Sund hverdagsmad med Suzy Wengel: Burgeren du kan spise uden dårlig samvittighed
Sådan laver du en burger, som er både grønnere og indeholder færre kalorier.
Suzy Wengel har designet en grønnere udgave af burgeren, som har omtanke på kalorierne. Se hvordan den laves i videoen foroven.
Opskriften:
Tilberedningstid: 30 minutter
Mængde: 2 personer
Bemærk: Mænd kan få en lidt større bøf og lidt flere kartoffelstave end en kvinde.
1 bagekartoffel
1 kvist rosmarin
10 g smør
300-400 g hakket oksekød 3-6 %, efter behov
Salt og peber
1 squash
40 g parmesan
1 tomat
1 rødløg
80 g spidskål
4 spsk. fraiche 5 %
1 spsk. ketchup
1 burgerboller, gerne fuldkorn
Skær kartoflen i grove stave og sæt dem til at stege i smør. Pil rosmarinbladene fra stilken og drys dem over kartoflerne.
Form to bøffer, som er lidt større end selve burgerbollen i diameter, krydr med salt og peber og steg dem sammen med kartoffelstavene.
Skær lange strimler af squash og drys med revet parmesan og krydr med lidt salt. Bag dem i ovnen ved 250 grader til de tager farve.
Skær tomat og rødløg i skiver. Og snit spidskål helt fint.
Bland fraiche og ketchup og smør brugerbollerne med et godt lag dressing. Byg din burger: Underbolle, spidskål, tomat, bøf og slut af med squashstrimlerne med parmesanost. Brug en træspyd til at holde burgeren sammen med.
Det bør der ligge på din tallerken
En burger og en halv håndfuld kartoffelbåde.
Sådan fordeler du efter Sense-spisekassemodellen:
Håndfuld 1+(2): Squash, tomat, rødløg, spidskål
Håndfuld 3: Oksekød
Håndfuld 4: Brød, kartoffel
Fedt: Smør, parmesanost
Mælkedressing: Fraiche 5 %
Smagsgivere: Salt, peber, ketchup, rosmarin
Tip
Er du vild med grill? Giv bøffen lidt grillkrydderi og steg den i få minutter på en varm grill.
654 kcal per portion
Kulhydrat: 41 g
Kostfibre: 6 g
Protein 60 g
Fedt: 25 g