Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Emma og William er de mest populære navne lige nu

William er for femte gang topscorer på navnelisten fra Danmarks Statistik. Emma har overhalet sidste års vinder.

Hvis man gerne vil kalde sit barn noget helt unikt, er det hverken Emma eller William, man skal vælge. For det gjorde henholdsvis 245 og 331 af de forældre, der navngav deres børn i første halvdel af 2014.

Hermed kommer det samlede antal Emma'er i Danmark op på 17.810, og 9.841 William'er.

En højdespringer blandt pigenavnene på Danmarks Statistiks halvårsoversigt er Laura, der sprang fra en 10. plads til 3.-pladsen. Hos drengene er den største overraskelse Malthe, som i 2013 kun var det 22. mest populære navn, men nu ligger på en lun 7. plads.

Sofia blev det mest populære pigenavn i 2013, men må nu se sig slået af både Emma, Ida og Laura på landsplan. Men navne har også regionale forskelle.

Ser man på børn i aldersruppen 1-9-årige, så har forældre til drenge i Jylland en forkærlighed for navnet Magnus. Både i Region Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland er Magnus nemlig det mest populære navn, hvis man er under 10 år gammel. I Region Hovedstaden er det William, der indtager førstepladsen som mest brugte navn, mens forældre i Region Sjælland er gladest for navnet Oliver.

Forældre til piger i samme aldersgruppe i Region Sjælland, Syddanmark og Nordjylland har Emma som det foretrukne navn, mens flest forældre i Midtjylland har kaldt deres datter i den alder for Ida. I Hovedstaden er der størst sandsynlighed for, at forældrene har valgt navnet Anna.

På tværs af alle aldersgrupper og regioner findes der flest med navnene Peter og Anne. 49.550 danske mænd hedder Peter, mens 46.690 kvinder har navnet Anne.

Navnet Anne er det mest brugte i både Region Hovedstaden, Syddanmark og Midtjylland, mens der er flest med navnet Kirsten i Region Sjælland og Nordjylland.

Blandt mændene i Region Midtjylland og Nordjylland er der flest, der hedder Jens. I Region Hovedstaden er der flest med navnet Peter, mens Michael vinder i Region Sjælland og Hans i Region Syddanmark.

Hvis du vil se de mest populære navne i din region, så har Danmarks Statistik en oversigt her.

Deler man befolkningen op i 10-års aldersgrupper, så er hverken Peter eller Anne topscorer i nogen af grupperne. For de 1-9-årige var William og Emma de mest anvendte fornavne. I den anden ende af aldersskalaen er Hans i top for de tre ældste aldersgrupper. For kvinderne er Inger i top blandt 80-89-årige og Anna for de to ældste aldersgrupper.