Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Drop undskyldningerne og træn!

Hvad bruger du egentlig tiden på? Se dig selv efter i sømmene og få tid til træning i en hektisk hverdag med familie og job.

Christina Hasselbalch Langpap

Alle har præcis lige meget tid til at træne – uanset om de er mor med familie og fuldtidsjob eller elitesportsudøver. Sådan lyder det fra forfatter og træningseksperten Birgitte Nymann.

Alle har tid til at træne, det handler om at prioritere sin tid, mener træningseksperten Birgitte Nymann. Foto: Jacob Bloch

»Det handler om at prioritere sin tid og vælge, hvad der er vigtigt for dig. Holder du dig til mantraerne: Jeg har ikke tid til at træne; jeg ville gerne have trænet mere, men jeg havde bare ikke tid, så er det fordi, du føler, at det du får ud af at bruge tid på træning, ikke står mål med, hvad du kan få ud af at lade være. Så er det ikke vigtigt nok for dig. Så hvis du skal finde tid til træning og sund livsstil, så skal det være, fordi det virkeligt betyder noget for dig,« pointerer Birgitte Nymann og opfordrer blandt andre de travle mødre til at kigge på de daglige rutiner, når de skal finde ud af, hvad der forhindrer dem i at få tid til træning.

»Kroppen er skabt til at skulle bevæge sig en vis mængde. Det er en del af det, der holder dig frisk og sund og i stand til at være glad. Hvis du har så travlt med at gøre ting, der er mere vigtige end at få trænet, så må det være, fordi de aktiviteter er mere vigtige for din glæde . Det paradoksale er bare, at glæde forudstætter en grundlægende sundhed i din fysiske krop. Så hvis du ikke bevæger dig nok, og er i tilstrækkelig god form, så kan du ikke opleve glæde og lykke optimalt – fordi kroppen ikke kan skabe tilstanden,« forklarer hun.

Find dit træningstidspunkt

Ingen tidspunkter er bedre end andre. For nogle vil det være kl. 21 om aftenen. Det rigtige tidspunkt for dig, er det tidspunkt, du får det gjort, menertræningseksperten.

»Træning behøver ikke at være langvarigt for at være godt. At træne i 20 minutter ad gangen er fint til at komme i form og få trænet hele kroppen. Det handler bare om, at du sætter dig ind i, hvordan du nedsætter din træningstid til 20 minutter. Det er ikke bare noget, som man lige gør, hvis man vil have det maksimale ud af det,« forklarer Birgitte Nymann og råder til at bruge tiden grundig fra starten, så du finder det rigtige træningsprogram, der udfordrer dig optimalt på 20 minutter.

Sådan finder du tid til træning

  • Stå op en halv time før om morgenen.
  • Drop eftermiddagsluren.
  • Drop et afsnit af din yndlingsserie.
  • Brug motionscentret på din arbejdsplads eller arbejdspladsens andre motionstilbud.
  • Cykl, gå eller løb på arbejde.
  • Gå en tur på fem minutter i frokostpausen.
  • Lav 10 benbøjninger, mens du tørrer hænderne, efter du har været på toilettet.
  • Løbetræn mens du venter på, at dine børn deltager i fritidsaktiviteter.
  • Tag børnene med i svømmehallen eller i parken og spille bold.
  • Træn hjemme i stuen inden aftensmaden – sammen med familien.