Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Slankepillen Alli undersøges for leverskader

Den populære slankepille Alli, der i maj-måned kom i håndkøb, undersøges af den amerikanske lægemiddelstyrelse. Der er rapporteret 32 tilfælde af alvorlige leverskader blandt brugere af stoffet Orlistat, der findes i Alli og det receptpligtige Xenical.

Spørgsmålet er, om der er en direkte sammenhæng mellem stoffet Orlistat og leverskaderne, der i 27 af de 32 tilfælde førte til hospitalsindlæggelse.

Det kortlægger FDA, den amerikanske pendant til Lægemiddelstyrelsen, i øjeblikket.

Blot en undersøgelse

Lægemiddelstyrelsen i Danmark oplyser, at de følger sagen, og at den europæiske lægemiddelstyrelse, EMEA, også undersøger sagen.

Men det er langt fra sikkert, at det er Orlistat, der er skyld i leverskaderne, siger Steffen Thirstrup, overlæge ved Lægemiddelstyrelsen.

"Der er ikke nogen, der har fundet en sammenhæng. Man er bare ved at undersøge det. De 32 tilfælde af svære leverskader er indberettet over en periode på 10 år mellem 1999 og 2008. Og mere end 35 mio. mennesker har brugt Alli eller Xenical. Og langt de fleste bivirkninger, vi kender, stammer fra det stærkere produkt Xenical, der har været på markedet langt længere end Alli," siger Steffen Thirstrup.

Han oplyser, at leverskaderne kan skyldes mange andre ting - alkohol, hepatitis eller overvægt.

Allerede nævnt som bivirkning

I den europæiske produktbeskrivelse oplyses det allerede, at en sjælden bivirkning kan være påvirkning af leverfunktion,

"Der er en antydning af, at dette kan være en sjælden, men meget alvorlig bivirkning, og at man skal være opmærksom på den. Men som sagt, hvis der er 32 tilfælde blandt 35 mio. personer over 10 år, så er det ikke en hyppig bivirkning," siger Steffen Thirstrup.

Alli testet på 30.000

Medicinalvirksomheden GlaxoSmithKline, der står bag Alli, kender til undersøgelsen, men understreger, at det blot er en undersøgelse.

"Vi ved, at FDA har Alli på sin observationsliste. men det er almindelig praksis, at de gennemgår produkter, og der er endnu ikke påvist nogen sammenhæng," siger Annette Marcher, marketingschef ved GlaxoSmithKline.

"Hvis der findes en sammenhæng, vil vi selvfølgelig rette ind. Men det er vigtigt for os at sige, at Alli er testet på over 30.000 personer, og vi har ikke fundet nogen tilfælde af leverskader," tilføjer hun.

Annette Marcher fortæller, at de regner med, at i omegnen af 50.000 og 60.000 danskere har prøvet Alli.

Trækkes ikke tilbage

Steffen Thirstrup regner med, at den europæiske lægemiddelstyrelse drøfter sagen sidst i oktober. Herefter tager de stilling til, hvad der skal ske.

"Hvis der dokumenteres en sammenhæng, vil vi højst sandsynligt ændre produktbeskrivelsen, så bivirkningerne fremhæves" siger han.

Men det er usandsynligt, at produktet skulle blive hevet af hylderne.

"Det sker temmeligt sikkert ikke. For man skal jo veje det op imod den gavn den har haft for 35 mio. patienter, der havde problemer med overvægt."