Fortsæt til indhold
Digitalt

Hvilken smartphone kører længst på batteriet?

Vinderen er en smule større end den velkendte iPhone, afslører ny test.

Los Angeles

Konkurrencen på smartphone-markedet er benhård.

Adskillige producenter konkurrerer om forbrugernes gunst via avanceret teknologi, applikationer, styresystemer, ydeevne, design og mange andre parametre.

En af de praktiske egenskaber, der vel at mærke nemt kan sammenlignes, er telefonernes batteritid.

Telefonsamtaler og internet

I en dugfrisk test vinder en af Samsungs modeller i konkurrence med blandt andre rivalerne fra Apple.

Det er den britiske forbrugerorganisation ”Which?”, der er kendt for at sammenligne konkurrerende produkter, som har gennemført testen ved at måle batteritiden på henholdsvis telefonsamtaler og brug af internettet.

Samsung Galaxy S4 topper begge suverænt ranglister, lyder meldingen.

Sikker vinder

Godt nok har telefonen ikke en 64-bit processor eller en nymoderne fingeraftrykslæser, men indehavere af produktet har fremover håneretten, når det drejer sig om at klare sig længst uden at skulle lade telefonen op.

Man kan nemlig føre samtaler i over 1.000 minutter uden at skulle lade op, konkluderer forbrugerorganisationen.

Apples iPhone-modeller 5S og 5C holder til sammenligning henholdsvis 651 og 564 minutter og indtager dermed en mere beskeden placering som nummer 4 og 7 på ranglisten.

405 minutter på internettet

Nu om dage bruger de fleste mobiltelefonerne til meget andet end samtaler.

Batteriet i en Samsung Galaxy S4 holder dog også længst, 405 minutter, når der surfes på internettet.

Samsung Galaxy S4 Mini indtager andenpladsen med 394 minutter, mens de to Apple-modeller (5S og 5C) indtager ranglistens to bundplaceringer med en batteritid på 298 og 252 minutter.

”Vores undersøgelser dokumenterer, at batterierne i de nye iPhone-modeller holder længere end i de ældre udgaver. Men de matcher stadig ikke de bedste Android-telefoner,” skriver forbrugerorganisationen.

Størrelse vs. batteritid

Den længere batteritid har dog en pris. En handy iPhone er nemlig mindre end både Galaxy- en HTC One-modellen.

”Man er nødt til at vælge, hvad der er vigtigst – en kompakt iPhone, der kan proppes ned i lommen og nemt bruges med én hånd - eller en større og tungere Android-telefon, som til gengæld kan fortsætte, når iPhonen løber tør for strøm,” lyder vurderingen.

Batteritid ved telefonsamtaler:

1. Samsung Galaxy S4 (1.051 minutter)

2. HTC One (771 minutter)

3. Samsung Galaxy S4 Mini (746 minutter)

4. Apple iPhone 5S (651 minutter)

5. Blackberry Z10 (600 minutter)

6. HTC One Mini (592 minutter)

7. Apple iPhone 5C (564 minutter)

8. Nokia Lumia 1020 (460 minutter)

Batteritid ved brug af internettet:

1. Samsung Galaxy S4 (405 minutter)

2. Samsung Galaxy S4 Mini (394 minutter)

3. HTC One Mini (385 minutter)

4. HTC One (339 minutter)

5. Blackberry Z10 (335 minutter)

6. Nokia Lumia 1020 (306 minutter)

7. Apple iPhone 5S (298 minutter)

8. Apple iPhone 5C (252 minutter)