Skal bøffen steges i smør eller olie?
Unge mangler viden om madlavning, siger Karolines Køkken, der her giver gode råd om, hvordan en bøf skal steges.
Det er ikke nødvendigvis slagterens skyld, hvis smagen af din bøf ikke lever op til dine forventninger. Flertallet af danske unge ved nemlig ikke, om det er bedst at stege bøffer i smør og olie eller i en blanding. Det er blot ét eksempel på, at danske unge generelt mangler viden, når de selv går i køkkenet for at kokkerere og få gode smagsoplevelser.
En ny undersøgelse lavet af analyseinstituttet Userneeds på vegne af Arla Foods viser, at danske unge i højere grad end de ældre generationer har vanskeligt ved at tilberede velsmagende mad.
”Undersøgelsens resultater dokumenterer, at mange unge danskere i dag ikke har styr på basale madlavningskundskaber. Det skyldes, at de ikke er blevet inddraget i familiens madlavning i samme grad som tidligere og derfor ikke har lært at lave mad hjemmefra," siger Tove Færch, der er leder af Karolines Køkken.
Behov for stege- og bagetips
Spørger man de unge selv, ved de godt, at de vakler i kundskaberne, hvad enten de skal bage en kage eller stege en bøf eller kyllingefilet: Knap 8 af 10 mener, at de slet ikke eller kun i mindre grad ved noget om fedtstoffernes egenskaber ved bagning, mens 58 pct. vurderer, at de ikke har styr på fedtstoffers egenskaber, når de steger.
De unge har dog ikke mistet lysten til at lave mad og synes i lige så høj grad som de ældre generationer, at det er sjovt at stå i køkkenet: 85 pct. af de unge er således interesserede i madlavning, viser undersøgelsen. Som opmuntring til de unge fortæller Tove Færch, at man generelt kan komme langt ved blot at lære nogle basale råd:
”Bare ved at sætte dig ned en time og lære nogle gode og basale stege- og bageråd kan du opnå meget bedre resultater, når du tager kagerullen eller stegepanden frem og laver din mad fra bunden,” siger Tove Færch.
Smør eller olie?
Og så kommer vi til spørgsmålet om, hvorvidt smør eller olie er bedst til stegning af en bøf. Ifølge Tove Færch er hverken det ene eller det andet rigtigt, men derimod en blanding.
"På den måde får man de gode stegeegenskaber ved olie, der kan komme højere op i temperaturen, uden at fedtstoffet branker. Men da man samtidig gerne vil have smagen af smør, blander man smør i olien," siger Tove Færch.
Hun fortæller, at flere af de mest udbredte myter om kødstegning er blevet aflivet. Det gælder f.eks., at man ikke skal putte salt på sin bøf, inden den kommer på panden, og at man helst skal lukke porerne på kødet, inden der kommer fedtstof på panden. Begge dele har vist sig at være noget sludder.
Læs også: Stortest: Her er det bedste rugbrød