Fortsæt til indhold
Digitalt

Efter sager om narkosalg og grooming: Snapchat indfører forældreovervågning

Snapchat giver nu en håndsrækning til de stemmer, der ønsker, at forældre skal have bedre mulighed for at overvåge deres børns ageren på nettet. Men forældre og politikere er ikke tilfredse.

Det sociale medie Snapchat - der især er populært blandt børn og unge - har annonceret, at det vil indføre en ny funktion, der skal give forældre mulighed for at overvåge, hvem deres børn kommunikerer med på platformen.

Det oplyser Snapchat i en pressemeddelelse om den nye funktion kaldet Family Center.

»Family Center er designet til at afspejle den måde, forældre interagerer med deres teenagere i den virkelige verden, hvor forældre normalt ved, hvem deres teenagere er venner med, og hvornår de hænger ud - men ikke aflurer deres private samtaler,« skriver selskabet.

Snapchat er en app, der giver brugerne mulighed for at sende billed-, video- og tekstbeskeder til hinanden, som så slettes automatisk kort efter, at de er blevet læst. Den nye funktion vil give forældre mulighed for at koble op på deres barns bruger og få indsigt i de profiler, barnet kommunikerer med. Forældre vil dog ikke kunne se og læse indholdet af de enkelte beskeder. Funktionen vil blive udrullet globalt de kommende uger.

Annonceringen af den nye overvågningsfunktion sker, efter at amerikanske NBC News i den forgange uge har kunnet rapportere, at amerikanske politikere var på vej med en ny lovgivning, der skulle pålægge platformen at øge forældres mulighed for at få indsigt i deres børns sociale medie-liv.

Det sker bl.a. med baggrund i flere sager, hvor amerikanske teenagere har købt narkotika gennem anonyme profiler på appen. I nogle tilfælde er teenagere afgået ved døden efter at have indtaget piller med det stærke narkotika fentanyl, som de har købt via appen. Det skriver NBC News.

Mediet har interviewet den demokratiske politiker Debbie Wasserman Schultz, der er en af dem, der har skubbet på for at få skærpede regler for Snapchat. Hun er ikke tilfreds med Snapchats annoncerede initiativ.

»Forældre bør kunne vide mere end blot navnet, som deres barn kommunikerer med,« skriver hun i en e-mail, der bakkes op af flere forældre til de afdøde teenagere.

Også i Danmark har Snapchat været genstand for kritik efter sager om narkosalg via appen. Så sent som i marts i år blev en 29-årig kvinde fra Svendborg dømt for salg af 500 gram kokain og 250 gram amfetamin gennem en periode på halvandet år, hvilket hovedsaglig foregik via Snapchat, skrev Fyns Politi.

Appen har også været omdrejningspunkt for flere tilfælde af grooming, altså seksuelle krænkelser af bl.a. mindreårige. F.eks. blev en 59-årig mand fra Taastrup kort før årsskiftet idømt halvandet års fængsel for at krænke 51 piger i alderen 11 til 15 år seksuelt via appen. Han blev dømt for at have skabt kontakt til pigerne via en venneanmodning og senere ført samtalerne over på seksuelle emner og sendt nøgenbilleder af sig selv - og har bedt pigerne om at gøre det samme.

Ifølge DR Medieforsknings rapport ”Medieudviklingen i 2021” bruger 26 pct. af danskerne Snapchat dagligt. Det er en lille stigning fra 25 pct. i 2020. Brugerne bruger i gennemsnit 32 minutter på appen hver eneste dag.

Snapchat har en officiel aldersgrænse på 13 år.