Vand dit eget græs og undgå skilsmisse
Er græsset blevet lidt afsvedet og gult, så skal det have gødning og vand. Det samme gælder for vores parforhold.
Hvorfor er det, at nogle tænker, at græsset er grønnere på den anden side?
Det er nok, fordi vi ikke får plejet vores egen plæne nok. Det billede kan sagtens bruges som metafor for vores parforhold.
Parterapeut Ingrid Ann Watson giver her sine bud på, hvordan par, der er kørt lidt fast i relationen, kommer på rette spor igen.
- Det er ofte nemt at tro, at andre har det sjovere, nemmere, får mere sex, har flere penge og et bedre liv end en selv. Så på en eller anden måde laver man et selvbedrag, når man tænker sådan, siger Ingrid Ann Watson.
Når man er i den tankegang, så søger man måske efter nærhed og opmærksomhed hos en anden end ens partner.
- Og her oplever man noget nyt, grønt og saftigt. Og hvorfor så det? Jo, fordi man her bruger energi og vander det forhold med opmærksomhed, tid, pæne ord og empati, og det gør man måske ikke derhjemme, siger Ingrid Ann Watson.
Derfor skal man finde tilbage til det sted i ens parforhold, hvor man var super opmærksom på sin partner, og gøre nogle af de ting, man gjorde, da man var forelsket.
- Bliv ved med at huske, hvad det var, jeg faldt for, da vi mødte hinanden? Hvis vi var gode til at grine sammen, hvor er der blevet af det? Hvis vi var gode til at støtte hinanden, så find det frem, siger Ingrid Ann Watson.
Man skal huske at give mere, end man kræver, lyder rådet.
- Hvad kan jeg gøre, for at min kæreste har det godt? Når vi tænker mere på at give end at pleje vores eget, så bliver vi glade, og så får man også det tilbage igen, siger parterapeuten og fortsætter:
- Ret beset så har du nok ikke brug for en ny kæreste. Det, du højst sandsynligt har brug for, er at huske, hvad det var, du godt kunne lide ved ham, og hvad kan du lide i dag, siger hun.
Du skal også tage et godt, gennemborende blik på dig selv og din måde at være på, hvis man skal rette op på et skrantende parforhold, mener Ingrid Ann Watson.
- Vi prøver ofte at lave om på hinanden, og på den måde begynder tvisterne at indfinde sig. Og når man retter på hinanden og skælder ud, så bliver man ofte til én, man ikke gider at være.
- Så hvis man hører efter, så kan man måske høre, at man lyder som ens egen mor. Og der er jo ikke nogen, der gider være kæreste med en mor eller far, siger hun.
Og den situation genkender selvstændig parterapeut gennem 23 år Mikael Hoffmann også fra sin hverdag.
- Nogle par kommer hos mig og tror, at de skal lave om på deres partner. Men det er en kæmpe fejl. Det hele starter hos en selv. Man får respekt ved at have selvrespekt, og man skal have selvtillid for at vise tillid, siger Mikael Hoffmann.
Han mener, at par skal have styr på de helt grundlæggende færdselsregler som kommunikation, forventninger, tillid og tryghed.
- Mange går bare i gang med parforholdet uden at have tænkt nærmere over det, og det går ofte galt, fordi vi ikke taler samme sprog. Så anerkendende dialog og at kunne lytte til hinanden er virkeligt vigtigt, siger Mikael Hoffmann.
Så en måde at pleje forholdet og kærligheden til hinanden er at skabe nogle rammer og regler.
- Man kan aftale, hvornår er det familietid, hvornår har vi partid, og hvornår er der alenetid. Man kan også aftale, at man eksempelvis står op på samme tid om morgenen og har fokus på hinanden, eller aftaler et tidspunkt om aftenen, hvor man slukker tv’et og har opmærksomhed på hinanden, siger Mikael Hoffmann.
/ritzau/FOKUS