Test af Chromecast med Google TV: Komplet tv-univers i en lille dongle
Der er ingen grund til at fortvivle, hvis dit tv ikke er det smarteste i verden. Med den nye Chromecast kan du tilføre ethvert tv – og for den sags skyld enhver skærm eller projektor med HDMI – en moderne smart tv-brugerflade med adgang til et væld af apps og underholdning.
Gadget:
Google Chromecast (4th Generation) with Google TV
Pris:
529 kr.
Google TV er det samme system, som er indbygget i mange af markedets nye tv’er. Her er adgang til et væld af apps og streamingtjenester fra Google Play – den samme butik som Android-mobilerne hiver deres indhold ned fra. Der er også mulighed for at styre smart-enheder i hjemme og meget andet, og du kan selvfølgelig også caste stort set alt fra din mobil op på skærmen, som vi kender det fra den klassiske Chromecast.
Læs også: Nu kommer Chromecast med Google TV endelig til Danmark – se prisen her
Nem og diskret
Sæt den den lille hvide dongle i en ledig HDMI-port, og systemet er klar på din skærm efter en overskuelig opsætningsproces. Har du en Android-mobil og en Google Home-konto er opsætningen klaret på nul-komma-fem.
Brugerfladen er er overskuelig, og du navigerer nemt med den medfølgende fjernbetjening, der blandt sine få knapper har genveje til YouTube, Netflix og stemmestyring via Google Assistant.
Man må dog leve med lidt træghed i navigationen. Man skøjter ikke altid gnidningsfrit igennem indholdet. Motorkræfterne i den lille dongle er trods alt begrænsede.
Men det er til at leve med, og når film, serier eller spil flyder over skærmen, er der ingen slinger i valsen.
Læs også: Nu kommer HBO Max til Danmark – lanceres i næste måned
Gennemført oplevelse
Indhold kan afspilles i op til 4K, 60 fps, med understørrelse af Dolby Vision, HDR10, HDR10+. Alt, hvad den nyeste underholdning kræver. På lydformater er den også flot med. Her understørres Dolby Digital, Dolby Digital Plus og Dolby Atmos (pass-through).
Desværre er der ingen mulighed for at sende lyd – hverken kablet eller trådløst – andre steder hen end til den forbundne skærm eller projektor. En lille svaghed sammenlignet med Apple TV, som den langt henad vejen kan sidestilles med.
Til gengæld koster den det halve og vil for de fleste brugere levere alt, der skal til for en gennemført smart-tv-oplevelse.