Den store smagning i Paris

Man skal se ham for sig: engelsk aristokrat i Paris, flanerende gennem byernes by med moderigtigt Beatles-hår og en oxbridge-diktion, der kunne få kvinder til at dåne.

Stephen Spurrier "gjorde" Frankrig, mens han i en alder af 30 år gik og spekulerede på, hvad han egentlig skulle bruge sit liv på, for han behøvede jo strengt taget ikke at bruge det til noget som helst med en rigelig arv i banken og en 130-fod stor båd i søen.

Men vin interesserede ham og det så meget, at han var parat til at arbejde hårdt for sagen.

Da han forelskede sig i en lille vinbutik, kostede det et halvt års frivilligt arbejde at vinde den kvindelige ejers tillid, så hun til sidst vovede at sælge ham sin butik, Caves de la Madeleine. Den lå ved Madeleine-kirken, ikke langt fra det sted, hvor Paris' største vinhandel, Lavinia, i dag ligger.

Spurrier, der nu er mest kendt som skribent på Decanter, ændrede butikkens profil og gik op i markedet med særligt sigte på de mange englændere og amerikanere i Paris, der gerne ville have god vin, men ikke ville grines af, når de udtalte navnene forkert. Han holdt vinskole, L'Academie du Vin, og arrangerede hyggelige eftermiddagssmagninger i butikken, der snart blev et populært mødested.

Revolutionerende ide

En dag fik han den idé at arrangere en smagning af de bedste amerikanske vine mod de bedste franske. Hvorfor ikke? Det kunne være sjovt.

Ideen var ganske revolutionerende. I hvert fald på fransk grund.

Ganske vist havde der været adskillige lignende smagninger, men de var alle afholdt i USA med amerikanske dommere og blev følgelig fuldstændig negligeret af europæisk presse, den franske især. Og Frankrig var dengang stadig ret enerådende i vinens verden.

Kun de ambitiøse amerikanere troede på sig selv - hvad havde ikke allerede vinelskeren Thomas Jefferson sagt:

»Vi kunne i De Forenede Stater lave en lige så stor variation af vine som den, der produceres i Europa; ikke samme slags vine, men uden tvivl lige så gode.«

Da dommerne mødte op på InterContinental Hotel var vinene klar - og Spurrier klar med overraskelsen.

Gruppen af meget franske dommere, flere af dem nærmest militante i deres chauvinistiske forhold til hjemlandets vin, inkluderede berømtheder som Aubert de Villaine, ejeren af Domaine Romanée-Conti i Bourgogne og Odette Khan fra tidsskriftet Revue du Vin de France. De var alle inviteret til at smage californiske vine, og de fik først ved ankomsten at vide, at smagningen var peppet op med franske vine - til sammenligning.

Således havde man et sæt hvide bourgogner og tilsvarende amerikanske chardonnay-vine og et sæt røde bordeaux-vine med tilsvarende amerikanske cabernet-vine.

Alle gik de med på spøgen, overbeviste om, at det ville være let at udpege de fremmede i blindsmagningen.

Vinene kom ind, formummet i karafler, kun udstyret med numre. Dommerne sniffede og smagte og kom indimellem med deres hørbare kommentarer, som er registreret for eftertiden af den eneste journalist, der havde taget imod Spurriers invitation til at dække begivenheden, nemlig George M. Taber, dengang korrespondent for Time Magazine i Paris

»Denne her må bestemt være amerikansk, den har jo ingen næse,« sagde én, mens hun smagte en eksklusiv Bâtard-Montrachet fra producenten Ramonet-Prudhon.

»Ahhh, endelig hjemme i Frankrig,« sagde en anden, uafvidende, at det var Freemark Abbey Chardonnay fra Napa Valley, Californien, han havde i glasset.

Taber, der kendte vinenes identitet, begyndte at ane, at dette her kunne blive en god historie. Ikke mindst, da resultatet af smagningens første del forelå. Vinderen var en californisk chardonnay fra Chateau Montelena og ikke nok med det; hele seks dommere havde den som vinder - og Californien satte sig på tre ud af de fire første pladser.

Dommere under pres

De franske dommere var chokerede. De bed tænderne sammen til anden halvleg. Når man ser deres scorekort i dag, er det tydeligt, at nogle af dem nu bevidst forsøgte at nedgøre de amerikanske vine. Når de troede, de havde fundet en udlænding, gav de f.eks. to point ud af tyve mulige, normalt en uhørt lav score.

Lige meget hjalp det. Selv om konkurrencen var betydeligt tættere for de røde vines vedkommende, og selv om de franske vine klarede sig bedre i denne del, blev vinderen igen en amerikaner, en cabernet fra Stags Leap Wine Cellars.

Sensationen var en kendsgerning. En af dem, der forstod det, var Odette Kahn, der aldrig siden tilgav Spurrier dette angreb på fransk vins ære.

Efter smagningen gik hun resolut hen til ham og forlangte sine notater udleveret.

»Jeg beklager, Madame, De får dem ikke tilbage,« svarede han.

»Men det er mine noter!«

»Nej, madame, det er ikke Deres noter. Det er mine noter.«

Hun fik dem ikke tilbage.

Resten er historie. Resultatet gik verden rundt, og franskmændene var rasende. Nogle af dem er sure endnu.

Når man på onsdag kan markere 30-års dagen for den historiske smagning, vil Spurrier selv fejre begivenheden med to smagehold, der smager simultant i England og Californien med videolink imellem. Først en smagning af de selv samme vine, der blev smagt dengang - heraf vil mange være helt døde, uden tvivl. Derefter en smagning af nyere vine fra de samme producenter suppleret med nyere huse, der har markeret sig siden - 30 år er lang tid, og vinen har gennemgået en voldsom udvikling siden dengang.

Jubilæet forløber ikke uden problemer. Flere af de amerikanske vinhuse har meddelt, at de ikke kan undvære flaskerne og derfor ikke vil være med.

Og franskmændene nægter pure at deltage i smagninger, der har karakter af direkte sammenligninger.

Spurrier har måttet opgive ideen om at bruge Waddesdon Manor i Buckinghamshire, for det er ejet af Rothschild-familien, og i Bordeaux ser man ingen grund til at ruske op i den smertefulde erindring - især ikke for øjeblikket, da man hellere vil tale om den fremragende årgang 2005. Mange er stadig vrede på Spurrier, der i øvrigt selv blev overrasket over resultatet. Han var sikker på, at de franske vine ville vinde. Ingen troede på hans forsikringer i den retning, og mange steder blev han persona non grata. Odette Khan turnerede selskabslivet med beskyldninger om, at han havde forfalsket resultatet. Lalou Bize-Leroy, der dengang ejede Romanée-Conti sammen med Aubert de Villaine, bebrejdede ham, at han med sin deltagelse som dommer havde sat udviklingen af deres fælles projekt tilbage med 100 år.

Jubel på den anden side

Og amerikanerne? De jublede. Og satte øjeblikkeligt prisen op. I dag er priserne på mange af de amerikanske kultvine højere end de franske første cru-flasker og sværere at få fat på. Således har både Harlan Estate og Kistler afslået at være med i den officielle jubilæums-smagning.

De vindende flasker fra dengang kan man nu godt få at se, hvis man besøger The Smithsonian, det naturhistoriske museum i Washington. Her er flaskerne udstillet til minde om dengang, den nye verden kom på vinkortet, og Frankrig blev rystet i sin grundvold.