Fortsæt til indhold
Livsstil

Dyrlæger advarer mod fladnæsede hunde: Avlen er gået over gevind - nu er det nok

Kommende hundeejere skal tænke sig om, inden de køber hunde f.eks. af racerne mops og fransk bulldog, mener Den Danske Dyrlægeforening.

Avlen af hunde med flade snuder er gået for langt.

Sådan lyder budskabet fra en række dyrlæger fra hele verden, der i disse dage er samlet ved verdenskongressen for dyrlæger, der afholdes i København.

Ved en paneldebat tirsdag aften var der enighed om, at mange hunde af racerne mops, fransk bulldog og engelsk bulldog lider uden deres udseende i sådan en grad, at det ikke længere er forsvarligt at avle videre med dem for at opnå fladere næser.

»Avlen er gået over gevind, og vi er kommet for langt ud. Vi vil gerne beholde de fladnæsede hunde, som de gode familiehunde de er, men de skal være sunde. De skal kunne trække vejret, og det kræver, at vi sender et klart signal til kommende hundeejere om, at de skal tænke sig om, inden de køber en fladnæset hund,« udtaler Anne Sørensen, formand for Faggruppe Hund, Kat og Smådyr, Den Danske Dyrlægeforening, i en pressemeddelelse.

Ifølge dyrlægerne er hundenes næser nu blevet så korte, at mange af dem må opereres for at kunne trække vejret og få et anstændigt liv.

»Deres sjove snorkelyde og deres tendens til at sidde op og sove er i virkeligheden et udtryk for markante problemer med vejrtrækningen. Og nu er det nok,« lyder det i pressemeddelelsen.

Ved verdenskongressen, der varer indtil torsdag, deltager over 3.000 dyrlæger fra hele verden. Det overordnet tema er ”sund avl”.

Den Danske Dyrlægeforening giver tre gode råd til kommende ejere af fladnæsede hunde:

  • Bed om at se forældredyrene, og spørg ind til, om de er blevet opereret. Få en købekontrakt.
  • Gå efter de hunde, der har de længste næser.
  • Vælg hunde, hvor næseborene ikke er lukket af hudfolder.
Artiklens emner