Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Er barnet mørkeræd? Sluk lyset

<p>Mange forældre tænder lys, hvis barnet er mørkeræd. Men det er en skidt idé, påpeger psykologer, som mener, det fastholder barnets frygt og forstyrrer døgnrytmen.</p>

De fleste forældre kender til børn, der er bange for mørket, og mange tyr til at lade lyset brænde, for at give barnet tryghed, når det skal falde i søvn.

Men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning, påpeger en række børnepsykologer og terapeuter. Lyset kan forstyrre barnets døgnrytme og er med til at fastholde dets frygt for mørke.

Psykologerne anbefaler overfor netavisen Timesonline istedet forældre at arbejde på at gøre børnene trygge ved mørket og at undlade at overføre deres egen frygt til børnene.

Ifølge Emma Citron, en engelsk børnepsykolog med speciale i børns angst og fobier, er der som bekendt ingen grund til at være bange for mørket i sig selv, hvis man ellers befinder sig i trygge omgivelser - og det gør børn jo som regel, når de skal puttes. Men fra en tidlig alder bliver vi belært om, at det er farligt at gå alene ud om aftenen, og det smitter af på børnenes opfattelse af mørket.

Overfører egen frygt

“Børn bliver via bøger og tv tidligt introduceret til, at skræmmende ting som monstre og spøgelser kan lure i nattens mørke, og vi voksne overfører ofte vores egen tillærte frygt til børnene om, at noget farligt kan vente i mørket. Når børnene så er mørkeræd, klarer vi problemet ved at tænde for lyset," siger Emma Citron til Timesonline.

Forskerne diskuterer, hvorvidt kunstigt lys ved nattetide ligefrem kan påvirke barnets sundhed. Nogle mener, at lyset undertrykker produktionen af hormonet melatonin, og at det forøger risikoen for at udvikle en række sygdomme senere i livet, mens andre afviser, at kunstigt lys kan have den effekt.

Men ifølge Russell Foster, neurologi-professor på Oxford University, kan selv små mængder lys øge børnenes årvågenhed og gøre det sværere for dem at falde i søvn.

“Det er ok at vælge dæmpet belysning, men selv små mængder lys vil gøre barnet mere vågent og mindre tilbøjelig til at falde i søvn,” siger han.

Dertil kommer, at han advarer mod at efterlade den store loftslampe tændt i barnets soverum hele natten. Det kan påvirke barnets døgnrytme og bevirke, at barnet er træt og ukoncentreret dagen efter.

Børnepsykolog Emma Citron opfordrer forældre til at undlade at bruge lyskontakten som middel mod børnenes frygt for mørke.

Tjek skabet for røvere

"Man kan i stedet se det som en god anledning til at lære dem at håndtere deres frygt - en evne, de kan bruge gennem hele livet. Som forældre kan man også benytte lejligheden til at vise børnene, at de trygt kan komme til én med deres bekymring og angst uden frygt for reprimander eller at blive gjort til grin."

Hun opfordrer forældre til at spørge ind til, hvad der gør barnet bange. Hvis barnet for eksempel er bange for, at der står en røver gemt i skabet, så forklar barnet, at huset er forsvarligt låst, og at en røver ikke slipper ind her. Åbn skabslågen sammen med barnet for at forsikre det om, at der ikke står en røver dér. Et tip er gradvist at vænne barnet til mørket ved dag for dag at flytte lampen længere og længere væk fra barnets seng.

På et dybere plan kan det også være nyttefuldt at lære sit barn, at mørket i sig selv ikke nødvendivis er en faretruende ting. Den erkendelse kan få betydning for hele barnets syn på verden.

"Mørket er fysisk og billedligt talt det ukendte. Fra en tidlig alder har vi lært at frygte mørket. Det er på mange måder et overlevelsesinstinkt, men når ens barn er blevet puttet trygt i sin seng med forældre, der vogter over det, er der ingen grund til at være bange. Det ukendte kan faktisk indeholde mange skønne og fantastiske muligheder. Ved at undgå mørket forstærker vi vores misforståede opfattelse af, at verden blot er stor og farlig," siger Dr. Jacquie Hetherton, som er klinisk psykolog med speciale i fobier.

Læs også: Børn af fattige hører 30 millioner færre ord

Læs også: Smarte sko ødelægger børns fødder