Fortsæt til indhold
Digitalt

De hotteste gadgets til ferien

Udvalget af isenkram og apps til ferien har aldrig været større. Her er 10 bud.

Natasja Broström, Datatid

LogiLink Portable Speaker Hamburger

Den lille lydbøtte fra LogiLink får ekstra bas på ved at blive åbnet en anelse. Herefter er det op til dig, om musikken eller lydkilden stammer fra en pc, en bærbar medieafspiller eller en smartphone.

Strømmen leveres via USB-kabel fra en bærbar computer. Udgangseffekten er 2,5 watt, og med dimensionerne 5x5x3,5 cm er der nok plads til den lille aktive højttaler i de fleste ferieoppakninger.

Pris fra 99 kr. plus forsendelse.

Canon PowerShot SX230 HS

Nutidens kompaktkameraer er fyldt med alle de specifikationer, som første generation af semiprofessionelle spejlreflekskameraer for 10 år siden måtte nøjes med at drømme om.

Canons nye medlem i SX-serien bryster sig af videooptagelser i fuld HD 1080p, 12,1 megapixel og 14x optisk zoom. Sidstnævnte naturligvis med billedstabilisator.

Skal feriens pletskud optages under vand, eller vil du bare gerne beskytte kameraet i regn eller i fugtige omgivelser, kan du tilkøbe et undervandshus. Med den indbyggede GPS får alle optagelser tilføjet tid og sted, og billedarkivet og dermed rejsen bliver plottet ind på et kort. Fås i sort, blå og pink.

Pris fra 1.630 kroner.

Læs også: Kameraet du kan tage med i vandet

Acer Aspire Timeline Ultra M3

Ultrabooks er det nye sort inden for bærbare. Blandt de smukkeste og stærkeste er Acers Timeline-serie. Den nye Ultra M3 er med sine 20 mm tyndere end forgængerne.

Den har en driftsikker SSD-harddisk, integreret Dolby-stereolyd og i den dyreste udgave et dedikeret 1 GB Nvidia GeForce GT640-grafikkort, som nok skal yde sit, når junior vil smække Far Cry 3 i dvd-drevet.

Den bærbare rejseledsager går fra dvale til fuld aktivitet på 1,5 sekunder, og der er hul igennem til nettet på 2,5 sekunder. Med en batterilevetid på otte timer burde der være saft nok til en feriedag fyldt med film, spil og surf.

Pris fra 5.499 kroner.

Læs også: Test af ultrabooks

A-Data NH13 500GB

Vil du undervejs på ferien medbringe dit eget film- og musikbibliotek eller gemme den stadigt voksende samling unikke fotos, kommer du ikke uden om en ekstern harddisk. Ekstra-lagret fra A-Data rummer 500 GB og vejer 165 g.

Filerne sendes og modtages via USB 3.0, hvilket giver en overførselshastighed på 109 MB/s. Er uheldet ude, sikres dine dyrebare data ved hjælp af en slags indvendig stødpude, som afbøder tab og slag.

Pris fra 800 kr.

HTC One X: Telefon til skyen

Uanset om du sværger til Dropbox eller SkyDrive, så er begge onlinetjenester en integreret del af HTC’s One X. Dokumenter, film og fotos fra ferien uploades automatisk til skyen, og har du en Dropbox-konto, får du med HTC One X 25 GB ekstra lagerplads.

Fra bunden kan du fremstille dine egne dokumenter og præsentationer i det medfølgende Polaris Office.

Smartmobilen kører på Android 4.0, vejer 130 g og er takket være Gorilla-glas godt beskyttet mod ridser og slag. Skærmen breder sig over 4,7", hvorfra du kan surfe på hjemmesider med og uden flash eller optage stillbilleder med det indbyggede 8 megapixels-kamera eller lave videooptagelser i fuld 1080p HD.

Pris fra 4.264 kroner.

Samsung Galaxy Tab 8.9 LTE/4G

Efter lanceringen af den nye iPad, som Apple insisterer på, ikke hedder iPad 3, har der været meget debat om 4G. Mens Apples nyeste tablet kun fungerer på 4G-nettet i USA og Canada, går Samsung hele vejen.

Galaxy Tab 8.9 LTE på under 500 gram er den første tablet, som understøtter det danske og europæiske net, hvilket for første gang giver vores kontinent mulighed for 4G-hastigheder.

Telia, som står for salget, lover, at Samsungs mobile multimediecenter suger data til sig med hastigheder op til 80 Mbit/s i download og 5 Mbit/s i upload. Teori og praksis er dog sjældent det samme, så vi skal nok nærmere forvente hastigheder på mellem 10 og 40 Mbit/s download og 5 Mbit/s upload. Film, spil, HD-fotos og applikationer bliver sammen med mails og surf en hurtigere og lettere feriefornøjelse.

Pris fra 4.937 kroner inkl. abonnement og bindingsperiode.

Logitech Wireless Mini Mouse M187

Den trådløse mus passer uden besvær ned i sidelommen på håndbagagen. Størrelsen er nok ikke den rette for en velvoksen mandehånd, men derimod et perfekt match for mindre kvindehænder og til børn.

Installeringen er ren plug and play uden brug af software. I stedet tilsluttes den lille nano-modtager, som med fordel kan blive siddende i USB-porten. Minimusen fås i flere farver.

Pris fra 149 kr.

Mpman PDVS 7110

En solid, bærbar afspiller til børn og andre rejsende. Dvd-afspilleren har en roterende 7"-skærm, så flere personer kan følge med, hvad enten det foregår på flyet, i campingvognen eller på bagsædet.

Underholdningen kan bestå i musik, film og billeder. Opladningen foregår via USB og i bilen via en 12 V-adapter. Fra USB-indgangen kan du også hente mediefiler fra eksterne enheder, hvad enten det er musikfiler eller fotos.

Pris fra 540 kr.

PlayStation Vita

En 5"-skærm, gode forbindelser og effektive actionspil som for eksempel Uncharted. Sonys seneste håndholdte konsol, Vita, ser ud til at blive en elsket legeonkel på bilens bagsæde eller på en regnvejrsdag i sommerhuset.

Konsollen kommunikerer trådløst med omverdenen ved hjælp af WiFi og 3G, mens den stærke indmad i form af en quad-processor, den klassiske Sixaxis-bevægelsessensor og en multitouch-skærm med kapacitiv overflade gør spiloplevelsen endnu bedre. Husk også at investere i et hukommelseskort før afgang til legeland.

Pris fra 2.200 kr.

Jabra Halo 2

Selvom lydbilledet ikke er på omdrejningshøjde med sværvægtere som Sennheiser, så leverer Jabra et enkelt og alsidigt alternativ. Halo 2 er, som navnet antyder, storebror til det tidligere Halo-sæt.

Surroundsound og udelukkelsen af støj fra omgivelserne, for eksempel i en flykabine, har fået en finpudsning, mens muligheden for at folde sættet er præcis den samme.

Fordelen ved Jabras headset er, at det kan tale med to Bluetooth-enheder samtidig, at lyd og musik overføres trådløst, og at sættet kan bruges til mobilsnak. Hvis enheden ikke understøtter Bluetooth, er der mulighed for at koble det på ved hjælp af kabler. Kort sagt et headset til de fleste af feriens multimedia-opgaver.

Pris fra 560 kr.