Globen Flakket
Trøfler og foie gras. Magien i Globen Flakkets mørke restauranthule virker bedst, når de rigtige syndige ting kommer på bordet.
Da vi en lørdag aften satte os til bords i den høje kælder, der udgør Café og Restaurant Globen Flakkets gourmetafdeling, var det med en vældig smart Londonrestaurant i baghovedet.
Her havde vi to uger tidligere fået lov til at spise - mod heftig betaling - i det såkaldte første hold. Det vil sige, at man kommer kl. 19 eller tidligere og forlader bordet lidt før kl. 21, så næste hold kan komme til.
Som I nok kan regne ud, går det tjept. Ikke mindst når konceptet er tapasinspireret, og kokkens menu omfatter ni retter. Her måtte medanmelderen virkelig sætte sig igennem overfor tjenerstaben for at få tempoet så langt ned, at vi ikke blev stressede.
Den omvendte verden
På Globen Flakket var det den omvendte verden. Af hensyn til babysitteren havde gæsterne (altså os) "kun" tre-fire timer, og den omsorgsfulde, kvindelige tjener var lidt bekymret for, om det var tid nok til kokkens overraskelsesmenu med fem retter.
Men takket være konstant opmærksomhed fra hendes og køkkenets side var det intet problem, og dermed havde Globen Flakkets allerede vundet en udmærkelse. Hvor er det skønt, når det er kundens behov, der er i første række.
Altså fik vi menu surprise til 495 kr., men vi kunne også have valgt en sæsonmenu til 295 kr. eller gået a la carte, hvor dekadente fristelser som Tournedos Rossini (mørbradbøf / foie gras / sort trøffel) lokkede.
En god start
Restaurantens køkken er netop kendt for at have styr på den fede lever og andre dyre sager. Vi nåede heller ikke længere end til de tre knasende lækre typer hjemmelavet brød, før vintertrøffel stak hovedet frem første gang - i en beholder med rørt smør. Sammen med en luftig tomat-tapenade samt en tæt aioli (hvidløgsmayonnaise) gav den en god start på måltidet, mens vi stort set ignorerede to mindre interessante typer ristede kerner.
Før første "rigtige" ret fik vi desuden en kammusling med lidt dampede porre og hvidvinssauce. Det er sådan en haps, der er svært at udsætte noget på, fordi håndværket er i orden. Alligevel var det samlede indtryk lidt ferskt.
Til menuens fem retter skulle vi have vinmenuen (også 495 kr.), og derfor sagde vi nej tak til tilbuddet om et velkomstglas. Igen var tjeneren betænksom og tilbød os at få vinmenuens første glas allerede til kammuslingerne.
Det var en Puligny Montrachet, Louis Carillion, der var rank og ren i smagen. Måske en anelse spids til vores smag, men en fornem vin, der koster en del kroner. Ikke desto mindre blev glassene fyldt op igen, da vi nåede til rød tun med safranfennikel.
Ak, ak, den fine tun var blevet gennemstegt, og så er sådan et stykke fisk altså ikke festligt. Safranfenniklen var til gengæld flot og aromatisk.
Helstøbt ret
Næste nummer var mere helstøbt, men nu var vi også med køkkenets hjerteblod, foie gras i to variationer. Dels som terrine med portvin, dels en stegt skive. Hertil lidt salat, en syltet kumquats og indkogt portvin. Mums, siger vi bare. Hvis bare portionerne havde været lidt større....Generelt er der på Globen Flakket risiko for, at især herrer med god appetit vil føle sig underforsynede.
Men så kan de jo bare tage en tår ekstra af den eksotiske, fede grand cru gewürztraminer, Paul Ginglinger, eller stikke næsen dybt i det kæmpe glas med den efterfølgende rødvin fra Ribera del Duero (Alion).
Ungt publikum
Det er med sådan et glas i hånden, mens trøffelduften stiger op fra hovedrettens farserede perlehøne, at det hele svinger i restauranthulen med sort loft, betongulv og duge i gyldent velour. Her er publikum blandet, men generelt en tand mere ungt end på andre af byens dyre steder.
Under vores besøg blev den moderne puls understreget af den henover aftenen stadig mere løftede stemning i caféen oven på.
Perlehønen blev for øvrigt ledsaget af et stykke oksekød, ristede svampe og skorzonerrødder, rødvinsglace samt et rør med krydret kartoffelmos. Skorzonerrødderne var en oplevelse i sig selv, og så kan man leve med, at kartoffelrøret var lidt hårdt (overbagt?).
Osten var den engelske blåskimmel Stilton, der blev gratineret med pesto og serveret med nødder i sirup. Det var kraftige sager - personligt foretrække jeg at få osten serveret ren og uden krumspring, men man kan ikke bebrejde en kok at have ambitioner om at prøve noget andet.
Hertil portvin af typen LBV (late bottled vintage) fra Ramos Pintos, der havde svært ved at klare den voldsomme blåskimmel.
Til desserten kunne vi selv vælge mellem den nøddeagtige, karamelsøde Pedro Ximenes, Bodegas Lopez Hermanos, og en mere klassisk og syrlig dessertvin fra Lupiac nær Sauternes (Château Loupiac Gaudiet). Det er smukt at give gæsterne valget, men med en massivt sød dessert (æblemazarin, henkogt pære fyldt med karamel og vanillesirup) var vores valg af Lupiac faktisk en fejl. Her havde den tungeste vin været den bedste.
Den afsluttende stempelkande kaffe var lidt tynd - der var de ledsagende chokolader til gengæld ikke. En mørk kugle med marcipan og solbær, en lys med nougat/nødder og en hvid med mandel tog den sidste rest af sult og sendte os glade hjem.
Regningen på 2.050 kr. placerer Globen Flakket lige en tand under de allerdyreste steder i byen, og udgiften stod i rimeligt forhold til aftenens præstation. Globen Flakket er stedet for en bid fed lever i stearinlysets skær. Skulle jeg vælge ét sted at spise Tournedos Rossini i Århus, var det her.