Det savner kvinder – og mænd – allermest i sexlivet
Hvis kvinden i huset skal gøres glad i sådan en grad, at det sætter mere fut i sexfrekvensen, så handler det ifølge en sexolog og en parterapeut om, at manden skal gøre en indsats, allerede inden han håber på sex.
Tag hende med ud at spise. Forkæl hende. Kram og kys hende.
»Det er jo ikke sådan, at han skal sige: ”nu tager vi ud og spiser, fordi jeg gerne vil have et knald i aften”,« slår sexolog Vivi Hollænder fast.
For blandt det mest dræbende for kvinders sexlyst er følelsen af kun at få opmærksomhed, intimitet og kærlige berøringer, når det skal føre direkte til samleje.
Man siger, at forspillet starter om morgenen med et kram og nogle søde sms'er i løbet af dagen og kropslig kontakt og opmærksomhed derhjemme.Hanne Pedersen, parterapeut og sexolog
Derfor er noget af det bedste mænd kan gøre for at vække kvindens lyst til live at give disse ting uden at forvente noget for dem.
Det siger parterapeut og sexolog Hanne Pedersen.
Sexolog: Det er ikke raketvidenskab
»Man siger, at forspillet starter om morgenen med et kram og nogle søde sms’er i løbet af dagen og kropslig kontakt og opmærksomhed derhjemme,« forklarer hun.
Den udmelding bakker Vivi Hollænder op om.
»Det er en generalisering, men ikke raketvidenskab, at mange kvinder gerne vil have opmærksomhed fra deres mand, inden det drejer sig om sex. Det er lidt sent først at vise opmærksomheden, når han har lyst til sex,« siger hun.
Derfor er opmærksomhed, nysgerrighed og åbenhed over for kvinden vigtig for at skabe resultater i sexlivet – og det skal vel at mærke være uden en forventning om sex fra mandens side. Forbindelsen mellem de to skal være fysisk og kærlig også i hverdagens trummerum.
Børn kan komme på tværs
»Hvis hun ikke føler, at der har været kontakt hele dagen, så er den seksuelle trang der ikke nødvendigvis, bare fordi de ligger i sengen,« forklarer Hanne Pedersen.
Hun peger også på, at nogle kvinder mister forbindelsen med deres seksualitet fuldstændig, når der dukker børn op, og for dem kan det være svært at huske, at det faktisk var rigtig dejligt at være et seksuelt væsen en gang.
Fakta om genveje til kvindens sexlyst
- Hyr en babysitter, også selv om I bare skal være alene sammen.
- Giv hende massage uden krav eller forventning om, at det skal ende med sex.
- Ros hende, sig hun er lækker, smuk eller flot i dagens tøj.
- Vær fysisk og mentalt til stede i løbet af dagen, så hun føler kontakt – også mens I løser trivielle opgaver.
- Accepter, at manglende sexlyst i en periode er naturligt, men vær kærlig alligevel. Sexlysten genskabes ikke i soveværelset, men i hverdagen og livet sammen.
Kilder: Hanne Pedersen, Vivi Hollænder
»Det kan hjælpe på lysten at gå gang med onanien igen, for det er der også mange kvinder, der lægger på hylden i travlheden i hverdagen,« forklarer Hanne Pedersen.
Det kan vække sexlysten, hvis kvinden bliver mindet om, at det kan være dejligt, nemt og ukompliceret at røre ved sig selv, og den lyst kan også blive stimuleret af en partner, der berører kærligt uden forventning om mere, end at ”nu skal det være rart for dig”.
Mænd har også brug for bekræftelse
Og nu kommer vi til mændenes behov:
Det er den klassiske antagelse, at mænd har mere lyst til sex end kvinder, men med åbenhed og lidt initiativ kan kvinden i et parforhold nemt forskubbe mandens følelse af, at det altid er ham, der vil det seksuelle samvær mest.
»Sæt ord på din lyst til ham, vis ham det, fortæl ham om lysten, og tag initiativ til sex bare en gang imellem. Det bliver nok aldrig helt ligeligt, men kvinder må gerne gøre sig lidt mere umage med at forføre deres mænd,« råder sexolog Vivi Hollænder.
Hun oplever, at initiativet kan være sværere for kvinder, fordi den spontane lyst ikke opstår lige så nemt for dem som for mænd. Ofte har de lyst til at have lyst, men mangler stimulans som eksempelvis mandens initiativ, som det så ofte står og falder med.
Pak de kærlige ord ind i humor
Men mænd har ligesom kvinder også brug for at føle sig eftertragtede, og det behøver ikke være en omstændelig forførelse, der er tale om.
»Hun skal kunne sige ”hold kæft, hvor har du en flot overkrop”, uden at hun skal slynges over skulderen og slæbes ind i seng,« forklarer parterapeut og sexolog Hanne Pedersen.
Hvis den ene åbenbarer en fantasi, så lad være med at slå den ned og sige "aldrig i livet".Vivi Hollænder, sexolog
Hun oplever, at det kan hjælpe at tage humoren med, så man med et glimt i øjet fortæller manden, når han er sød, sexet, eller når man har lyst til ham.
Desuden er åbenhed over for hinandens fantasier også utroligt vigtigt i et parforhold. Her oplever Vivi Hollænder også, at det oftest er mændene, der brænder nallerne, når de åbner for fantasierne og føler sig dømt eller afvist.
»Hvis den ene åbenbarer en fantasi, så lad være med at slå den ned og sige ”aldrig i livet”. Tag imod den med nysgerrighed og åbenhed, for det er meget sårbart at fortælle den slags, og hvis man føler sig afvist, er det ikke sikkert, at man tør lufte andre fantasier og tanker i fremtiden,« forklarer hun.
At dele en fantasi er en tillidserklæring, og selv om man ikke fra starten kan se sig selv i det, partneren fortæller om, så er det med at være åben og spørge ind til fantasien, og hvad det egentlig er ved den, som partneren tænder på.
Måske kan der findes kompromisser eller elementer, som begge parter kan enes om at have lyst til at prøve.
Disse ting savner mænd i sexlivet
- Initiativ fra kvinden, også bare i små doser som ros, flirten og kælen.
- At kvinden sætter ord på eller viser, at hun vil ham og tænder på ham – også uden det nødvendigvis skal føre til sex.
- Åbenhed og nysgerrighed fra kvinden, når der deles fantasier.
Kilde: Vivi Hollænder, bedresexliv.dk