Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Der er død ko i din ost

Muslimer, jøder og vegetarer er fortørnede over mangelfuld mærkning af oste

Kilde: 24timer

Lillebror, Klovborg, Riberhus, Havarti. Når du spiser skæreost, får du ikke bare mælk, men også stoffer udvundet af ko- eller kalvemaver.

De fleste danske skæreoste er produceret med osteløbe, der er lavet af enzymer fra døde køers mavesække, men det fremgår ikke af varedeklarationen. Både muslimer, jøder og vegetarer føler sig vildledt.

»Vi har ikke en chance for at vide, hvilke oste, vi skal undgå. Det er dårlig service, at Arla og andre mejerier ikke mærker ostene, så forbrugerne frit kan vælge, om de har lyst til at spise affaldsprodukter fra slagterierne eller ej,« siger næstformand i Dansk Vegetarforening Sune Borkfelt på vegne af de cirka 50.000 danske vegetarer.

Foreningen har opfordret Arla til at mærke ostene, så det er til at skelne, om den enkelte ost er produceret med animalsk osteløbe eller mikrobiel osteløbe lavet på bakterier i et laboratorium.

»Et reelt mærke ville være det ideelle, men i det mindste kunne Arla og andre mejerier skrive det i ingredienslisten. Det drejer sig bare om at tilføje et enkelt ord, nemlig ‘animalsk’,« påpeger Sune Borkfelt.

Forbudt for muslimer

Også muslimer og jøder kan komme i klemme. Jøder, fordi de ikke vil blande kød og mælk, og muslimer, fordi de ikke kan være sikre på, at maven kommer fra en halalslagtet ko eller kalv. Imam Abdul Wahid Pedersen er både overrasket og fortørnet, da 24timer oplyser ham om, hvordan mange danske skæreoste fremstilles.

»Det er de færreste muslimer klar over. Personligt troede jeg, at osteløben blev lavet i et laboratorium uden indblanding fra slagtede køer. Der er helt klart behov for en mærkning på ostene,« siger Abdul Wahid Pedersen og bemærker, at han nu vil lægge sine ostevaner om og købe kosher-certificeret skæreost, hvor han kan være sikker på, at mælk og kød ikke er blandet.

Imamen vil gerne vide, hvordan den egentlige produktion foregår hos det danske firma Chr. Hansen, som fremstiller en tredjedel af al verdens osteløbe.

»Der kan være noget teknisk, der gør, at muslimer alligevel godt kan spise osteløben, men umiddelbart vurderer jeg, at den er haram – altså forbudt for muslimer,« siger Abdul Wahid Pedersen.

3 af 60 er halal

Chr. Hansen oplyser, at ud af 60 typer animalsk osteløbe, er der kun 3, der laves af maver fra halalslagtede køer og kalve. Og de bruges sjældent i oste til det danske marked, fortæller Theis Bacher, marketingchef for enzymer hos Chr. Hansen.

»I Danmark går man hverken op i, om det er halal eller kosher. Det er der meget mere fokus på i udlandet,« siger han.

Rabbiner Amichai Shoham bekræfter, at det i Danmark kan være besværligt at spise fuldstændig efter kosher-reglerne, fordi det ikke altid fremgår af ingredienslisten, om mælk og kød er blandet i det enkelte produkt.’

I Forbrugerrådet finder fødevarepolitisk medarbejder Camilla Udsen det meget problematisk, at osten ikke er mærket.

»Det fratager forbrugerne et valg, som de helt åbenlyst har ret til.«

En enkelt Thise-ost

Mejeriforeningen, som repræsenterer næsten alle danske mejerier, har hidtil ikke været opmærksom på problemstillingen. Men kommunikationschef Turid Fennefoss Nielsen opfordrer nu Forbrugerrådet til at henvende sig med kravet om, at den animalske osteløbe skal deklareres.

»Så vil vi tage det op til seriøs drøftelse med vores medlemsvirksomheder, om de har er behov for en branchepolitik på området,« siger kommunikationschefen.

Hos Thise Mejeri producerer man en enkelt ost med vegetabilsk osteløbe, som er det samme som mikrobiel osteløbe. Det fremgår på forsiden af emballagen, men på mejeriets andre oste med animalsk osteløbe, står der intet om oprindelsen.

»Den traditionelle måde at lave ost på er med animalsk osteløbe, og derfor føler vi ikke, at vi behøver fortælle forbrugerne, når vi bruger den,« siger kvalitetschef Jacob W. Jensen.

Danskerne spiser i gennemsnit 16 kilo ost om året, viser tal fra Mejeriforeningen.