Et ulige forhold

Sagen er følgende: For et godt stykke tid siden indledte jeg et forhold til kvinden S. Vi har det godt sammen. Vi snakker godt sammen. Vi griner sammen. Deler fælles interesser. Vi har det godt seksuelt. I hele taget er der ikke mange mislyde.

Og dog: Hun vil mere end jeg. Hun vil bruge mere tid sammen med mig. Hun vil have en mere seriøs kæreste-status. Hun vil involvere sine og mine børn samt venner i forholdet. Alt sammen helt i orden. Bare ikke med mig.

Jeg har hele tiden fortalt hende, at det er bedst for mig med et uforpligtende forhold. Forstået på den måde, at vi kan være sammen, så meget arbejde og børn tillader det, men at jeg ikke vil involvere venner og familie. Flere gange har hun stillet spørgsmålstegn ved disse rammer, og jeg har lige så mange gange trukket grænserne op for hende. Og såret hende. Hun har også flere gange spurgt, om jeg er sikker på, at det ikke skal være os en gang i fremtiden. Og såret hende igen med mit svar.

På et tidspunkt syntes jeg, at jeg sårede hende for meget, og sagde helt fra. Men hun ønskede at fortsætte. Det har vi gjort, men med færre møder. Jeg synes, at vi stadig har det godt, når vi er sammen. Også selv om jeg ved, at forholdet er ulige.

Tilbage til kritikken: Nogle af mine venner mener, at jeg udnytter hende, fordi hun er forelsket i mig, og jeg ikke er forelsket i hende. Jeg skal altså - lyder argumentet - sige fra, fordi hun ikke selv er i stand til det. Kritikken går også på, at jeg på denne måde udviser en nedgørende holdning over for hende (og kvinder generelt) ved ikke at tage forholdet seriøst. Mit modargument - og der er da heldigvis også venner, der er enige med mig - er, at hun er en voksen kvinde på over 40 år. Hun kan altså selv tage stilling til sit liv, og hvad hun vil udsættes for. Desuden har jeg ikke på noget tidspunkt bildt hende noget ind, men været ærlig om vores forhold. Jeg kan selvfølgelig godt se, at forholdet er ulige. Men betyder det, at jeg skal stoppe det?

Venlig hilsen Smeden.


Kære Smed!

Du beskriver et interessant dilemma, specielt i disse tider, hvor mange vælger løsere rammer for deres parforhold, og ofte betyder det, at den ene part er eller bliver mere involveret end den anden.

Skal man slække på egne behov og ønsker for at tage hensyn til andre - eller kan man fritages ved at påberåbe sig, at man har sagt det fra begyndelsen?

Ærlig talt - hvad er problemet? Er det kritikken fra vennerne, eller er det forholdet? Du har truffet din beslutning, idet du skriver »bare ikke med mig«, så hvorfor al den polemik? Hvis du har gjort det krystalklart fra begyndelsen, kender både du og hun præmissen, og så må dine venner blande sig udenom og respektere din beslutning.

Det, der er interessant, er: Hvorfor lader du deres kritik gå dig på? Har du været klar i mælet over for hende, eller er det måske tid til kridte banen op? Find ud af, hvor du helt præcist står, og hvad du egentlig ønsker og søger.

Jeg synes, du skal tale med hende om, hvad du kan gøre for at sikre, at hun har det godt i jeres forhold, og om der er noget, du kan tilbyde, der viser, at du har omsorg og respekt og varme følelser for hende. Snak med hende om, hvad hun betyder for dig, og hvad hun bidrager med i dit liv, så hun føler sig anerkendt, og spørg hende om, hvorfor det er så vigtigt at være en officiel, integreret del af dit liv, og hvad det ville give hende.

Måske handler det ikke så meget om at blive præsenteret og integreret som kæreste, men mere om at søge værdighed eller ikke selv at føle, at hun behandler sig selv godt, fordi hun ”finder sig i det”. Hvis du fornemmer, at du virkelig sårer hende, og at hun har en længsel efter, at du forelsker dig i hende, og at hendes ønske er at få en kæreste, der elsker hende, synes jeg, du bør tage ansvaret og standse forholdet, så hun kan slikke sine sår og vende blikket og åbne hjertet mod en mand, der vil elske hende og have hende med hud og hår.

Kærlig hilsen Rikke