Fortsæt til indhold
Digitalt

Megatest: Her er den bedste printer

Man behøver ikke købe den allerdyreste for at få en god printer, viser en stor test af 121 printere, som Tænk har foretaget.

Det er skrækkeligt irriterende, når printeren ikke fungerer ordentligt, for det sker som regel altid netop, når eksamensopgaven eller konfirmationssangen skal printes ud i sidste øjeblik.

Vil man sikre sig en stabil og funktionsdygtig printer, er der hjælp at hente i en stor test, som forbrugerbladet Tænk har foretaget.

Ikke færre end 121 printere er blevet testet, og Tænk anbefaler på den baggrund en række konkrete mærker og modelnumre – bl.a. konkluderer Tænk, at man sagtens kan få en god printer til under 1.000 kr., hvis man ikke har et behov for særlige funktioner.

Trådløse printere

Inden for printere er det nye smarte, at man kan udskrive sine dokumenter fra mobile enheder. Det vil der komme mere af, for med udbredelsen af smartphones og tabletcomputere, vil der komme et stigende behov for trådløs udskrift. Både HP og Canon har lanceret printere med funktioner skræddersyet til mobile enheder, fortæller Tænk.

En måde at ordne den trådløse udskrift på er at give printeren en emailadresse, som man kan sende sine print til. Det er HP, der har opfundet printeren med egen mailadresse.

Canon har i stedet udviklet applikationer til mobile enheder, der skal gøre det nemmere at udskrive direkte fra telefonen. Canon nyeste printere klatrer imidlertid ikke til tops i testen.

Blækprintere er bedst

Ifølge Tænks undersøgelser er blækprinterne stadig bedst, og Tænk anbefaler kun laserprintere til dem, der virkelig skal udskrive meget.

Udover salgsprisen bør man overveje, hvor meget printeren reelt koster, når udgiften til blækpatroner lægges oveni. Tænk har derfor lavet en blækberegner, som giver et reelt billede af, hvad printerne i testen reelt koster de første to år.

Og vinderen er…

Vinderen af testen er en printer ved navn ”HP Photosmart Premium with Fax” fundet til 2.108 kr.

”Den bedste printer, vi hidtil har testet, og den tildeles da også Bedst i Test. Printkvaliteten er god, og det går også ret hurtigt med at få printet ud. Det eneste minus er, at holdbarheden af fotos er ringe, da de ikke klarer fugttesten særlig godt,” lyder det i bedømmelsen.

Men den behøver ikke være så dyr. For 749 kr. kan man få en Lexmark S405 til 749 kr., og det er en god investering, hvis man ikke har brug for en masse ekstrafunktioner, mener Tænk.

Mod betaling på 50 kr. kan du få adgang til hele testen HER