Fakkegrav Badehotel
Hvis man har den opfattelse af et badehotel, at det er et sted, hvor man sjosker rundt i afslappet eller direkte uklædelig påklædning og om aftenen indtager dagens ret med skarpere fokus på økonomien end på gastronomien, bør man tage en tur til Fakkegrav Badehotel ved Vejle Fjord for at få afmonteret en fordom.
Det hyggelige gamle badehotel, som først blev badehotel i 1902 efter at have været købmandsgård siden 1835, har ganske vist egen bade/bådebro, men det er ikke den, der trækker normale mennesker til om vinteren. Det gør derimod den gode restaurant med det ambitiøse køkken.
En del af badehotellets forretningsgrundlag er kurser og konferenceaktiviteter, men dertil kommer en forholdsvis lille restaurant, hvis kvalitetsniveau ligger i den absolut pæneste ende af skalaen.
Der tilbydes en fast sæsonmenu med tre retter for 398 kr. til syv retter for 535 kr. Hertil bydes vinmenuer til 285 kr. for tre retter til 555 kr. for en syvretters.
Spisekortet er blottet for højhattet bragesnak. Retterne præsenteres ultrakort med angivelse af råvarerne, og den nærmere præsentation leveres ved serveringen.
Restauranten råder også over et ganske pænt vinkort, som bærer præg af personlig udvælgelse, men medmindre man er vinkender ud over det sædvanlige, kan det anbefales at følge restaurationens forslag. Kombinationen af maden og vinen er en væsentlig del af kunsten og en væsentlig del af gæstens kulinariske oplevelse.
Enkelt og elegant
Amusen, der jo kan ses som et signal om, hvad der er i vente, bestod af papirtynde skiver af røget andebryst på endiviesalat med ristede græskarkærner. Enkelt og elegant.
Første ret var torskekød i en dybstegt dejrulle med en skive ristet torskerogn og risotto med store kapers. Balancen fuldendtes af en new zealandsk riesling, Stratum 2004.
Næste forret var en spraglet affære med lakseravioli, rødbede, foie gras og æble i flere variationer. Laksen og foie grasen, der var rørt med fløde, frosset og indbagt i en dybstegt dej-kugle, var sarte, delikate smagsindtryk, som var oppe mod en vis brutalitet fra rødbederne og æblerne i forskellige variationer. Hertil en Cervaro Della Sala fra Umbrien med 90 pct. chardonnay og den lokale drue grechetto for resten. Fint nok, men alligevel aftenens mindst harmoniske ret.
Harmoni
Tredje forret var et stykke svinekæbe barderet med parmaskinke og serveret med en syltet asparges og porre. Hertil et glas pinot gris Jubilee 2000 fra Hugel i Alsace, og den perfekte harmoni var genoprettet.
Videre til aftenens menuens hovednummer: Kalvemørbrad barderet med en fars af hønsekød med morkler. Hertil strimlede gulerødder, rosenkål, jordskokkechips og en lækker sovs af purerede jordskokker. Vinen var en herlig bourgogne, Pernand Vergelesses 2003, som førte til en længere snak over bordet om, hvor svært det egentlig er at beskrive smag og duft. Man mangler ord og er simpelthen nødt til at drage sammenligninger med noget, som begge parter kender, og det fører ofte til sære udtryk, som lyder mindre delikate end de faktisk er. For eksempel var første duftindtryk her mos, kompost og skovbund og så en smule surmælk. Til desserten fik vi en dejlig hvidvin, hvis særlige, diskrete kendetegn vi ikke kunne beskrive mere præcist og entydigt end: varm motorolie.
Valget af bourgognen til retten kunne vist ikke være meget bedre.
To vine
Ostetallerkenen bestod af tre oste fra det lille Sinai Landmejeri på Fyn. Selv om der kun står én vin på kortet, mente tjeneren alligevel, at de tre oste var så forskellige, at de krævede forskellige vine. De to milde blev derfor ledsaget af en hvid spansk verdejo 2004 fra Belondrade y Lurton. Portvinen, Taylor late botteled 2001 måtte så hamle op med blåskimmelosten fra Sinai. Det var svært, for osten var rivende, bidende stærk uden formildende omstændigheder.
Første dessert var blomme i tre forskellige versioner serveret i tre små skåle, med en chilensk golden harvest sauvignon 2000. Det var den, der havde en særlig, yderst diskret duft, som vi bedst kunne beskrive som varm motorolie sært, som man må bruge negative ord til at beskrive noget meget positivt.
Der var efterhånden hengået over tre timer, og tiden var inde til at slutte af med syltet figen i karamelsovs med rismarin-flødeis og en botrytiseret riesling 2000 fra Penfolds, Australien.
Efter denne pragtforestilling måtte anmelder og ledsager slutte af med hver sin foretrukne personlige finale: En kop frisklavet stempelkaffe med sødt til ledsageren og en iskold øl til anmelderen.
De tider er forbi, da tjenere skal have krisehjælp, hvis en gæst bestiller en øl efter et godt måltid. På Fakkegrav Badehotel er der en lille halv snes at vælge imellem, deraf flere spændende fra mikro- og semi-mikrobryggerier.
Hele herligheden kostede 2.243 kroner, og vi kvitterer med fem stjerner og en varm anbefaling.