Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: Olympus Stylus 1 kompakt superzoomkamera

Hvis man vil have et lille kamera, der kan det hele, så er Stylus 1 måske det helt rigtige.

Lasse Svendsen, Lyd & Billede

Kompakt superzoomkamera

Olympus Stylus 1

Olympus

// SPECIELT ANBEFALET //

Plus

  • Olympus’ lille Stylus 1 er et kompaktkamera, der kan det meste. Superzoom og god lysstyrke kombineret med en fremragende søger og god brugervenlighed gør det alle pengene værd. Et smart valg for dem, der rejser meget, og som synes, at andre kompaktkameraer har for mange begrænsninger.

Minus

  • Synlig støj ved høj ISO og moderat billedkvalitet på video er det eneste, der trækker ned.

Et godt kompromis

Mens de fleste kompaktkameraer har mange begrænsninger, er det modsatte gerne tilfældet med systemkameraer. Med udskiftelig optik kan de passe til de fleste situationer, hvad enten man har brug for vidvinkel til at få alt med på billedet eller en kraftig tele til at fange motiver langt væk.

De såkaldte superzoomkameraer er et godt kompromis mellem kompakt- og systemkamera, fordi de har meget længere zoomrækkevidde og gerne bedre funktionalitet end kompaktkameraer. 10 x zoom er helt almindeligt, og det er netop, hvad Olympus’ lille Stylus 1 har.

Kameraet er et superzoomkamera og ligner i høj grad et spejlrefleks- - eller Olympus’ systemkamera OM-D i skrumpet format. Det er meget mindre, lettere og frem for alt billigere end Sony RX10 til 9.500 kr., som vi testede for nylig. Også det er et superzoomkamera med lysstærk optik.

Olympus Stylus 1 koster det halve, men har en 10,7 x zoom med optisk billedstabilisering på 28-300 mm med rigtig god lysstyrke over hele brændviddeområdet, hvor blænde f/2.8 er den største lysåbning. Billedsensoren på 12 megapixels er mindre end i RX10, men så er Olympus-kameraet altså også betydeligt mindre end Sony-kameraet.

Handy format

At sige, at det er et lommekamera, er nok at strække sandheden lidt, men det kan være i en rummelig jakke eller en lille taske.

Med Wi-Fi kan man overføre billeder til en Olympus-app på sin telefon, der også kan bruges til fjernstyring af kameraet. Det er også muligt at tage billeder og ændre indstillinger på den trykfølsomme, vipbare skærm, og den integrerede indstillingsring omkring objektivet kan også bruges som manuel blændering.

Olympus har i det hele taget anstrengt sig for at gøre Stylus 1 så brugervenligt som muligt. Den elektroniske søger er meget større, end vi er vant til fra superzoomkameraer – med undtagelse af Sony RX10 – og tænder automatisk, når man løfter kameraet til øjet. Og selv om det er lille, ligger det godt i hånden.

Knapper og hjul er lettilgængelige, flere af dem er programmérbare, og kameraet deler ikke alene teknik med Stylus XZ-2 – en af vores favoritter i entusiastklassen – det har også den samme vippekontakt foran på kameraet, der skifter mellem to sæt funktioner.

Billedkvalitet

Desværre ser vi ofte skuffende optisk ydelse fra mange superzoomkameraer. Årsagen er ønsket om et objektiv, der kan levere jævn optisk ydelse over et stort brændviddeområde og helst på alle blænder. Derfor er det positivt at se, at Olympus’ anstrengelser har båret frugt i Stylus 1.

Den optiske ydelse er opsigtsvækkende god for et kamera med så meget zoom. Der er selvfølgelig synlig tøndeformet fortegning og lystab (vignettering) på 28 mm og fuld blændeåbning, men meget mindre end frygtet. Her kan man sagtens fotografere på f/2.8 og få skarpe billeder over store dele af billedfladen, bortset fra hjørnerne.

Som sædvanlig fra Olympus er farvegengivelsen på jpeg-filer noget nær perfekt. Her er der ingen grund til at bekymre sig om hudtonerne – de sidder, som de skal, på jpeg-filer lige ud af kameraet.

Konklusion

Olympus-kameraets prætentiøse design skuffer ikke. Med en stor og skarp elektronisk søger, fornemme 10,7 x zoom og fremragende brugervenlighed kan dette kamera bruges til næsten alt. For mange vil det dække alle de behov, man har i forhold til et kamera, og de færreste vil blive skuffet over billedkvaliteten.

Kameraet er et superzoomkamera og ligner i høj grad et spejlrefleks- – eller Olympus’ systemkamera OM-D i skrumpet format. Det har en 10,7 x zoom med optisk billedstabilisering på 28-300 mm med rigtig god lysstyrke over hele brændviddeområdet, hvor blænde f/2.8 er den største lysåbning. Billedsensoren er på 12 megapixels.

olympus.dk

Læs hele testen hos Lyd & Billede