Ny kontaktlinse retter øjet til om natten
Ny forbedret type natkontaktlinse retter op på din nærsynethed, mens du sover – ideen er kinesisk og 65 pct. af de nærsynede hævdes at kunne hjælpes.
Alle ved, hvordan man omgås sine kontaktlinser: For at undgå øjeninfektioner husker man altid at tage dem ud, inden man går i seng om aftenen.
Men sådan lyder det ikke til at blive i fremtiden. Tværtimod har man de seneste 15 år, bl.a. i Holland, arbejdet med og forbedret en linse, som kun skal bæres om natten, og som så at sige retter op på din nærsynethed, mens du sover. Og når du vågner om morgenen er der korrekt syn hele dagen – og vel at mærke uden kontaktlinser, skriver Mailonline.
Linsen og teknikken, der herhjemme kaldes Ortho-K, har primært været rettet mod folk, der af den ene eller anden grund, måske på grund af tendens til udtørrethed f.eks. i forbindelse med ens job, ikke kan bære almindelige dagslinser.
Presses tilbage i form
Linserne er som sagt designet for nærsynede mennesker, og fungere ved forsigtigt at presse øjet tilbage i samme stilling som folks med normalt syn. I England gøres antallet af nærsynede op til 12 mio., hvilket gør det sandsynligt, at over en million mennesker også herhjemme lider af samme synsmæssige skavank.
Hos mennesker med normalt syn passerer lysstrålerne ind i øjet gennem hornhinden, den gennemsigtige frontstykke af øjet, der beskytter iris og pupillen. Hos folk med linser passerer lyset imidlertid først gennem linserne, der sikrer fokus og projekteres mod nethinden bagerst i øjet. Det er nethinden, der transformere lyset over til figurformede signaler og videre op i hjernen.
Hos nærsynede mennesker er enten hornhinden for kurvet eller øjeæblet for langt. Det betyder, at lysstråler fra fjerne objekter fokuseres foran nethinden, frem for direkte på den, hvilket igen gør objektet uklart oppe i vores hjerner.
Gammel kinesisk lærdom
De nye natlinser er fremstillet af en speciel hård type plastic, faktisk findes de allerede som dagslinser, men de fleste brugere foretrækker i dag de mere komfortable bløde linser.
De nye linsers natlige forbedring af synet om dagen er desværre kun midlertidigt, så næste aften før sengetid er det på med dem igen, ligesom linserne heller ikke kan hjælpe langsynede mennesker.
Natlinserne bygger i øvrigt til dels på et princip og teknik kendt gennem flere århundreder kaldet orthokeratologi. En teknik, som de gamle kinesere har benyttet, når de forsøgte at lægge små vægtlodder eller små bløde sandposer på de lukkede øjenlåg hos deres langsynede, når de sov, for dermed at kompensere og presse øjet tilbage i form. Natlinserne skulle dog være en mere behagelig og mere præcis løsning og desuden have den fordel, at de er slebet til den enkelte bruger, der derfor kan vågne om natten og se klart i deres søgen efter natpotten.
Man må dog påregne at bruge dem i hvert fald i et par nætter, før man begynder at mærke forskel og kunne undvære dem igen om dagen, fortæller Mailonline.
Nyt syn på en uge
En uafhængig rapport om natlinserne, publiceret i det respekterede magasin “Clinical And Experimental Optometry,” har fastslået, at den nye generation af natlinser kan forbedre synet for brugeren med op til 70 pct. den første nat og ofte skabe fuld korrekt syn på under en uge.
Nogle øjenlæger udtrykker oven i købet håb om, at sådanne linser i fremtiden permanent kan rette op på nærsynethed hos børn, hvis bare de begynder at bruge dem I tide.
Linserne virker kun på mennesker, der er nærsynede indtil niveauet minus fem, hvilket gælder for 65 pct. af de nærsynede, og linserne må i øvrigt ikke bæres af diabetikere.
Spændende alternativ
Formanden for Dansk Optikerforening, Per Michael Larsen, kalder de særlige linser for et nicheområde i Danmark, fordi det trods alt stadig er forbundet med et vist ubehag at bære hårde linser om natten.
"Men det er også spændende nyheder, at materialevalget er blevet bedre og dermed har gjort valgmuligheden aktuel for flere," siger han og oplyser at det endnu kun er en en begrænset del af landets optikere, der er efteruddannet til at arbejde med de pågældende linser, der herhjemme produceres af firmaet Con-Lens i Horsens.
Prisen opgives til i omegnen af 5.000 kr., alt efter hvor ofte linserne ønskes udskiftet.
Se også: Kø til ny hornhinde