Fortsæt til indhold
Livsstil

Freya Dalsjø fra Fakkegrav er dansk modes lysende stjerne

Freya Dalsjø er dansk modes “bright star”, trækker fulde huse til sine show i modeugerne og er nu på vej til Paris, hvor det internationale marked venter. Hvad har drevet hende fra barndommen ved Vejle Fjord til Berlin, Antwerpen og nu med egen systue på Nørrebro i København?

CHRISTEL LÜTTICHAU

Vi er ude bag Assistens Kirkegård på Nørrebro, en af sidegaderne til Jagtvej i København, solen er stadig sprød, og der er åbent ned til kælderlokalet i nummer 4. Det er mandag morgen, og der bliver vasket gulv. Freya Dalsjø arbejder på at fjerne tissesøen lidt irriteret, men “det er jo mandag”, og der er altså én, der har valgt kældertrappen i nummer 4 som toilet. Hun griner og puffer til et halvt mannequinben, som er blevet forsynet med en tyk wire af kobber og dermed er blevet til en skulptur, der kan foldes ud og blive til tøjstativ. Jeg bliver også introduceret til en del af det kreative hold i baglokalet, der assisterer i designprocessen – studerende fra danske og internationale designskoler. Foran dem står kassen med de 35 styles, som skal med til Paris i næste uge.

Hun er i tyk, sort Céline- sweater og sorte shorts med lange, sorte strømper under, da jeg møder hende i kælderen på Nørrebro – og makeup er der ikke noget af. Men det er heller ikke nødvendigt, for udstrålingen er stor, og humøret er højt, for der er sket meget for 26-årige Freya Dalsjø på ganske kort tid – og nu venter Paris, mens en ny kollektion skal være klar til januar.

»Vi har fået showroom og salgsagent i Paris og udstiller med mærker fra forskellige steder i verden, og da agenten er japaner, får vi også lært om det japanske marked. Det bliver stort og spændende at komme ud i verden til et nyt publikum – kvinder, der tør være anderledes klædt i mærker, som ikke har kendte logoer i nakken,« fortæller Freya og viser frem fra kassen.

Bluser med vidde, skød og store ærmer sat sammen af forskellige stoffer i hvide og blå mønstre, en smal brun nederdel med fine hvide perlemorsknapper sat sammen af blank silke og herrestriber i jakkesæt-uld. Buksedragter og shorts med striber, kiler og dobbelt sømme. Helt anderledes i farver, mønstre og lag på lag.

Det skal udfordre og overraske

Freya er helt sin egen, og det skæve, skulpturelle design var med til klappe hende op på podiet, da hun debuterede i den københavnske modeuge i februar 2012. Dengang var det kimonokjoler, hvide fjerjakker, en kort, rundskåren nededel i brun plastic og jakker i samme tykke vævninger som det, man bruger til at betrække konferencestole, som begejstrede.

»For mig skal design være relevant og samtidig noget, der udfordrer og overrasker. Jeg tænkte ikke i vask og strygning og anvendelighed, og derfor blev mit første show også lige så meget en udstilling og en oplevelse, hvor modeller, musik og det rå miljø ude i Enghave Remisen smeltede sammen og blev min scene. Det var helt fantastisk,« fortæller hun og viser klip på computeren.

Men designet er brugbart og klædeligt, så siden er det gået stærkt – med pelssamarbejde for Kopenhagen Fur og samarbejdet med sport- og fritidsmærket H2O. Og det halve ben og den tykke kobbersnor bliver fra den 6. oktober en del af Mindcraft-udstillingen på Kunstindustrimuseet, hvor hun sammen med Henrik Vibskov er udvalgt som eneste tøjdesignere på udstillingen, der netop er kommet tilbage fra tre dage i Milano.

Opvokset i smuk natur

Pigerne i baglokalet er i gang med saks, skitser og vintage strik. Gamle sweatre klippes til og sættes sammen som puslespil for at give inspiration til nyt og helt personligt strikdesign. For inden længe skal januar-kollektionen 2017 være klar, og prototyper skal sendes til Polen, hvor Freya Dalsjø har systue.

Den nye smykkekollektion er skabt i samarbejde med smykkedesigner Christine Bukkehave. Foto: PR

I hendes barndom stod symaskinen i hjemmet i Vejle og senere helt ud til vandet ved Fakkegrav nord for fjorden, i de smukkeste naturomgivelser med sand, vand og skov ud til Vejle Fjord.

Freya Dalsjøs første kreation var en konfirmationskjole. Hendes yndlingsdesignere er Phoebe Philo, Rei Kawakubo, Raf Simons og Demna Gvesalia. Foto: PR

»Min søster og jeg voksede op hos min mor, som er arkitekt og altid har været enormt kreativ – vi har både bygget, vævet og syet. Jeg læste masser af magasiner og klædte mig ud og kunne godt lide den stilhed, der var ude på landet og tæt på naturen. Det gav tid til at lave noget selv. Jeg syede mit eget tøj, og så var jeg af sted i den røde bus til Vejle og Aarhus. Jeg skulle ud og opleve, feste og møde mennesker, og jeg flyttede til Berlin efter gymnasiet, hvor jeg arbejdede for en designstuderende tysk fyr. Jeg nød byen og fik lyst til at søge ind på designskolen i Antwerpen, som er en af de allerbedste. Og det var med nerverne uden på tøjet og min mor i hånden, at jeg gik til optagelsesprøve og kom igennem nåleøjet. Vi var 70, der kom ind, ud af 1.000 ansøgere.«

Men det blev kun til et år på skolen, så dumpede hun i et fag og blev så rasende på sig selv og på skolen, at hun besluttede at vise omverdenen, at hun kunne klare sig selv. Og det er lykkedes.

Hun er helt sin egen, mikser farver, materialer og lag på lag på en helt unik måde. Og det kom frem første gang på catwalken i København i februar 2012, og i august i år skrev Copenhagen Fashion Weeks “The Daily” om Freya Dalsjø under overskriften: “Bright Star”: “Freya Dalsjø is Danish fashions brightest star. It’s only a matter of time, before the rest of the world takes notice.”

Ydmyg og forventningfuld

Freya Dalsjø selv er ydmyg over for de flotte anmeldelser, men gør det, der er naturligt for hende – overrasker, sammensætter farver, sømme, striber og stoffer på sin helt egen måde og arbejder med plastic, møbeltekstiler og teknologiske fibre i kombination med bomuld og silke.

Gult, hvidt, sort, brunt sat sammen som patchwork. Udtrykket bliver et kunstværk med et frækt snit og sit helt eget farvemiks. Freya Dalsjø er ikke til “mandagstøj.” Foto: PR

»Jeg kan godt lide at arbejde med kontrasterne og skabe tøj til en tid, som jo er enorm kontrastfuld. Mennesker i dag er sammensatte og komplekse, og det må deres påklædning gerne udtrykke,« siger hun og viser mig sin smykkekollektion, som i den grad er kontrastfuld. En rå kæde, sat sammen af store led i sølv, næsten som et hundehalsbånd, og kombineret med et stykke lysegrøn vandslange, der i en blød bue lægger sig om halsen. Cool og anderledes med matchende armbånd og sølvvedhæng til ørerne. Smykkedesigneren Christine Bukkehave er samarbejdspartneren på smykkekollektionen og en inspirator.

»Jeg har et fantastisk hold omkring mig, kaospiloter, kunsthistorikere og venner, der giver mig en masse inspiration, og som jeg lige har haft strategimøde med. Vi har snakket og snakket. For hvad er det, der sker i samfundet, hvad er det for et behov, vi skal dække, og hvordan præsenterer jeg bedst mit design? Det er essentielt at være opdateret og hele tiden tage stilling – det er en omskiftelig branche, som hele tiden skal analyseres. Vi samler op og lægger planerne fast nu, så vi er helt klar til januar.«

Foreløbig ligger der Freya Dalsjø-design i Holly Golightly og hos Nørgaard på Strøget, og hun glæder sig til, at tøjet snart bliver forhandlet i Aarhus. I udlandet finder man hendes tøj i Korea, Dubai og i en webbutik i New York. Men næste uges præsentation i Paris bliver startskuddet til en større international indsats.

»I Paris er de toneangivne designere samlet, og der er stor interesse for nichen; “snævert, men brugbart”,« fortæller Freya og ser forventningsfuldt ud gennem de blå, blå øjne.