Derfor går din hjerne i sort foran Spotify

Nu har jeg i længere tid oplevet er særegent fænomen i mine musiklytte-vaner. Jeg kalder det for Spotify- eller Youtube-frysninger. Fænomenet opstår, når jeg skal sætte en sang på i Spotify eller Youtube, men jeg kan ikke læne mig op af en spilleliste, der er lavet på forhånd. Markøren blinker i søgefeltet, min hjerne går i sort og jeg bliver frustreret over min manglende indsigt. Stående overfor valget mellem millioner af sange, kan jeg ikke engang komme på én, jeg virkelig gerne vil høre. Når en sang endelig åbenbarer sig fra hukommelses-kammeret, er det ofte den samme sang, som jeg har hørt på repeat hele ugen. Det føles ikke helt tilfredsstillende, og ofte tager jeg konsekvensen og vælger en Spotify-spilleliste, jeg har lavet på forhånd. Alternativt dropper jeg helt at tage et specifikt genrevalg og streamer i stedet den franske radio-station nova planet eller et mix fra fra musikbloggen Gorilla vs Bear.

Fænomenet har vækket min nysgerrighed i en sådan grad, at jeg har fremlagt problemet for to anerkendte amerikanere, der bruger store mængder af tid på at tænke over, hvordan teknologien ændrer måden, vi tænker.

Et sted mellem klog og dum

Konsulterer jeg amerikaneren Michael Harris, forfatter til bogen ”End of Absence: reclaiming what we’ve lost in a world of constant connection”, lyder svaret: "Du føler dig smupid."

"Smupid" er en sammentrækning af de to engelske ord ”smart” og ”stupid” (klog og dum, red.). Begrebet blev introduceret af amerikaneren Douglas Coupland i bogen ”Generation X”.

Såkaldt ”Smupidity” definerer en mental tilstand, hvor det går op for os, at vi aldrig har været klogere som individer på grund af internettet, og alligevel har vi aldrig følt os så dumme. En mulig forklaring på "smupidity", er, at folk generelt er langt mere bevidste om al den information (såsom musiknumre), de ikke kender til. Vægten af det faktum overskygger de enorme fordele, der er sket i videns-akkumulering via online-søgninger. Sagt mindre højtravende: Når jeg så endelig kommer på en sang, jeg gerne vil høre, og søger på den i Spotify, så ved jeg samtidig, at jeg kunne have valgt millioner af andre sange. Sange, der muligvis er bedre end den valgte. Den viden gør, at jeg ikke er helt tilfreds med mit valg. Interessant.

Al musik giver adgang til mindre musik

Jeg ved, at "Spotify-frysninger" er et luksus-problem. Når alt kommer til alt, har jeg aldrig haft flere muligheder som musiklytter. Min smartphone fungerer som en internet-opkoblet super-jukebox, der altid er opdateret og aldrig løber tør for kredit. Alligevel forstår den 34-årige forfatter Michael Harris min frustration. Selvom vi har adgang til al musik, kan vi føle, at vi blot skimmer os igennem musik-numrene på toppen af en gigantisk bunke. Vi føler os dumme, fordi vores hjerner rent faktisk nyder at zoome ind på emner og lære om ting i dybden. Derfor sætter Michael Harris pris på CD'er.

”Min kæreste bliver sur på mig, fordi jeg altid bærer bokse af CD’er rundt med mig, selvom vi ikke har en CD-afspiller mere. Jeg tror, at jeg vil skaffe mig en, for jeg føler, at jeg går ind i en ”miniature-Middelalder”, når det kommer til musik. Jeg tror, at adgang til alt befordrer udforskning af intet. Jeg føler, at jeg på en eller anden mærkelig måde har adgang til mindre musik i dag end tidligere. Eller jeg kan høre, hvad jeg vil, så jeg går på Youtube, hvor algoritmer foreslår sange og dermed ender med at påvirke mit musikvalg. Jeg tror i virkeligheden, at jeg helst ville have 500 CD’er og en CD-afspiller, men det er ligesom ikke okay mere.”

At gå tilbage til CD-afspilleren er jeg ikke villig til, selvom jeg godt kan se fordelene ved at have musiksamlingen visualiseret foran sig. Det gør det lettere at træffe et valg, når man kan se på covers. Det er mere udfordrende, når man kun har tomt søgefelt og sin hukommelse at tage udgangspunkt i.

Algoritmer påvirker vores hjerner

Forfatteren Nicholas Carr mener, at mine ”Spotify-frysninger” er symptom på en tid, hvor vi afgiver mere og mere af vores frie vilje til teknologien. Jeg er muligvis blevet så afhængig af algoritmer eller spillelister, når jeg hører musik, så jeg kan ende med at stole blindt på dem i stedet for at træffe mine egne valg.

”Vi skal være opmærksomme på, at hver gang vi lader computere automatisere en del af en aktivitet, så ændrer vi fundamentalt aktiviteten. Så vi kan begynde at stole blindt på, hvad computere fortæller os og ignorere andre kilder til information, endda vores egne sanser. Så hvis du er afhængig af Google til at finde information, så begynder du hurtigt at stole på, at Google-algoritmen giver dig den bedst mulige information. Ofte er det fint, men man overser, at der findes andre metoder, som giver adgang til andre typer information.”

Da jeg selv har lavet mine spillelister i Spotify, mener jeg endnu ikke, at algoritmerne helt har overtaget min frie vilje, som Nicholas Carr foreslår. Jeg er nok nærmere bare lidt "smupid".