Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Hvad er wellness?

Begrebet wellness har i de senere år varmet den danske turistbranche op, men da begrebet ikke er beskyttet, findes der heller ikke en fast definition af ordet.

Nogle branchefolk mener, at wellness er algekur og saltpeeling, mens andre mener, at det sagtens kan inkludere bueskydning og kanoture. Her er et par andre definitioner:

Den europæiske Wellness-Union definerer wellness som en blanding af fysisk fitness, åndelig bevægelighed, sjælelig udholdenhed, positiv arbejdsindstilling, harmonisk privatliv og harmoni med naturen.

Ordet wellness er en sammentrækning af de to engelske begreber wellbeing og fitness og optræder første gang i 1654. I de senere år er wellness kommet til Danmark via Nordtyskland.

Begrebet spa er afledt af det latinske ”sanus per aquam”, som betyder ”sundhed gennem vand”. Den belgiske by Spa har siden 1500-tallet været kendt for sine badekure. Siden er spa kommet til Danmark via USA. I dag betyder spa både et bad og sundhed som helhedsoplevelse.

Før wellness og spa kom til Danmark, hed sundhedsbehandlinger kur. I Danmark opstod kursteder i slutningen af 1800-tallet. Silkeborg Vandkuranstalt åbnede som det første kursted i 1883, ved Fanø Bad åbnede det første kurhotel i 1891, mens datidens mest avancerede center Skodsborg Badesanatorium åbnede i 1898.