Fedmeforsker slår alarm: Farligt sukker er på vej til Europa
Det er billigere- men også farligere end almindeligt sukker. Også er det på vej til Europa.
Siden man i 1970´erne begyndte at bruge 'high fructose corn syrup' i fødevarerne i USA, er fedmeepidemien og antallet af diabetestilfælde steget voldsomt. Fra 2017 kan fødevarerproducenterne i EU frit benytte sukkertypen.
Når jeg skal lave en god diabetesrotte i mit laboratorium, så fordrer jeg den i otte uger med fructose. Så er jeg sikker på, at den har diabetesPer Bendix Jeppesen, Forsker i diabetes og fedme på Århus Universitet
Sukkeret er udvundet af majs og er billigere end roe- og rørsukker. Derudover er stoffet sødere, og det er konstant flydende og derfor lettere at arbejde med.
Frem til 2017 er high fructose corn syrup kvotebelagt i EU, så det samlede brug kun må udgøre 5 pct. af alt sukker, der benyttes til fødevareproduktion. I 2017 frigives kvoterne, og forbruget bliver op til de enkelte producenter.
Per Bendix Jeppesen, der forsker i diabetes og fedme på Århus Universitet, er særligt bekymret for, at sodavandsproducenterne vil tage den billigere sukkertype til sig.
"Med det sodavandindtag som vi har i EU, så vil det få store konsekvenser for folkesundheden," siger han.
I forhold til almindeligt bordsukker der er lavet på roer og sukkerrør, så indeholder high fructose corn syrup syv pct. mere fructose.
"Fructose bliver optaget direkte i blodet, og frigiver meget mere energi. Det kan give både fedtlever og forstadier til diabetes. Når jeg skal lave en god diabetesrotte i mit laboratorium, så fordrer jeg den i otte uger med fructose. Så er jeg sikker på, at den har diabetes," siger han.
I 1970´erne blev sukkeret introduceret i USA, fordi man ønskede stabile sukkerpriser. Umiddelbart efter kunne man aflæse en stigning i antallet af diabetes- og fedmepatienter, og Per Bendix Jeppesen mener, at high fructose corn syrup bærer en stor del af ansvaret for den amerikanske fedmeepidemi.
Christel Schaldemose, der er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, har til DR udtalt, at hun nu vil undersøge, om EU-Kommisionen er opmærksom på, hvilke konsekvenser brugen af high fructose corn syrup kan have.
I Danmark bruges high fructose corn syrup primært som smagsforstærker i blandt andet rugbrød og kager.