Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Jonglering – er det mere end bare gøgl?

Det ser imponerende ud, når jongløren holder kontrollen over de mange bolde i luften. Men måske får jongløren mere end bare ”wow-effekten” tilbage fra sit publikum.

Flere forskningsprojekter peger i retning af, at der kan være store fordele ved at lære at jonglere. Jyllands-Posten har været i kontakt med flere danskere, der bruger eller har brugt jonglering til at håndtere stress og bearbejde depression.

Jeg vil klart opfordre andre til at komme i gang. Det er en sjov leg, som jeg tror, at mange vil blive bidt af, efter de første par succesoplevelser
Tobias Frich Pedersen, Jonglør

En af dem er den 20-årige lærervikar Tobias Frich Pedersen fra Skanderborg. Han har jongleret med bolde, kegler og devil sticks i omkring otte år.

»Jeg bruger jonglering som et redskab til at reducere stress. Når jeg jonglerer, lukker jeg alle tanker ude og fokuserer 100 pct. på at kaste og gribe. Da jeg havde en depression, var jongleringen det, som jeg kunne holde fast i. Uanset hvor dårlige tankerne var, var jongleringen altid lige ved hånden,« fortæller Tobias Frich Pedersen.

Til stede i nuet

Diva Sloth Jepsen er underviser i meditation og mindfulness. Hun underviser bl.a. sine klienter i aktiv meditation, og hun bekræfter, at jonglering kan bruges som et middel mod stress.

»I vesten har vi ikke rigtig taget den stillesiddende meditation til os. Vi har meget lettere ved at finde ro, hvis vi samtidig foretager os noget fysisk. Ved at jonglere er man virkelig til stede i nuet. Hvad der skete i går og hvad der skal ske i morgen, kan man ikke koncentrere sig om, mens man jonglerer,« siger hun.

I 2007 lavede japanske forskere fra Kagoshima Universitetshospital et forsøg, hvor de undersøgte jonglering i forbindelse med behandlingen af angst. 17 kvinder med diagnosen angst blev delt ind i to grupper. Den ene gruppe fulgte den traditionelle behandling, mens den anden gruppe havde jonglering med ærteposer som en del af deres behandlingsforløb.

Behandling af angst

Gruppen, der jonglerede, havde det markant bedre end kontrolgruppen efter forløbet. Angstsymptomerne var mindre, men også på depressionsskalaen så det bedre ud.

Det er endda muligt at aflæse ændringer i hjernen hos folk, der lærer at jonglere. Det viser et engelsk forskningsprojekt fra 2009.

Her påviste professor Jan Scholz fra Universitet i Oxford, at personer, der lærer at jonglere, udvikler mere hvid hjernesubstans, end folk der ikke gør. Det hvide hjernesubstans er de nervebaner, som knytter de forskellige dele af hjernen sammen.

Resultaterne fra den engelske undersøgelse viste, at man ved at lære en ny og svær opgave styrker forbindelserne i hjernen. Jan Scholz, foreslog da også, at man brugte jonglering som et genoptræningsredskab efter en hjerneskade.

Motiverende træning

Frank Humle, der er neuropsykolog og direktør hos Center For Hjerneskade, er da også overbevist om, at jonglering kan have positiv effekt på hjernen.

»Jonglering styrker hånd til øje-koordination, som er vigtigt i forbindelse med visse hjerneskader. Og så er det forbundet med godt humør, og de løbende succesoplevelser gør det lettere at motivere sig. Vi bruger dog konditionsgivende træning og styrketræning i vores behandling, da der i højere grad er evidens for disse aktiviteter,« siger han.

Fin måde at koble af

Fysioterapeut Rasmus Oddershede kan også se andre håndgribelige fordele ved at jonglere.

»Hvis man sidder på et kontor hele dagen, kan det være en fin måde at få koblet fra og få løsnet lidt op på. De hurtige bevægelser, der er forbundet med jonglering, gør det også interessant i forbindelse med genoptræning efter en skade. Men det kræver, at man kan jonglere i forvejen, da det tager tid at lære,« siger han.

For Tobias Frich Pedersen er jonglering blevet en del af hverdagen. Det startede som en sjov leg, men har nu udviklet sig til en hobby, som han dyrker, som andre dyrker håndbold eller fodbold. Han tager jævnligt til jonglørtræf i både ind- og udland, og han har på den måde fået mange nye bekendtskaber.

»Jeg vil klart opfordre andre til at komme i gang. Det er en sjov leg, som jeg tror, at mange vil blive bidt af efter de første par succesoplevelser,« siger han.

Nogen bruger jonglering som andre bruger yoga.