Steffen tog ikke de rette forholdsregler, da han fik lavet sin tatovering
Steffen Breum fik sig en slem forskrækkelse, efter den første tatovering. Men han afviser ikke, at han skal have flere.
Til dagligt driver Steffen Breum på 34 år fra København produktionsselskabet Rumklang, der komponerer og producerer musik for plade- og filmselskaber.
I juni 2014 fik han lavet sin første tatovering. Et større projekt på den højre underarm, der forestiller en ulv.
Pga. kompleksiteten i motivet skulle tatoveringen laves over to omgange. Den første session tog omkring fire timer, og den forløb uden nogen problemer.
“Det gik super godt, og da jeg så mødte ind til den anden session, hvor der skulle lægges dybde og lidt hvid farve i, så havde hybris nok lidt for godt fat i mig,” fortæller Steffen Breum.
Han var ikke så veludhvilet, som han burde, og han havde heller ikke fået spist tilstrækkeligt, fortæller han. Derudover havde han en tennisaftale umiddelbart efter aftalen hos tatovøren.
“Det var 30 graden den junidag, og set i bakspejlet så var en omgang tennis med en ny tatovering, der var pakket ind i plastikfolie ikke den bedste kombination,” siger han.
Og kroppen sagde da også fra på den allermest ubarmhjertige måde.
12 timer efter at Steffen Breum fik lavet tatoveringen, begyndte han at få det fysisk dårligt. Det blev kun værre i løbet af natten.
Næste morgen blev han hentet af en ambulance og bragt ind på akutafsnittet på Hvidovre hospital.
“Det efterfølgende døgn var jeg helt væk. Jeg kan næsten intet huske, og jeg sov stort set hele tiden. Da jeg vågnede op og kom lidt til mig selv, da var jeg så udmattet, som jeg aldrig har været før,” siger han.
Der var gået stafylokokker i tatoveringen, og Steffen Breum havde fået en livstruende blodforgiftning.
De efterfølgende fem døgn var Steffen Breum indlagt på hospitalet, mens lægerne fik stabiliseret hans blodværdier.
“Tatoveringen boblede fuldstændig op, og den lignede noget, der var løgn,” fortæller han.
Ligesom Steffen Breum kom ovenpå igen, så gjorde tatoveringen det også, og i dag ser den ud, som han ønskede den skulle gøre.
“Det var udelukkende min egen skyld. Jeg burde have passet bedre på mig selv, efter at jeg fik lavet den,” siger han og fortsætter:
“Jeg ved ikke om jeg skal have flere tatoveringer, men hvis jeg skal, så vil jeg i hvertfald sørge for at tage de rette forholdsregler før og efter,” siger han.