Grønlandske bedstemødre udvandrer til Danmark

Flere ældre grønlandske kvinder har i de seneste to årtier pakket den grønlandske nationaldragt i en kuffert og forladt deres hjemland for at rejse til Danmark.

Mens der i 1993 var 349 mænd og 450 kvinder over 40 år, der udvandrede fra Grønland, var det tal i 2015 steget til 695 mænd og 849 kvinder.

Og det er savnet efter børnebørn, der trækker kvinderne til Danmark, fortæller Rasmus Ole Rasmussen, forsker i regional udvikling og Arktis ved Nordregio, en forskningsenhed under Nordisk Ministerråd – en stilling, han forlod tidligere på året.

Tendensen viste sig allerede for otte år siden, hvor Rasmus Ole Rasmussen foretog en stor mobilitetsundersøgelse med 200 kvalitative interviews med personer, som var flyttet fra Grønland til Danmark. I undersøgelsen svarede en stor del af kvinderne, at det især var, fordi de savnede relationen til børnebørnene.

Bølgen af bedstemødre, der udvandrer til Danmark, er kommet, fordi mange unge grønlændere er rejst til Danmark for at studere og er endt med at blive hængende.

De unge vender ikke tilbage til den grønlandske bygd, hvor de er vokset op, og derfor er mange bedsteforældre fulgt i hælene på deres børn.

Tendensen fra Arktis kan være et varsel om, hvad der vil ske – og allerede sker – i Danmarks yderområder, mener Rasmus Ole Rasmussen.

De unge tager mod byerne for at uddanne sig og vender ikke hjem, og det trækker flere fra den ældre generation ind mod byerne.

Ingen børnebørn på Facetime

62-årige Inge-Lise Dahl er en af de kvinder, der har forladt Grønland for at være tættere på sine børn og børnebørn.

Hun er født i Danmark, men føler sig grønlandsk, efter at hun har boet i Grønland i 43 år. Hun er gift med en grønlandsk mand og har fået fire børn i byen Sisimiut på den grønlandske vestkyst.

Inge-Lise Dahl sukker af længsel, når hun taler om Grønlands storslåede natur, grønlændernes gæstfrihed og den spontane livsstil, der ligger langt fra et dansk kalenderliv.

Men da alle fire børn var flyttet til Danmark, og hendes ældste søn i 2013 ventede barn, »begyndte det at gøre ondt« at sidde tilbage i Grønland.

»Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg skulle nøjes med at se mine børnebørn på Facetime (et program til videotelefoni på iPhone og iPad, red.)«, siger hun.

Tre af fire børn er rejst til Danmark

»Når de begynder at kysse skærmen på iPad’en og gerne vil være hos os, så gør det ondt. Og så sidde 4.000 kilometer væk? Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud. Det er ikke det, der er meningen med livet, når man bliver gammel,« siger Inge-Lise Dahl, som i dag bor i Svendborg med sin mand, tæt på børn og børnebørn.

Tre af deres fire børn er rejst til Danmark for at uddanne sig og er blevet hængende. Og det er meget almindeligt for grønlandske unge.

Allerede fra omkring 1950’erne begyndte mange grønlændere at tage til Danmark for at tage både tekniske og akademiske uddannelser, og efter hjemmestyrets etablering i 1979 kom der især fokus på, at grønlænderne skulle opkvalificeres.

Derfor tog rigtig mange unge til Danmark for at få en videregående uddannelse, forklarer Rasmus Ole Rasmussen.

De første 10 år efter hjemmestyrets etablering blev børnebørn ofte efterladt i Grønland hos bedsteforældrene, som havde en vigtig rolle som børnepassere, mens de unge tog en uddannelse.

Men selv om en del unge grønlændere vendte tilbage, blev andre i Danmark, hvor de giftede sig og stiftede familie.

»Det betyder, at der er sket en stigning i antallet af ”grønlandske” børnebørn, der bor i Danmark. Det er et stort problem for mange grønlandske bedstemødre, at de mere eller mindre permanent skal undvære deres børnebørn,« siger Rasmus Ole Rasmussen.

Det er kvinderne, der vil afsted

Det er ikke tilfældigt, at man taler om grønlandske bedstemødre. Det er oftere kvinderne, der tager til Danmark, mens mændene har en tendens til at blive tilbage.

20 procent af de mænd, der er født i Grønland, bor i dag i Danmark, mens det samme gør sig gældende for 25-30 procent af kvinderne.

Ifølge Rasmus Ole Rasmussen er de grønlandske bedstefædre ikke lige så mobile som kvinderne.

»Mange mænd opfatter sig selv som verdens navle i den bygd, hvor de bor. De kan ikke forestille sig at bo andre steder end et sted, hvor de kan tage ud og fiske og drikke bajere med gutterne,« siger han.

Mens mændene har svært ved at overskue at flytte til et andet land, har kvinderne nemmere ved at forestille sig, at tilknytningen til deres børn og børnebørn i sig selv kan give nye muligheder for at danne netværk, siger Rasmus Ole Rasmussen.

Kvinderne har lært at gebærde sig i byerne

De grønlandske mænd er ikke nødvendigvis mere bundet til deres hjemstavn end kvinderne, men de er anderledes bundet, mener Janne Flora fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet, der har forsket i tilknytning og hjemve blandt grønlændere.

»Grønlandske mænd har typisk gået mindre i skole end kvinderne, så kvinderne har flere sproglige færdigheder og en anden form for selvtillid, når det kommer til at flytte. Kvinderne har været på arbejdsmarkedet og haft kollegaer på et kontor. De har lært at gebærde sig i byerne, mens mændene er vant til at være i naturen. Det kan afholde mændene fra at rejse til et sted, hvor de ikke kender landskabet. Det er ligesom at tage en dansk bondemand anno 1930 og sætte ham ind i et højhus på Nørrebro. Hvad skal han lave der?«, siger hun.

Blandt den unge generation er der også tendens til, at de grønlandske kvinder i højere grad forlader deres hjemstavn, mens mændene bliver tilbage, fortæller Janne Flora.

Tidligere var Grønland hovedsageligt et fangersamfund, hvor manden var ansvarlig for fangsten, men han var samtidig afhængig af at have en kone, der kunne garve og rense skind, lave mad og opdrage børnene.

Men efter omstillingerne i det grønlandske samfund fra fanger- til fiskerisamfund, er der stadig job til mændene, mens der ikke i samme grad er brug for fuldtidsfangerkoner.

Sværere for mænd at flytte

»I de små bygder i Grønland udvandrer kvinderne for at uddanne sig, mens de unge mænd bliver tilbage, fordi de stadig kan være fangere og fiskere og have et liv der. Problemet opstår, når de unge mænd ikke har nogen at gifte sig med. Selvmordsraten er høj i Arktis og i Grønland, og mange har spekuleret i, om det hænger sammen med, at mange kvinder udvandrer, og at de unge mænd derfor ikke ser nogen fremtid,« siger hun.

Unge grønlandske mænd rejser også til Danmark for at studere ligesom kvinderne, men ofte har mændene sværere ved at få et meningsfyldt liv i Danmark, fortæller Rasmus Ole Rasmussen.

»Når unge kvinder tager til Danmark for at studere, danner de typisk et netværk blandt deres studiekammerater og stifter familie, hvor de får et stærkt tilknytningsforhold til deres ægtefælles familie, som typisk vil være en dansk familie. Det sker langt mere sjældent, når det gælder drengene. Der er relativt flere drenge, som afbryder deres studier, fordi de savner deres familie i Grønland og savner relationerne til gutterne derhjemme. De magter ikke på samme måde som pigerne at danne sig nye relationer«, siger Rasmus Ole Rasmussen.

Men hvad betyder udvandringen så for Grønland?

Ifølge Grønlands Statistik boede der den 1. januar 2016 knap 55.850 personer i Grønland, og det er det laveste folketal i 20 år.

Den grønlandske regering har foreslået at iværksætte en undersøgelse, som skal afdække, hvorfor mange grønlændere vælger at udvandre.

Men selv om mange forlader Grønland, mener Rasmus Ole Rasmussen stadig, at grønlænderne vil holde fast i det, der gør det særligt at være grønlandsk.

Han nævner diaspora-begrebet, som bliver brugt om en situation, hvor en befolkningsgruppe er bosat flere forskellige steder.

Det er især jøderne, man sætter i forbindelse med diaspora-begrebet, fordi der er en jødisk befolkning i rigtig mange lande.

»Ligesom jøderne siger ”Next Year in Jerusalem”, bruger man i grønlandsk sammenhæng ofte udtrykket ”næste år i Tivoli”«, siger han.

Hvert år kommer der over 100.000 grønlændere til Tivoli i København i en weekend i august, som er den største grønlandske kulturbegivenhed uden for Grønland.

»Det er en stor pointe mellem dem, der bliver i Grønland, og dem, der udvandrer, at de stadig har relationer til hinanden. Selv om mange grønlændere udvandrer, betyder det ikke, at de skærer forbindelserne og kulturen fra. Om ikke andet mødes man i Tivoli i august«, siger Rasmus Ole Rasmussen.