Molskroen

Molskroen i Femmøller uden for Ebeltoft blev for nogle år siden overtaget af parret Dorthe M. Jensen og Arne Fremmich, som med en imponerende indsats og et passende antal millioner renoverede det gamle badehotel med veneration for dets oprindelige arkitekt, Egil Fischer, der lod hotellet bygge i 1923.

De nye ejere satte også adskillige ressourcer ind på at gøre stedet til en gastronomisk attraktion, og det lykkedes til fulde, da man fik fingrene i det unge, lysende talent Jesper Koch, der på rekordtid gjorde restauranten til en af de mest omtalte og stjernebehængte i kongeriget.

Nu er Molskroen solgt til den århusianske revisor Bendt Fredberg, der også ejer Brøndums Hotel i Skagen. Jesper Koch har sammen med sin tvillingebror, Michael, åbnet egne restauranter i Århus, og i stedet er ansvaret for køkkenet overtaget af et af dansk gastronomis helt store ikoner: Jens Peter Kolbeck.

Det skulle borge for, at kvalitetsniveauet fortsat er så højt som i Jesper Kochs regeringsperiode, men et nyligt besøg afslører desværre, at det ikke er tilfældet.

Bevares, man får stadig gastronomi på højt niveau, og vinkælderen er stadig en af de bedste, og det er svært at sætte fingeren på deciderede og graverende fejl. Problemet er snarere, at man forlader Molskroen med en fornemmelse af, at ens - store - forventninger ikke blev indfriet. Vi er trods alt på et sted med et vist renommé og med et prisniveau, der hører til i den absolut øverste ende, også når man medtager de bedste restauranter i København.

Vi besøgte Molskroen en fredag aften i oktober. Det var skolernes efterårsferie, og en del tydede på, at mange af gæsterne kombinerede en restaurantoplevelse med et ophold på kroen.

Vi kom nu kun for at spise, blev vel modtaget, fulgt hen i den bageste del af kroen i en slags lounge med flygel, bløde sofaer og stole - stedet, hvor man med en apéritif og lidt smålækkerier i ro og mag kan studere menu- og vinkort.

Hurtigt overset

Menuen og vinmenuen er dog hurtigt overset. Valgmuligheden er en gourmandisemenu med tilsvarende vinmenu. Syv retter og syv vine.

Prismæssigt sat til 515-695 kr. for maden, 485-595 kr. for vinen, afhængig af om man vælger fire eller flere retter.

Vinkortet er stort og imponerende, og vi kommer det meste af verden rundt. De gængse kultvine er med sammen med klassikerne og en del knap så kendte. Prismæssigt finder man ikke noget under 300 kr.

Her sad vi godt placeret i sofaen med hver sit glas cremant d'Alsace (75 kr. glasset), lidt krydrede nødder, lidt ostedip i den bedre hjemmelavede ende og lidt lunt og sprødt (ristet polenta?) og diskuterede menukortets syv forskellige muligheder. Vi kunne have valgt limfjordsøsters med risotto og kaviar, men valgte i stedet henholdsvis trøffelpocheret søtunge og stegt foie gras med vagtel og foie gras is (!).

Hovedretten blev den eneste mulighed på kortet (søtungen fås dog også i hovedretsudgave), nemlig kalv i variation med glaserede rodfrugter, kartoffelravioli og morkelsky.

Ost og dessert ventede vi med at bestemme os for.

Allerførst fik vi præsenteret en lille amuse eller appetizer: vanillesyltet agurk med røget kammusling og lidt fjordrejer, delikat.

Tre slags brød

Der kom også karaffelisvand på bordet samt en kurv med hjemmebagt brød, tre forskellige slags: hvidt brød bagt af durummel, et mørkt brød på malt og spelt samt tynde knækbrødsagtige skiver italiensk brød med krydderurter. Dertil smør samt kroens egen variation af krydderfedt.

Samtidig blev vinene til de første retter skænket op. Belondrade y Lurton Quinta Apolonia, Castilla y Leon 2003, til søtungen og - lige efter bogen - en fremragende gewurtztraminer, grand cru Pfersigberg 2002 fra Paul Ginglinger.

Søtungen var fremragende og perfekt tilberedt (Jens Peter Kolbeck er en stor fiskekok og vandt da også sølv ved Bocuse d'Or i 1993), og selv om den ledsagende hvide trøffel bestemt ikke satte sig voldsomt igennem, var der kun glæde at spore hos medspiseren.

Mig egen foie var dels den stegte variation, dels en iskrem lavet på den fede lever, fikst anbragt på en iskold marmorsten, der holdt isen kold.

Oven på den stegte foie gras lå et stykke vagtelbryst, der efter min smag burde have været stegt knap så længe, men det er en detalje. Smagen var der ikke noget i vejen med. Det var der til gengæld med det stegte stykke lever, som indeholdt en generende sene, som mildt sagt mindskede helhedsindtrykket. På det niveau, vi befinder os her, bør den slags være klaret i køkkenet.

Tilbehøret til retten var brødet fra den før omtalte kurv samt det, man her kalder Nordens orange, nemlig kvæde, dels i form af en slags sauce, dels gelé.

Isen smagte forbavsende godt, og det kølige og det lune gik fint i spænd.

Vanilleperiode

Inden hovedretten blev der serveret en slush i et tilsvarende glas, en frosset, let bitter te med smag af vanilje og serveret med både sugerør og ske. Interessant, men ikke mindeværdigt.

Vi er åbenbart inde i Kolbecks vanilleperiode. Der var vanillesyltet agurk i appetizeren, vanille i slushen og nu også vanille i hovedretten. Kalv i variation.

Den tilhørende sky af morkler var smagt til med vanille, og for at sætte ekstra tryk på havde man også skudt en hel stang vanille igennem rettens kalvemedaljon.

En smukt stegt medaljon, i øvrigt, som blev suppleret med en bjælke flot grillet kalvelever samt to tynde skiver kalvefilet rullet sammen om morkler. Lidt langtidsbagt tomat til samt kartoffelraviolien, som var to skiver kartoffel lagt sammen med lidt krydderi og friteret.

Altsammen pænt og nydeligt (igen dog en irriterende sene i kalveleveren), vel tilberedt, men - ærligt talt - også lidt kedeligt. Der mangler altså et eller andet, der siger Wauw! Vi er til middag hos mesteren selv, og så vil vi overraskes, udfordres og udsættes for alt det, vi ikke på forhånd kunne drømme om. Og det er altså ikke, sagt uden malice i øvrigt, en vanillestang stukket igennem et stykke kalvemørbrad.

Vidende vintjener

Restaurantens fortræffelige og vidende vintjener skænkede aftenens bedste blandt de øvrige fremragende vine, nemlig en Constanza Malfatti, Fosso della Guinza, Morellino di Scansano 2002 fra den sydlige del af Toscana. Varm, krydret, elegant. Storartet.

Inden næste ret fik vi endnu et slushglas, denne gang fyldt med lun hyldebærsaft og dækket med en ovntørret appelsinskive, der bar på et lille stykke appelsinis, som skulle lempes ned i glasset. Igen til den trendy og underholdende side og sandsynligvis forebyggende mod efterårsforkølelse, så tak for opmærksomheden.

Nu til osten og en ekstra oplevelse. Molskroen har ligesom så mange andre restauranter en ostevogn, hvorfra man præsenterer restaurantens udvalg af oste. Normalt bliver vognen rullet hen til bordet, men her foregår det omvendt. Gæsterne bevæger sig ned i den anden ende af restauranten til ostevognen, hvor le chef skærer ud, lægger på marmorplader og siden bærer de udvalgte oste op til bordet.

Lidt omstændeligt, skulle man synes, men sådan er der jo så meget.

Ostene er fremragende. Hverken mere eller mindre. Vi taler primært om franske oste, perfekt modnede, og i et udvalg, der både er stort og kommer hele vejen rundt fra klassikerne til de mere specielle. Der er ingen grund til at gå i detaljer med hver enkelt, for der var ingen mislyde, kun glædesudbrud. Sammen med ostene blev serveret lidt forskelligt sødt og surt ("godter fra husets sylteglas"), som rundede af og gjorde ekstra godt.

Tørt brød

Altsammen meget fint, men af en eller anden grund blev der ikke suppleret med frisk brød. Vi måtte stadig klare os med den brødkurv, der blev sat på bordet ved måltidets start, og hvis hvide variant på dette tidspunkt havde nærmet sig et noget tørt og kedelig stadium.

Men vinen, derimod, holdt niveauet fra tidligere. Denne gang en portugiser, Cortes de Cima, Touriga Nacional, Alentejo 2002. Ikke noget, man falder over hver dag, men så meget desto bedre.

Vores vintjener, der i øvrigt ikke fedtede med opskænkningen, omend den foregik lidt til den tilfældige side, viste igen format, da vi kom til desserten.

Der er to desserter at vælge imellem på kortet - og to tilhørende vine. Vi sagde, at vi ville dele desserterne, og straks blev der skænket et glas af hver vin fra vinmenuen til begge.

Dessert nummer ét var en tærte af mørk chokolade, en lille crème brulée og en slags sarah bernardkage med is. Den anden var, citeret fra kortet, "Fra æblerov til æbleskrog" og bestod af en sorbet af henholdsvis røde og grønne æbler samt en æbletærte med en bund af rosiner, nødder og andet godt.

Vinene en rød, sød italiener, San Michele, Recioto Classico, Valpolicello 2000, som var intens og koncentreret og et fint match for den kraftige chokolade. Helt anderledes, men ikke mindre matchende æbledesserten var den gyldne Jurancon (sød vin fra Pyrenæerne) 2001, Domaine Cauhapé, som havde mindelser om friskpresset æblemost.

For forudsigeligt

Vi sprang kaffen over og betalte regningen, der i alt løb op i 2.150 kr.

Konklusionen er, at man stadig spiser godt på Molskroen, men også at det hele er blevet lidt kedeligt, forudsigeligt og rutinepræget. Betjeningen er sød og venlig, men med en enkelt undtagelse ikke voldsomt professionel.

Ventetiden er indimellem temmelig lang (man har dog kun syv retter på kortet, hvor det ene punkt er ost). Der er en del fodfejl, som at man ikke supplerer brødkurven med frisk brød. Kort sagt mangler der skarphed, raffinement og det ekstra, der betinger, at man kan tillade sig at tage nogle af landets højeste priser.

Alt dette sagt med respekt for det gode håndværk og veldokumenteret gastronomisk formåen, men også med et meget kærligt ment råd om at skrue op for blusset og turde noget mere. Vi kommer jo for at få pirret sanserne, blive rusket igennem og ført til den syvende himmel. Det blev vi ikke denne aften. Desværre.

jpaarhus@jp.dk