Højskole for flere generationer hitter
Familiekurserne, hvor flere generationer tager på højskole sammen, er populære, og har været det i lang tid. Nu er det ved at blive mere populært, at det kun er bedsteforældre og deres børnebørn, der tager af sted sammen – og lader forældrene blive derhjemme.
De senere år har flere og flere bedsteforældre taget deres børnebørn med på højskole. Sidste år blev der afholdt 106 familiekurser i hele landet. De bliver især afholdt i starten og slutningen af skolernes sommerferie, der er populære tidspunkter for højskoleophold med bedsteforældre, oplyser Højskolerne, der er foreningen for alle højskoler i Danmark. Det er i denne periode, hvor forældrene måske ikke har ferie, men har brug for, at børnene bliver passet.
På Seniorhøjskolen oplever de også en større interesse og tilstrømning af bedste forældre og børnebørn. Højskolen havde fået forespørgsler fra deres kursister, og besluttede sig derfor for at udbyde kurset for flere generationer sidste år.
»Vores kursister fortalte os, det kunne være sjovt at vise deres børnebørn ”deres” skole. Vi har haft det fint med vores tidligere koncept, hvor vi kun havde seniorer, men vi kunne også godt tænke os at inddrage børnebørnene,« siger Flemming Nees, der er forstander på Seniorhøjskolen i Nørre Nisum, der fortæller, at kurset i år er udsolgt, og der er en venteliste for at komme med.
Du definerer selv din familie
Selv om højskolerne kalder det familiekursus eller kursus for flere generationer, er der ingen begrænsninger for, hvem du må tage på højskole med – du må nemlig selv definere din familie. Det er lige meget, om du kommer sammen med din mand og børn, at bedstemor og børnebørn tager af sted, eller du har taget naboens børn med eller måske kommer helt uden børn. Man skal dog være opmærksom på, at på familiekurser er programmet tilrettelagt efter, at der både er børn og voksne på kurset. Seniorhøjskolen har normalt kursister, der har rundet de 60 år, men har alligevel valgt at udbyde et kursus for flere generationer.
»Vi havde diskuteret at lave et kursus for bedsteforældre og børnebørn i nogle år, og vi så, at andre højskoler gjorde det. Så holdt vi sådan et kursus første gang sidste år, og det var en bragende succes. Vi gør det igen i år,« fortæller Flemming Nees.
Han fortæller, at de nok gentager succesen til næste år, men det er usikkert, om der kommer flere kurser om året. Det er nemlig en større udfordring at have børn på højskolen og ikke blot rolige seniorer som sædvanlig.
»Det var en kæmpe udfordring at holde kurset, hvor der også var børn. Det var spændende at opleve den dynamik, der var mellem bedsteforældre og deres børnebørn. Vi spiller lidt på udebane – vi er jo kun vant til at lave højskole for voksne. Der er en del mere tryk på, når der også er børn til stede,« siger forstanderen.
Valgfag og intenst samvær
På et typisk familiekursus er der forskellige valgfag at vælge mellem, og børn og voksne er meget sammen – mest på børnenes præmisser. Sådan ser det også ud på Seniorhøjskolen.
»På kurset er der forskellige valgfag som musik/sang, rytmik, dukketeater og kreative fag. Der er også ture ud af huset, hvor vi f.eks. tager til Vesterhavet eller Thorsminde. Bedsteforældrene er sammen med deres børnebørn stort set hele tiden – der er kun en enkelt aften, hvor de er adskilt,« siger Flemming Nees.
Han fremhæver det samvær man får med sine børnebørn, som man måske ikke har til hverdag som noget særligt ved familiekurserne.
»På kurset får man først og fremmest nogle dage sammen, hvor man deler oplevelser og får en fælles fortælling. Man oplever den nærhed og det samvær, man ikke har til daglig. De fælles oplevelser gør, at man kan huske tilbage på noget godt, og har lidt at snakke med sit barnebarn om. Man oplever hinanden på en anden måde, når man er sammen hele tiden,« siger han.
På højskolen er bedsteforældrene cirka i aldersgruppen 65-75 år, og deres børnebørn mellem seks og 11 år.
»Mange af kursisterne, der var her sidste år, har været her alene før. Nu kommer de bare sammen med deres børnebørn,« siger Flemming Nees.
Storebrors børnebørn med på højskole
En af dem, der var med på Seniorhøjskolens kursus for bedsteforældre og børnebørn sidste år, er Hanne Saugbjerg. Inden hun valgte kurset for flere generationer, havde hun været på to 14-dages ophold på højskolen. Hanne Saugbjerg har ikke selv nogen børnebørn, men havde taget to af hendes storebrors børnebørn med på højskole.
»Jeg har desværre ikke nogen børnebørn selv, så jeg tog Victoria på 11 år og Filippa på 10 år med. De er kusiner, men ser ikke hinanden så ofte, da den ene bor i Ringkøbing og den anden i Holbæk,« siger Hanne Saugbjerg, der er efterlønner og tidligere pædagog. I det tætpakkede program fra lørdag til onsdag var der især taget hensyn til børnene.
»Programmet er lagt an på, at børnene valgte, hvilket tema de ville have. Der var taget meget hensyn til børnene, og ikke hvad de ældre syntes. Der var et naturværksted, tror jeg, det hed, hvor børnene havde mulighed for at lave forskellige ting, og bedsteforældrene fungerede som assistenter. Vi var sammen hele tiden, og det var kun godt. Normalt er vi kun på besøg hos hinanden, men her lærte vi hinanden bedre at kende,« fortæller hun.
Med sine 63 år er Hanne Saugbjerg en af de yngste deltagere på Seniorhøjskolen. Hun er ikke i tvivl om, hvad det bedste ved opholdet var.
»Det bedste var samværet med børnene. Vi fik nogle gode muligheder for at gøre noget sammen. Jeg tror, børn agerer anderledes, når de ikke er sammen med deres forældre og kammerater – de er uden for deres sædvanlige rolle,« siger Hanne Saugbjerg.
Hun tog af sted, fordi hun syntes, at pigerne skulle have den oplevelse.
»Jeg har selv meget ud af at komme på højskole, og vil gerne give det videre til dem,« siger hun.