Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Er kylling på dåse farlig?

Opskriften har både vakt begejstring og skepsis, men er der grund til bekymring?

Det er tilsyneladende populært at grille kyllinger med øl-, cola- og ciderdåser i. Når man googler ”pipfugl på dåse”, finder man adskillige madhjemmesider og -fora, der roser opskriften.

Ægteparret Miriam og Jan Glæsel, som introducerede ”pipfugl på dåse” i Danmark, er opmærksomme på, at metoden kan vække en vis skepsis. I bogen ”Brug låget når du griller - pletskud & cowboytricks” skriver de:

»Man skulle jo tro ifølge nogle af de voldsomste reaktioner, at vi var ved at forgifte hele nationen! Det her er jo altså en hel grillsport i USA og har været det længere, end vi har været på grillbanen i Danmark. Vi har jo ikke opfundet metoden. Men da vi altid er gode for en spøg, så syntes vi, det var morsomt at præsentere dette kunststykke for vores danske grillfans. O.K., alt med måde, men du dør garanteret ikke af at prøve en enkelt gang.«

Risikabel farve og lak

Rikke Bille, testkoordinator på Informationscenter for Miljø & Sundhed, giver ægteparret ret i, at man ikke dør af at forsøge sig med retten en enkelt gang. Hun vil dog anbefale, at man bruger et alternativ til dåsen.

Hun forklarer, at dåse-producenterne kun er forpligtet til at sørge for, at dåsen ikke afgiver problematiske stoffer til det, der er inde i dåsen.

»Det er ikke til at sige, hvilke specifikke stoffer der er uden på dåserne, men lak og farve, som er på alle dåser, kan have en kræftfremkaldende effekt,« fortæller Rikke Bille.

Hun tilføjer, at der er risiko for øget overførsel af stofferne, når dåsen bliver varm på grillen.

Hendes råd lyder, at når det drejer som om mad, bør man kun bruge produkter til det, de er beregnet til.

I opskriften foreslår Jan og Miriam Glæsel, at de forsigtige kan komme stanniol rundt om dåsen eller bruge en stegholder med plads til væske. Disse alternativer anbefaler Rikke Bille, hvis man har tænkt sig at tilberede kyllinger på dåse mere end én gang.

Læs også: Put frosne grøntsager på grillen