Fem måder at gøre dit hjerte yngre på
Er din livsstil så belastende for dit hjerte, at det reelt er ældre end din faktiske alder? Det er et godt spørgsmål at stille sig selv og gøre noget ved.
Nogle hjerte-kar-sygdomme kan være arvelige, men langt hen ad vejen er problemer med hjertet, noget man kan forebygge med sin livsstil.
Og den vestlige livsstil er skyld i, at mange har en hjertealder, der er langt højere end den faktiske alder. I visse tilfælde er hjertet 10-20 år ældre end personen, viser studier fra både det amerikanske center for sygdomskontrol- og forebyggelse og den engelske sundhedsstyrelse, Public Health England.
- Har man forhøjet blodtryk, er ryger og ikke dyrker motion, så vil man meget ofte dø tidligere, end dem der ikke ryger og motionerer, siger Simon Rask, der er chefkonsulent i forebyggelsesafdelingen i Hjerteforeningen.
Han guider sammen med klinisk diætist Inger Nielsen Larsen til fem vigtige steder, man kan sætte ind for at gøre noget godt for sit hjerte.
1) Stop med at ryge
- Det er et stort sundhedsmæssigt problem generelt at folk ryger, og i forhold til hjerte-kar-sygdomme er det den vigtigste faktor, siger Simon Rask.
Så kan man holde op, er det perfekt, for rygning øger risikoen for åreforkalkninger og blodpropper.
2) Sænk dit blodtryk
- Arbejder hjertet hårdt i et langt stykke tid, så kan man få stivere kar, som er mere modtagelige over for åreforkalkning, siger klinisk diætist Inger Nielsen Larsen fra Hjerteforeningen.
Man kan forebygge for højt blodtryk med medicin, men man kan også gøre noget selv.
- Det vigtigste her er at spise sundt med masser af grøntsager og fuldkorn, dyrke motion og lade være med at ryge. Og så skal man ikke bruge for meget salt i sin mad, siger Simon Rask.
3) Lav nok motion
- Motion får trænet dit hjerte til at arbejde godt, og det er også godt for blodet, så du får omsat nogle af affaldsstofferne, så de ikke sætter sig i systemet, siger Simon Rask.
Det er også godt for dit kolesterol, som kan være en anden farlig faktor for hjertet.
- Det gode kolesterol stiger, når vi motionerer, og det har sådan en støvsugerfunktion i karrene, som gør det sværere at lave åreforkalkning, siger Inger Nielsen Larsen.
4) Få det gode kolesterol op og det dårlige ned
Ud over motion kan kosten også påvirke dit kolesterol rigtig meget, fortæller den kliniske diætist fra Hjerteforeningen.
- Fibre fra grøntsager og fuldkorn kan binde det lede kolesterol, så det ikke sætter sig som åreforkalkning, men i stedet kommer ud og ender i toilettet, siger Inger Nielsen Larsen.
Hun anbefaler de gode fedtstoffer fra raps- og olivenolie, mandler, nødder og avocado.
- De er med til at få det gode kolesterol til at stige. Også fisk er godt, da det er med til at holde en smidig karvæg og med til at sænke blodtrykket samt virke hjerterytme-stabiliserende, siger hun.
Dog skal man undgå meget mættet fedt som fedtkanter på bøffen, fedt kødpålæg, fede oste og smør.
Dertil skal man også undgå for meget sukker, da det bliver lavet om til det lede kolesterol, hvis det ikke bliver forbrændt.
5) Hold vægten med sund kost
Man skal i langt højere grad have fokus på at holde sin vægt frem for at bruge en masse kræfter på at tabe sig, anbefaler Simon Rask. Det vil de fleste nemlig have størst succes med.
Dog skal man passe på med for meget fedt rundt om maven.
- Fedt omkring maven kan øge vores blodtryk og dannelsen af det lede kolesterol, og så er der noget, der tyder på, at vi øger inflammationen i kroppen, og så har man lettere ved blodpropper, siger Inger Nielsen Larsen.
Hun anbefaler, at man lader være med at drikke særlig meget juice, saft og sodavand, men spiser frugt og grønt i stedet. Man skal også holde sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger med hensyn til alkohol.
- Holder man sig inden for grænserne, har man den laveste risiko for at blive syg af alkohol, siger Inger Nielsen Larsen.
De anbefalede mængder alkohol er maksimum 7 genstande for kvinder og 14 for mænd om ugen.
/ritzau fokus/