Passagens Spisehus

Passagen mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade hedder ifølge mit Krak-kort ikke noget. Den blev åbnet i 1908 sammen med Det Ny Teater, der stadig ligger der sammen med et værtshus og en restaurant, der meget passende kalder sig Passagens Spisehus. Både værtshuse og spisesteder har haft til huse på adressen, og Passagens Spisehus betød indtil sidste år noget med elsdyr og lignende gammelnordiske ting. I dag kalder køkkenet sig fransk eller fransk/moderne dansk, hvad der kan betyde nærmest hvad som helst.

Her betyder det dansk frokost og en aftenmenu, der blander tingene sammen: Frankrig, Italien og Danmark - mindst.

Der forefindes også, som beliggenheden tilsiger, en teatermenu på tre retter til 295 kr. Desserten hedder "stegt banancreme", og der må jeg sige som salig Flemming Madsen, når han blev sat til at læse ishockeyresultater op i den sene tv-avis og hen over læsebrillerne konstaterede, at Rungsted havde vundet 7-2: »Det lyder af meget.«

At lokalet engang har rummet værtshuset John Bull, fornemmer man, når man træder ind, trods fint dækkede borde og en afdæmpet stemning. En lang værtshusdisk dominerer rummet, og selv om den er tømt for liv, fortæller den alligevel sin egen stille historie om forne tiders sene branderter.

Vi var, som nævnt, ikke så stemt for teatermenuen. I stedet valgte vi med to gange tre retter (355 kr.) at teste den femretters menu, og heraf ses let (som det hed i matematiktimerne), at vi begge fik hovedretten.

Valgmulighederne var jo så heller ikke så voldsomt mange. På hjemmesiden forefindes flere andre muligheder, men på det menukort, vi fik i hånden, var der ikke mere end det nævnte.

Surt for vinelskeren

Det samme kan man sige om vinkortet, som er lagt helt og aldeles i hænderne på Philipson Wine. Det tyder ikke på den store interesse at vælge en enkelt importør, hvem den importør end er, og da Philipson jo samtidig er en skriggul og skingrende annoncør i snart sagt alle landets medier, giver det kunden god mulighed for at vurdere the mark up, som det hedder i det konkurrencebevidste USA.

Slagnummeret A Mano Primitivo koster således 60 kr. en detail, men 235 kr. her på stedet. Rattis basis-barolo Marcanasco 1999 står til en hund hos Philipson, men 395 kr. hos Passagen. Der ganges kort sagt med fire - i forhold til forbrugerprisen.

Denne profitrate er langtfra ualmindelig, og set i forhold til fadøl i Nyhavn, hvor profitten formodentlig passerer de 1000 pct., er den heller ikke voldsom, men alligevel; for vinelskeren er det meget ærgerligt, og skal man begrunde sådanne priser, må man i det mindste kunne præstere et større og mere spændende udvalg.

Triste trøfler

Nuvel. Vi drak Pinot Blanc fra Marcel Deiss (330 kr.) som aperitifvin og til forretten og fik Quintessence 2000 fra Château Pesquie (325 kr.) til hovedretten. Sidstnævnte er en veritabel fadbamse fra det fremstormende Côtes de Ventoux, men det gik endda, for den blev stillet frem på disken i god tid, så jeg nåede at bede om at få den kølet ned fra de 24 grader, man havde påtænkt at servere den ved.

Første ret, som jeg fik, bestod af to ret små kammuslinger, vel tilberedte og lagt på stegte striber af porre skåret på langs. I bunden en ret anonym og fed bønnecreme. Ifølge kortet var der også trøfler involveret. Det kunne man hverken lugte eller smage, men med lidt god vilje kan de sorte gnister i bønnecremen være kommet af en konserveret trøffel, som sjældent smager af noget som helst.

Rigtige trøfler er så kostbar en råvare, at man ikke kan rutte med dem i en ret, der koster 98 kr. Friske kammuslinger (som der vist ikke var tale om) er også meget dyre, hvis kvaliteten skal være i orden, men hvorfor så ikke koncentrere sig om at lave god mad med mindre dyre ting?

Chokolade-hummer

Min ven tåler ikke skaldyr og havde derfor bedt om at begynde med mellemretten, der på kortet lød på noget med and og foie gras. Den var imidlertid, kunne tjeneren oplyse, blevet til et stykke stegt torsk. Det ret hårdt stegte, men velsmagende stykke lå på et leje af spinat, omkranset af hummersauce og såkaldte "hummerbrud", hvad der selvfølgelig kan være inspireret af de bekendte nougatbrud i chokoladeafdelingen. Skuffende var de under alle omstændigheder, ret seje og uden megen smag - jeg tør ikke gætte på oprindelsen. Men torsken var god, som sagt.

Hovedretten lød på kalvekam med en garniture bestående af (ifølge kortet) vinterurter, peberbacon og kartofler. Udtrykket kalvekam bruges sjældent, men må, hvis det skal give mening, betyde den del af ryggen, der slutter ved halsen. Sådan en udskæring ville man normalt servere på benet (det er pointen). Det gjorde man ikke, og hvad kødet end var, var det reverenter talt sejt. Det gjaldt begge serveringer, og det er jo ikke så godt.

Den pebrede bacon var til stede i form af en pebret smag, der var polenta, og så var der stegte gulerødder, som vist var forsøgt paneret først. En udmærket, tæt sky fulgte, men det reddede ikke kødet.

Osteserveringen var enkel. Et stykke udmærket italiensk gedeost (det blev ikke nærmere præsenteret), nogle skiver rå pære og - såmænd - polenta. Jeg deler ikke kokkens kærlighed til denne massive delikatesse, og jeg kan slet ikke se, hvad den har at gøre på en ostetallerken.

Ok, spiseligt

Min ven fik desserten, der i overskriften lød på chokolade, abrikoser og vanille. Chokoladen viste sig at have form af en ret banal, tør kage, vanillen var is (belagt med en rektangulær kiks), og abrikoserne var syltede.

Han var ikke imponeret over smagsindtrykkene i nogen af delene, men det var da en acceptabel servering.

Og det er sådan cirka hovedindtrykket. Maden er o.k., spiselig osv., men det er ikke ophidsende mad, de laver i Passagens Spisehus - og det er forresten heller ikke så rørende billigt igen. Prisen for det fulde udtræk, fem retter for 455 kr., nærmer sig betænkeligt niveauet på de bedre restauranter. F.eks. tager restaurant Ensemble, som er mange klasser bedre end dette her, 500 kr. for fem retter.

Det er med lodder og trisser, Passagens Spisehus redder de tre stjerner i land.

lillelund@jp.dk