God og billig chokolade
Hvorfor betale mere for noget, som er mindre godt? I Forbrugs smagstest af mørk chokolade er det glade budskab, at den billigste er den bedste. Både Netto og Bilka kan levere god og særdeles billig chokolade.
Nettos Superior Ekstra Dark begejstrede de fintfølende ganer hos dommerne, selv om pladen med 100 gram ikke engang koster 10 kr. Med et kakaoindhold på 78 pct. smagte den "tilpas bitter" og havde "en god kakaosmag", lød det fra dommerne, mad- og vin skribent Michal Poulsen og restauratør Peter Foldby.
De har for fpn.dk og Morgenavisen Jyllands-Postens forbrugermagasin Forbrug prøvesmagt ni forskellige udgaver af mørk chokolade indkøbt i supermarkeder. Og det viste sig, at de billigste var de bedste. Dommerne tildelte Netto-chokoladen fem stjerner ud af seks mulige stjerner, og samme flotte resultat opnåede den mørke chokolade fra Bilka. Ikke så mærkeligt, at dommerne også lod sig begejstre hér, for der er tale om ét og samme produkt fra Dansk Supermarked.
Liddl og SuperBest byder også på gode og billige chokolader, viser testen. Liddl's Fairtrade og Odense mørk chokolade fra SuperBest koster lige omkring en 10'er for 100 gram og får begge fire stjerner for den fine smag.
Helt anderledes går det med Aldis discount-chokolade, som kun indkasserer én sølle stjerne. Nok har Moserroth et skyhøjt kakaoindhold på hele 85 pct., men dommerne mente, at smagen var dårlig - den store kakaomængde får smagen til at virke ubalanceret, og chokoladen mangler sødme.
Godt for hjertet
Men én ting er smag - noget andet er sundhed, når det gælder mørk chokolade. En lang stribe forskningsresultater fra ind- og udland peger på, at mørk chokolade har flere positive sundhedseffekter - i de rette mængder kan chokolade bl.a. nedsætte blodtrykket, være godt for hjertet og for kredsløbet. Jo højere kakaoindhold, jo flere antioxidanter, og jo mindre sukker.
De fleste chokolader i testen har et kakaoindhold på 70 pct. Mørk chokolade er meget bedre end mælkechokolade, fordi den tilsatte (ofte billige og højt forarbejdede) mælk udligner antioxidanternes helbredende virkning.
Men bare fordi chokolade er mørk, betyder det ikke, at den nødvendigvis er sund. En stor del af chokoladen på markedet, hvad enten det er mørkt eller med mælk, er forarbejdet i en sådan grad, at de helsebringende stoffer bliver helt eller delvist ødelagt. Og så handler det om at indtage det i begrænsede mængder. For chokolade feder som bekendt også.
Læs hele den store pris- og kvalitetsundersøgelse i Forbrug imorgen og få opskrifter, resultater, tips og priser her på fpn.dk