Sundhedsbloggen: Ja, mundbind er afskyelige! Men nu går jeg med dem frivilligt – af tre grunde

Inden for de seneste to uger har 27 mennesker i min omgangskreds fået corona, selv om de er færdigvaccinerede. Herunder min egen mand. Det har givet mig en stærk trang til at gå med mundbind, selv om jeg hader det, og selv om sundhedsmyndighederne ikke siger, at jeg skal. Men det er jeg ikke alene om. Her er to professorers forklaring.

Artiklens øverste billede

»Yes!« hviskede jeg lettet, da jeg fik øje på sundhedseksperten Chris MacDonald på BogForum for nylig. Han havde nemlig mundbind på. Mit eget mundbind blev hægtet på ørerne i en fart. Det lå klar i lommen, for jeg listede det diskret på, når jeg ikke skulle se præsentabel ud på mit forlags stand eller interviewe forfattere på scenen. Nu kunne jeg iføre mig mit mundbind i solidaritet med Chris uden at ødelægge den gode stemning.

»Jeg bruger mundbind indendørs sammen med mange mennesker, når det ikke er muligt at holde afstand, især her i efteråret og vinteren. Jeg har også mundbind på, når jeg går ind på tankstationer, og når jeg køber ind. For selv om jeg er vaccineret, ved jeg, at jeg kan overføre virus til dem, der ikke har særlig god antistofrespons efter deres vaccine, og til dem, som har valgt ikke at lade sig vaccinere. For mig er det bare en lille ting, som jeg kan gøre for at beskytte mig selv og andre, og ligesom coronapasset anser jeg det ikke for at være noget besvær,« forklarede han.

Også Jesper Christiansen, maler, billedkunstner og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, valgte at bevæge sig rundt på BogForum iført mundbind, når han ikke var på scenen: »Mit immunforsvar er ikke verdens stærkeste, så jeg skal helst ikke smittes med covid. Når jeg befinder mig i et tætpakket lokale, er jeg glad for, at jeg kan beskytte mig bag mit mundbind,« fortalte han.

Chris, Jesper og jeg hører til den voksende gruppe af danskere, der føler trang til at gøre lidt ekstra for ikke at få corona eller give den videre til andre – ud over at lade os vaccinere og teste. Altså mere end det, sundhedsmyndighederne pt. siger, at vi skal.

Jeg har lige været i Italien, hvor man stadig skal bære ansigtsmaske, f.eks. i butikker, på restauranter og i den offentlige trafik. Dernede er smittetallene pt. noget mere fredelige end vores. Første dag var mundbindet lige så forfærdeligt, som jeg huskede det, men derefter gik det bedre. Og da jeg kort efter hjemkomsten skulle mingle indendøre med BogForums +30.000 gæster, mens smitten i Danmark eksploderede, føltes det pludselig som en rigtig god idé at angribe projektet italiano style – med et farvekoordineret mundbind. Desværre var det jo ikke ren Tyttebær-Maja-paranoia. Adskillige forfattere og forlagsfolk udviklede faktisk covid-19 i kølvandet på bogmessen. Dem, jeg kender, var alle dobbeltvaccinerede og ser heldigvis ud til at slippe nogenlunde nådigt.

Også min egen mand skulle have optrådt på BogForum. Han var ikke bare vaccineret, men havde også haft covid, så jeg var vant til at opfatte ham som den bedst beskyttede af os to. I mange måneder var det ham, der uddelte alle familiens krammere, mens jeg holdt et par meters sikkerhedsafstand og længselsfuldt ventede på mine egne vacciner. Derfor troede jeg, at vi bare talte om en halsbetændelse, da han få timer før planlagt optræden meddelte i telefonen, at han havde det skidt. Men jeg beordrede ham at blive hjemme af skræk for, at han skulle skræmme publikum med sin hosten og snøften.

Det var heldigt, for det VAR sørme corona – endnu en gang. Set i bakspejlet havde han næppe mange antistoffer tilbage, da han fire dage forinden blev smittet på et kommunalvalgmøde på Bogø, hvor vi bor. Som læge fik han sine to første vacciner ved juletid sidste år. Coronainfektion nr. 1 ragede han formentlig allerede til sig i under vores skiferie i Frankrig i februar 2020, d.v.s. før Danmarks første officielle coronatilfælde. Et rutinetjek ikke så længe efter afslørede nemlig, at han havde antistoffer. Og coronainfektion nr. 2 gav symptomer, dagen inden han skulle have haft sit tredje stik. Aldrig har han været så syg i sit liv.

Knap havde han lagt sig med høj feber, før der indløb meldinger om masser af andre smittede i vores nære omgangskreds på Bogø. Alle var de færdigvaccinerede, heraf vores noget yngre naboer, hvis sidste stik kun var få måneder gamle. Men selv havde jeg været på arbejde i København hele ugen, og mens min mand isolerede sig i huset sammen med katten for at blive rask, blev jeg i København – og slap endnu engang for at blive smittet af ham.

På den baggrund havde jeg intet hastværk med at pakke mundbindene væk efter bogmessen. Med så mange syge både på arbejde, på hjemmefronten og i samfundet i det hele taget gemmer jeg mig nu konsekvent bag en maske, hver gang jeg skal i supermarkedet eller med toget.

Jeg havde det også på forleden, da jeg skulle følge min gamle mor til undersøgelse på hospitalet. Falckdamen, der skulle hente os, tilbød os håndsprit. »Men mundbindet behøver du altså ikke at have på,« smilede hun venligt og troede nok, at hun gjorde mig glad. For hende havde det været ulideligt at køre rundt med patienter hele dagen, dengang det var et krav at bruge mundbind. En evig kamp for at holde duggen væk fra brillerne, så hun kunne se kørebanen, fortalte hun. Som brillebruger kunne jeg sagtens sætte mig ind, hvor svært det må have været, men vi skulle samle andre patienter op på vejen, så jeg beholdt mit mundbind på.

Patienterne i mands lægehus kommer kun ind, hvis de har mundbind på. Det er også et krav i de lange, hostende og snottende køer ved alle landets testcentre. Men ikke på hospitaler. Mens min mor og jeg sad en times tid i et tætpakket venteværelse, følte jeg mig lidt tåbelig bag min lyserøde maske. Kun to andre var iført mundbind – plus en, der trak et op af sin taske, da hun havde kigget lidt på mig. Men de fleste patienter så skrøbelige ud og skulle udredes for sygdomme som kræft og KOL. De havde næppe brug for corona oveni, så mundbindet fik igen lov at blive siddende.

Derfor tager vi skeen i egen hånd

»Hvordan kan det være, jeg har så voldsom trang til at tage det rædsomme mundbind på igen – frivilligt? Er det bare mig, der er overforsigtig?«, spørger jeg Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af HOPE-projektet, der uge for uge måler på danskernes reaktion på coronaen.

»Du er i hvert fald ikke alene om det. Vores data viser en tydelig tendens til, at flere begynder eller overvejer at bruge mundbind på eget initiativ, og det er især sket inden for de seneste to uger. Der er også relativt stor folkelig opbakning til obligatorisk brug af mundbind i den kollektive trafik. 74 procent af danskerne går ind for det,« fortæller han.

Flere ønsker skrappere restriktioner

Sådan var borgernes opbakning til indførelse af forskellige restriktioner mod covid-19 for et et par uger siden i følge HOPE-projektets panel på 529 deltagere. Figuren viser andelen, der har svaret "I høj grad" eller "I nogen grad", når de er blevet spurgt til indførelsen af restriktionen "på nuværende tidspunkt". De lodrette streger viser den statistiske usikkerhed.

»Både da mundbindet i sin tid blev indført og da kravet bortfaldt, gik danskerne i takt. Dengang var der en meget klar kommunikation fra sundhedsmyndighedernes side, og vi fulgte deres anbefalinger. Men inden for de seneste uger er flere begyndt at tvivle på, om myndighedernes råd nu også er tilstrækkelige til, at vi kan undgå for stor smittespredning. Vi kan se, at de fleste har taget positivt imod de nye retningslinjer for coronapasset, men mange savner stadig klare, officielle udmeldinger om, hvad der kommer til at ske, og hvordan vi skal opføre os. Hvordan skal vi f.eks. tolke de faresignaler, vi ser i de stigende coronatal? Når man er usikker på den slags, begynder man typisk selv at analysere situationen og måske også handle på den. F.eks. ved at bruge mundbind,« forklarer han.

»Ja, det er godt nok svært at have is i maven, når ikke bare smittetallene skyder i vejret, men også antallet af indlæggelser vokser og får flere eksperter til at varsle, at sygehusvæsenet snart bryder sammen. Når mange andre lande i Europa genindfører skrappere restriktioner, og internationale eksperter giver udtryk for, at situationen i Danmark er alvorlig. Så spekulerer jo man jo på, om pandemien er ved at komme ud af kontrol herhjemme,« udbryder jeg, lettet over at møde forståelse.

»Der er ingen tvivl om, at mange danskere frygter, at der kommer nye nedlukninger og føler trang til at gøre noget på eget initiativ, når myndighederne ikke melder klart ud, hvilke scenarier vi kan vente os, og hvordan vi skal agere. Det kan vi bl.a. se i en stigende opbakning i befolkningen til, at vi også skal bruge coronapas på offentlige steder og på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser,« siger Michael Bang Petersen.

Stadig flere har sådan en miniværktøjskasse med overalt igen: Håndsprit mod kontaktsmitte fra håndtag, håndtryk, dankortterminaler og fitnessmaskiner – og mundbind mod al den smitte, som kommer fra luften, når folk i nærheden hoster, nyser, råber, synger og taler. Og så selvfølgelig coronapasset. Foto: Karen Lyager

Reptilhjernen husker stadig ligkisterne i Bergamo

Hans analyse af situationen virker som mental fremkaldervæske, for ja, jeg er rådvild. Logikcenteret i min hjerne kan sagtens forstå de samfundsøkonomiske beregninger for, hvor meget smittespredning vi kan tolerere i en overvejende færdigvaccineret befolkning, når præmissen er, at vi skal holde landet i gang. Men jeg mangler nogle fikspunkter for at føle mig tryg. Ellers nægter min reptilhjerne at være med.

I begyndelsen af pandemien blev vi hjernevasket til at frygte corona og lærte, at covid-19 var meget, meget farligere end influenza. Nu skal vi lære at leve med den, næsten ligesom en influenza, fordi vi som vaccinerede statistisk set får et væsentlig mildere forløb.

Men det er en virkelig svær mental øvelse at aflære sig frygten for en alvorlig og potentielt dødelig sygdom, når man aldrig glemmer synet af militærkonvojerne, der kørte ligkister ud af Bergamo, og skøjtehallerne fyldt med døde spaniere. Når folk, man kender, endte på intensiv, i respirator eller på kirkegården og længe efter kæmper med alvorlige senfølger. Når nogle stadigvæk får et hårdt forløb, selv om de er vaccinerede. De er heldigvis få, men de er der.

Forleden så jeg et tv-klip med en bjørn, der med et velbehageligt gab lukkede sin hule til og gik i vinterhi, og jeg greb mig selv i at ønske, at jeg kunne gøre som den. Sove fra det hele – og vågne op igen, når det bliver forår og forhåbentlig godt igen. 

Udsigten til at tage en tur for holdet med en sygdom, som igen og igen har snydt os, eller være hende den bange, der melder fra til alt det sjove, trigger i den grad min primitive trang til at kæmpe eller flygte. Mest det sidste. Mens jeg ventede på PCR-svar efter bogmessen, måtte jeg et par dage i sommerhus mutters alene for at samle kræfter til at fungere i en virkelighed, som jeg har mest lyst til at melde afbud til.

Lige nu kan jeg tælle mig frem til 26 – hov, der kom endnu én: 27 – venner og bekendte, som trods begge vaccineskud er blevet smittet med corona inden for de seneste to uger. Nogle af dem er stadig syge efter en ellers fredelig vinsmagning, hvor 100 procent af deltagerne tog smitte med hjem. Det MÅ være over gennemsnittet for en omgangskreds, når statistiske beregninger viser, at det pt. kun er knap 1 procent af alle dobbeltvaccinerede, der bliver smittet og kan smitte videre.

Min utryghed udspringer i vid udstrækning af disse gennembrudsinfektioner. Selv om forskerne aldrig har garanteret, at vaccinerne kunne beskytte 100 % mod smitte og smittespredning, så tallene væsentlig mere overbevisende ud, da jeg fik min Pfizervaccine. En beskyttelsesgrad i 90erne lød betryggende, og jeg følte mig usigelig lettet og privilegeret, fordi jeg endelig kunne slappe lidt af, få mit sociale liv tilbage og kramme min syge mor uden at være bange for at smitte hende. Jeg skiftevis småtudede og sang af glæde, da jeg cyklede hjem med mit lille plaster på skulderen.

Virkeligheden ændrede sig unægtelig, da Deltavarianten fejede de tidligere varianter af banen med sin enorme smittekraft. Vi er endda heldige, at vores vacciner stadig langt hen ad vejen beskytter os at få et alvorligt forløb af sygdommen, når de blev udviklet til at bekæmpe en mindre aggressiv virusvariant. Selv om indlæggelsestallene stiger, er de stadig markant lavere end for et år siden, målt i forhold til antal smittede . Så ja: Nøgternt set står vi bestemt et andet sted.

Alligevel løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser, hvor mange folk i min aldersgruppe, der bliver smittet i disse dage. Os, der er lige på vippen til at kunne få en booster. Det er over fem måneder siden, jeg fik mit andet stik, og der er måske en måned til mit tredje. Tør jeg gå til julefrokost, mase mig ind i overfyldte myldretidstog, deltage i større møder på min arbejdsplads og danse rundt om juletræet med skrøbelige og ældre familiemedlemmer? Det er virkelig dårlig timing, og jeg har SÅ meget brug for en manual til sikker og ansvarlig opførsel. Og så længe jeg ikke får den, foretrækker jeg at hale mundbindet frem og leve med duggede briller, overophedning, kløe på næsen og den utiltalende maskelugt. Det er mange gener på én gang, men i min optik kan de ikke opveje de tre store gevinster: Jeg bliver ikke så let smittet, jeg smitter ikke så let andre, og jeg får en god følelse af dog at gøre et eller andet konstruktivt.

Jens Lundgren: Brug mundbindet, når det giver mening

»Er mit mundbind udtryk for, at jeg ikke har nok tillid til sundhedsmyndighedernes dømmekraft?« spørger jeg Jens Lundgren, overlæge og professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet og medlem af regeringens ekspertudvalg til bekæmpelse af corona.

»Nej, jeg vil da opfordre til, at folk bruger de redskaber, vi ved virker ­– herunder mundbind. Mundbind skal ikke kun bruges, når de er påbudt. Brug dem der, hvor det giver mening at bruge dem, uanset om de er påbudt eller blot anbefalet. Jeg mener, at befolkningen – på lange stræk – godt ved, hvad man kan gøre for at hjælpe til med at dæmpe smittespredningen. Og det gælder ikke kun mundbind, men også hygiejne, at holde afstand, etc. Vi er trods alt midt i en pandemi, og i nær sagt alle andre lande bliver de også brugt,« siger han.

Mundbind skal ikke kun bruges, når de er påbudt. Brug dem der, hvor det giver mening at bruge dem, uanset om de er påbudt eller blot anbefalet.

Jens Lundgren

Tak! Selvfølgelig skal alle vi amatørvirologer tro på vores egen dømmekraft og alt det, vi har lært under bølge 1 og 2. Det VAR jo rigtigt vurderet, at BogForum kunne udvikle sig til en supersprederbegivenhed. Og min mand havde fuldstændig ret, da han lige efter det famøse vælgermøde på Bogø konstaterede, at det tætpakkede forsamlingshus ville være et eldorado for en deltavariant. Bingo!

Bagklog kan man altid være, men med de to professorers ord in mente vil jeg hellere være en proaktiv tredjebølge-first mover iført mundbind. Velvidende, at det unægtelig vil være lettere og have større effekt på smittetallet, når vi er flere, der gør det. Men hvis nu vi 74 procent, der støtter brugen af mundbind i den offentlige transport, blev enige om at tage de famøse mundbind på, indtil smittesituationen blev mere fredelig, kunne det vel hjælpe lidt?

Jeg er så heldig, at jeg kan arbejde hjemme et par dage om ugen og glemme alt om mundbind for en stund. Men hvis jeg havde min egen lille butik, ville jeg være ukomfortabel ved at stå ubeskyttet bag disken og betjene maskeløse kunder hele dagen, mens smittetallene buldrer afsted. Jeg ville overveje at sætte et skilt på døren om, at mine kunder skulle bære mundbind. Det må man godt ifølge Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer, og måske ville jeg opdage, at en voksende andel kunder turde møde op i butikken – iført mundbind – i stedet for at bestille mine varer over nettet.

Lige nu er det lidt svært at vurdere, hvornår det vil være en god idé at bære mundbind. Næste spørgsmål er lidt lettere: Hvilken farve skal det være i dag? Foto: Karen Lyager

Stor symbolværdi og stærke følelser

Om den slags initiativer skal komme fra borgerne selv, er dog en helt anden sag. Mundbind er et sprængfarligt emne, da der er rigtig meget symbolværdi og mange følelser knyttet til dem. Også til andres mundbind.

Nogle opfatter krav om mundbind som et overgreb på deres personlige frihed. Mange, der har tilbragt hele arbejdsdage bag mundbind og visir, gruer forståeligt nok for igen at skulle slås med ulidelig varme, voldsomme udbrud af akne og åndenød. Nogle få kan decideret ikke tåle dem. Selv bliver jeg hurtigt hæs af at skulle gentage alting eller råbe til folk, fordi min i forvejen ikke særlig kraftige stemme drukner i mundbind.

Nu, hvor jeg ifører mig mundbindet frivilligt, har jeg et par gange indkasseret hånlige blikke, men oftere er det elevatorblikket, jeg får. Er jeg en hysterisk kælling? Anklager jeg mine medpassagerer for at være farlige? Er jeg udlænding? Ekstra sårbar? På kommunalvalgdagen var der én, der sprang et par meter til siden af forskrækkelse. Måske troede hun, at jeg var en smittet på vej ud for at stemme.

Vores franske venner, Pia og Christian Loyau, er så vant til at bruge mundbind, når de køber ind, at de næsten ikke tænker over det mere. Ikke før de står i en dansk supermarkedskø og opdager, at de er de eneste med mundbind – og at det er lidt grænseoverskridende at tage dem af. Privatfoto.

Vores franske venner undrer sig, når danskere fortæller, hvor forfærdelige mundbind er. Franskmændene har i lighed med italienerne ikke haft lov til at smide deres masker, sådan som vi gjorde i sommer, og bortset fra anti-maskedemonstranterne er de fleste blevet så vant til dem, at de næsten ikke tænker over dem mere. For dem er bøvlet med mundbind en pris, man må betale for at holde samfundet åbent, fordi de kan sænke risikoen for luftbåren virussmitte. Som et ret logisk supplement til håndspritten, der jo kun kan eliminere kontaktsmitte.

Jeg glæder mig til – forhåbentlig – at få mit tredje stik i julegave. Og meget gerne før. Indtil da må jeg og mit netværk af ligesindede forsøge at hjælpe hinanden bedst muligt igennem, når vi har svært ved at håndtere situationer, der gør os utrygge og usikre i rollen som som potentielt smittemodtagelige og videresmittende individer med vacciner i coronapasset. Skal der mundbind på – ja eller nej? Men måske tager sundhedsmyndighederne beslutningen for os.

Kilder:

Michael Bang Petersen, professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og formand for HOPE-projektet.

Jens Lundgren, professor og overlæge i infektionsmedicin på Rigshospitalet og Københavns Universitet. Forsøgsleder for et stort globalt studie om monoklonale antistoffer til behandling af covid-19 og med i regeringens corona-ekspertgruppe.

Rapporten ”Danskernes Smitteforebyggende Adfærd og Opfattelser” fra HOPE-Projektet, 16. november 2021., Sundhedsstyrelsens pjece: Brug af mundbind i det offentlige rum, Statens Serum Institut, Nature News, IPA m.fl.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.