Det Gamle Mejeri
Det Gamle Mejeri på Vilhelmsborg er tilbage i fin form. Tømmerne er overtaget af to ambitiøse kokke, som allerede har sat sig solidt i den gastronomiske sadel.
Engang imellem sker det heldigvis, at man besøger en restaurant, hvor man fra begyndelsen til den lykkelige slutning føler sig godt tilpas, godt behandlet og godt beværtet. Og så endda til en fornuftig pris.
Det var det, vi oplevede på Det Gamle Mejeri, der er placeret nogle få trin nedad under den gamle inspektørbolig på det nationale hestesportscenter Vilhelmsborg i udkanten af Beder.
Restauranten kom ind på det danske stjernekort under Søren Pedersen, der i dag også med betydelig succes - og stjerner - driver den nærliggende, men større Norsminde Kro.
Det Gamle Mejeri lå stille i en periode, men det traf sig så heldigt, at to unge, ambitiøse kokke - der havde gjort, hvad de kunne, på Molskroen under Jens Peter Kolbecks korte regeringstid - blev enige med den tidligere forpagter og på rimelige betingelser overtog gourmetrestauranten.
De to, Søren Jakobsen og William Jørgensen, som har kendt hinanden siden elevtiden, havde længe talt om at få deres eget sammen, og det har de så fået her i smukke, landlige og hippologiske omgivelser.
Og lad det være sagt straks: De gør det storartet. Det her er håndværk på højt niveau og i kompromisløs kvalitet.
Denne fredag aften var der et selskab på 12-14 mennesker, en lille familie på tre og så os. Ikke det store, men det skal nok komme. Vi blev betjent af den ene halvdel af makkerparret, Søren Jakobsen, som er lidt underspillet jysk , men hellere det end de begejstrede lovtaler, der som regel er alt for lange og floromvundne.
Otteretters-menu
Vi lagde ud med et glas crémant fra Montmousseau til 58 kr., mens vi kiggede på kortet og de to tavler på endevæggen med dagens særlige tilbud.
Menuen er på otte retter, og her kan man så vælge til og fra efter lyst og pengepung. Tre retter står til 325 kr., og så stiger det stille og roligt op til samtlige otte retter, som sælges for 550 kr. Vælger man vinmenu til, bliver prisen henholdsvis 550 for tre og 1.000 for otte retter.
Disse priser placerer Det Gamle Mejeri i midterfeltet af de bedre restauranter. Vælger man vinmenuen fra og nøjes med en enkelt flaske, ligger nivauet på 200 kr. for en fransk landvin til 870 kr. for en Barolo. Kortet er ikke voldsomt stort, men der er gode ting at vælge imellem til fornuftige priser - også en del, som man sjældent ser på restaurant.
Perfekte muslinger
Dagens to tavletilbud denne aften var jomfruhummer og stegt foie gras, og de to valgte den ene af os.
Kortets otte retter omfatter tre forretter, to hovedretter, oste og to desserter.
Valget her endte på stegte kammuslinger, foie gras terrine og dansk kalv i variation til medspiseren, mens jeg selv valgte vagtlen - ikke mindst for at se, hvordan køkkenet behandlede denne spæde fugl. Vi valgte vinmenuen hele vejen igennem.
Inden vi gik i gang med selve menuen, kom der isvand og godt hjemmebagt brød på bordet, begge dele blev jævnligt fornyet undervejs, uden at vi behøvede at række fingeren i vejret.
Også en appetizer blev det til, laksesmør på toast med dild, sennep og estragon. Dejligt.
De fede, grillede kammuslinger var perfekte med en flot sortbrun grilltegning. Saftige, søde og med lige den anelse af grillsmag, som træder op mod fedmen. De tilhørende grønne og hvide asparges var smukt kogte, hverken for hårde eller bløde. Mere skal der faktisk ikke til, men her undte man os det ekstra godt, så retten blev ledsaget af en smuk urtesauce med de blandt moderne kokke så populære (og fine) perlebyg.
De seks flotte grillede jomfruhummere var også perfekt tilberedt. Kødet fra halerne var saftspændt og hverken råt eller tørt, men lige som det skulle være. Serveret med lidt salat i syrlig dressing og en hjemmelavet aïoli (hvidløgsmayonnaise) med et tilpas strejf af safran.
Til kammuslingerne blev der skænket et glas People Poggio le Volpi, som med sin friskhed og syre gik fint til de fede muslinger, mens jomfruhummerne fik en noget kraftigere og federe chardonnay, en Oxford Landing fra Australien. Vinkortet koncentrerer sig fortrinsvis om Frankrig og Italien, men indeholder også lidt portugisisk, australsk og argentinsk.
Positive overraskelser
Og nu til endnu et par overraskelser - faktisk tre. Nemlig den stegte foie gras, foie gras-terrinen og så den helt overdådige Gewurtztraminer Grand Cru (2002) fra superproducenten Paul Ginglinger, som man nemt kan blive forfalden til - også uden den fede andelever. Men den er bestemt vanedannende i mejeriets suveræne versioner.
Først den stegte: tre skiver perfekt stegte skiver serveret med skiver af grillet æble (godt tænkt!) og en glace med citron og kørvel.
Så terrinen, som også var tilberedt til perfektion med abrikos og Cointreau samt - dristigt, men selvfølgeligt - nye danske jordbær med ahornsirup og en tæt balsamico-glace.
Kompetent håndværk
Oven på disse generøse og i sagens natur fede serveringer passede det godt med en lille gane-renser, som i dette tilfælde var et lille glas med lun solbær, Rød Aalborg, Porsesnaps og sake (den japanske brændevin).
Vi fortsatte i samme upåklagelige spor med variationer over dansk kalv, som her var ledsaget af nye danske kartofler, en krydret sauce og et stænk af trøffelolie. Mørt, saftig, sommerligt og endnu et eksempel på den håndværksmæssige kunnen i dette kompetente køkken. Den tilhørende vin klarede sig fint igennem.
Det var kortets eneste portugiser, som i øvrigt laves af danskeren Hans Kristian Jørgensen, nemlig en Cortes de Cima i den særligt gode årgang 2001.
Og vagtlen, denne lille fugl, som nogle vil erindre fra Karen Blixens indbagte udgave i Babettes gæstebud, er delikat, når den tilberedes med omtanke, og det var den blevet her. Rød, men ikke rå, saftig og ikke tør. Man kunne have frygtet, at de vaniljesyltede rødløg ville have taget magten fra den, men nej. Igen en ypperlig servering. Vinen var en Icardi Suri di Mu, også fra 2001, elegant og igen en positiv overraskelse samt et godt eksempel på kokkeparrets evne til at finde fine vine, som man ikke støder på hver dag.
Smukke finaler
Vi måtte med vemod springe ostene over, men der skulle være plads til desserterne. Først en chokoladesymfoni og så mejeriets eksotiske dessert med et strejf af danske rabarber. Begge flotte og gennemførte, smukt tænkte finaler på en forrygende aften.
De tilhørende vine - et glas af henholdsvis den franske Maury (fra Roussillon), her i den unge udgave fra 2002 (restauranten har også en Maury fra 1977) samt en anden ung og ikke så kendt italiensk dessertvin, en Cannellino fra 2003 - var perfekte til.
Vi sluttede med kaffe i loungen er par trin oppe, hvor man slapper af i lædersofaerne, og hvor man henstiller, at rygerne placerer sig, når de trænger til en rygepause. Denne aften blev der dog røget ved bordene, men ikke generende.
Sammenfattende kan man konkludere, at niveauet stadig holdes højt i Det Gamle Mejeri på Vilhelmsborg. Vi taler ikke bare om godt håndværk, men også et bemærkelsesværdigt flot gastronomisk niveau til fornuftige priser (den endelige regning for to personer løb op i 1.115 kr.).
Vi giver med stor glæde fem stjerner til Jakobsen og Jørgensen. Og tænk engang: Lige nu er der i det sydlige Århus ikke færre end tre toprestauranter, som kan måle sig med landets bedste: Norsminde Kro, Malling Kro og nu også (igen) Det Gamle Mejeri. Tag på landet!