozzarella, o.k., men ikke så spændende, en udmærket minipizza med ansjos, marinerede grøntsager, herunder nogle virkelig gode, tykke grønne asparges, som kun trængte til lidt salt, et stykke dybstegt og gratineret peberfrugt (mums), en pyramide af blomkålspuré (mormor), lidt charcuteri af god kvalitet og et stykke ovnbagt laks (ordinært). Men ikke de blæksprutter, som min ellers madglade ven havde frygtet lidt.

Gode vinproducenter i spil

Vi drak et glas af husets udmærkede hvidvin til (40 kr. pr. glas). Den blev ikke introduceret, men kortet siger, at det var en verdicchio fra producenten Garofoli i Marche-regionen i det nordvestlige Italien, der da også er kendt for netop denne populære hvidvinsdrue. Vinen var frisk, frugtig, relativt fyldig og venlig og havde lige akkurat syre nok til også at være en god ledsager til denne bredt sammensatte tallerken. Et godt valg som husvin, og i sammenhængen var en Marche-vin logisk nok - også køkkenet har sit udspring i Norditalien trods fraværet af risotto på menuen.

Hvad angår vinkortet i øvrigt, er der absolut dømt postnummer 2900. Importøren Adriat er kraftigt involveret, og det skal hverken de eller restauranten høre et ondt ord for. For selv om vægten ligger på de bedre vine, er profitten endog meget behersket, og der er da også flere muligheder i 200-300-kr.'s-klassen. De gode producenter er i spil, Gaja, Col d'Orcia, Clerico, og i vinskabet skimtede jeg også Spinetta, men jeg kunne ikke finde ham på kortet, og så vil man jo ikke vække opsigt.

Vi endte med en barolo, ordinærudgaven fra Alessandria i den noget overvurderede årgang 1997 (535 kr.). En absolut moderne barolo, der i sin venlige saftighed syntes nærmest fidel til at begynde med, men dog udviklede sig efterhånden og som noget usædvanligt blev serveret ved den rette temperatur (vinskabet igen), omend den hurtigt fik varmen i det meget (!) lune lokale.

Soliditet og elegance

Til det store italienske udtræk hører naturligvis en pastaret. Der er fem at vælge imellem, og der er forskel på dem. Så meget erfarede vi i hvert fald.

Min ven fik maccheroncini Altopalato (95 kr.), en gevaldig solid omgang, både stor og ganske tung. Makaroni var flamberet i brandy og serveret med gennemstegte, men møre stykker af oksemørbrad i en fløde- og sennepssauce. Ikke udpræget elegant, men egentlig velsmagende nok og ekstremt mættende.

Så var der mere elegance over (omend mindre forslag i) min Ravioli di ricotta e spinaci (85 kr.), fire-fem hjemmelavede ravioli med spinat, citronskal, ricottafyld krydret med safran og serveret i en sauce af smør, parmesan og salvie. Citrussmagen dominerede, og det gjorde den flot og skarp, safran var sværere at spore, men kan godt have været der som en understregning af citronen.

Næsten for rustikt

Kødretten spiller, som ofte omtalt i disse spalter, ikke den samme rolle i Italien som hjemme hos Arne Jensen, den stærke smed. Ofte er der tale om et enkelt stykke kød med minimal garniture, men her var retterne mere substantielle, og den uafvendelige polenta gik igen som bund, hvorfor man egentlig godt kunne have undværet den lille sidetallerken med tre kartofler og ditto braiserede snitbønner. De sidste smagte dog rigtig godt.

Jeg fik capretto alla bergamasca præsenteret som husets specialitet og som egnsret fra Lombardiet (175 kr.) - ovnstegt gedekid tilberedt med rosmarin og hvidvin, en meget rustik anretning, hvad der står mit hjerte nær, men her var det nær ved at blive for meget. Ikke fordi man, som tjeneren høfligt formulerede det, »gerne måtte bruge kniv og gaffel, men allerhelst spise med fingrene, derfor denne vådserviet med citrus«, men fordi der var for lidt reelt kød på de ben, jeg så lystigt sad og suttede på. Det er primært gedekiddets skyld, der er ikke meget kød på det. Hvad der var, var godt, og det var også den langt mindre vilde servering på den anden side af bordet, corona d'agnello in crosta di mandorle (175 kr.), en smørstegt og mandelpaneret lammekrone med marsala-honning-appelsinsauce til. Kødet var perfekt stegt, rosa hele vejen igennem og mørt som smør. UG.

Mæthedspunktet var ved at indtræde, men pligten kaldte fortsat.

Et tårn af trekanter

Osteanretningen (85 kr.) til mig var et tårn af trekanter med gorgonzola øverst, så taleggio, pecorino og parmesan. Der var endnu én, som jeg må bekende at have glemt.

Ostene var under alle omstændigheder nogle streger for kolde, og den arkitektonisk imponerende servering savnede lidt gastronomisk logik. Fra det bløde mod det hårde, javel, men smagsmæssigt?!

Serveringen var forsynet med et par Ducasse-inspirerede langskeer med en blommekompot og en udmærket honning, desuden lidt frisk frugt, men det hele var nu alligevel et stykke fra den perfekte osteanretning.

Fyldigt grappakort

Der forefindes en enkelt dessertvin på glas (40 kr.) - tre filer ca'dei frati fra Dal Cero. Tre filer er dialekt fra Gardasøen og betyder "tre rækker vinstokke", og den ganske friske og ikke uefne vin var på druerne lugana trebbiano, chardonnay og sauvignon blanc. Den klarede ostene fint. Min ven spiste æbletærte og vanilleis (55 kr.) og var glad til.

Vi fik en udmærket og ikke videre bemærkelsesværdig servering, men heller ikke dum.

Lidt hjælp til fordøjelsen kunne man godt få brug for, og det skal nævnes, at stedet her har et ret betydeligt grappakort og desuden de rette glas til at servere dem.

Fire stjerner og en varm anbefaling og fire store stjerner til Altopalato, som nok er værd at køre lidt efter - også for folk uden for 2900.