Når kærligheden kollapser – sådan undgår I at gå fra hinanden

Først var der Facebook-samtalen, hun aldrig skulle have set. Så var der sms’erne, der dukkede op på hans skrottede, gamle Nokia-telefon, som børnene brugte som legetøj. Ingen smoking gun, men alt sammen om og med andre kvinder.

Noget gik i stykker inde i hende, og hun ringede til ham på jobbet:

»Du er nødt til at komme hjem. NU.«

Da han kom hjem og så hendes ansigt, vidste han, at denne aften ville blive begyndelsen til enden på deres forhold, som ud over de to indeholdt to børn på tre og seks år, en bil, et hus og den dertilhørende gæld.

10 år efter at de fik øjenkontakt på vej forbi hinanden i en lille bitte lejlighed, hvor de begge var havnet til en fest, gik franskfødte Brice Groyer og Dorthe Olsen fra hinanden. Tiden op til bruddet havde været opslidende og præget af livet med to små børn, huskøb og arbejdsmæssige udfordringer.

Hermed lægger deres kuldsejlede kærlighedshistorie sig i slipstrømmen af de mange brud, der ifølge Danmarks Statistik er endestationen for op mod hvert andet registrerede ægteskab. En trist virkelighed, der bliver endnu mere nedslående, hvis man medregner papirløse par som Dorthe Olsen og Brice Groyer – begge 39 år.

Livsovergange påvirker forholdet

Ifølge parret selv er deres historie på overfladen en klassisk kørt-over-af-børn-historie. Men det er også historien om to mennesker, som var alt for fokuserede på egne behov. Som manglede forståelse for den andens udgangspunkt og evnen til at få talt ud om ophobede konflikter. Og så er det ikke mindst historien om et alt for hurtigt tryk på slutknappen, men mere om det senere.

På mange punkter er historien ganske typisk i forhold til psykolog Mattias Stølen Dues erfaringer. Han er leder parafdelingen på Center for Familieudvikling i Aarhus, der ud over generel rådgivning af par også hjælper par i krise og tilbyder skilsmisserådgivning.

»Vi ved, at skilsmisserisikoen stiger ved første og andet barn. Man får meget mindre tid, bliver mere stresset og sover mindre. Parrene bliver presset på alle parametre, og man får færre ressourcer til at være der for sig selv og den anden. Det er der nogen, der begynder at tolke som, at forholdet ikke er godt nok. Men det er det samme som at måle folks kræfter, når de har over 40 i feber. Det er simpelthen et urimeligt tidspunkt at måle relationelle kompetencer på,« advarer Mattias Stølen Due.

I det hele taget er det de større livsovergange, der ifølge psykologen udfordrer, og her er det at få børn altså den overgang, der tager flest par med i faldet. Men også det såkaldte “empty nest syndrome”, når vores børn flyver fra reden, eller udefrakommende alvorlige begivenheder som død, arbejdsløshed eller sygdom efterlader brudte forhold og krakelerede ægteskaber i deres kølvand.

Presset af ustabilt job

Vi hopper for et øjeblik tilbage i Dorthe Olsen og Brice Groyers historie, der hvor det yngste barn bliver født, og familien på fire flytter fra lejligheden i byen og ud til et fladt hus med have og gyngestativ i et parcelhuskvarter. Flytningen betød et huslån, reparationer af tagrender og forsikringer, som nu åd hver en krone til det, der skulle give en lille smule creme på hverdagskagen. Oven i det boksede Brice Groyer med skiftende job i restaurationsbranchen og arbejdstider, der passede dårligt ind i familielivet med små børn.

»Jeg var rigtig presset, for jeg havde ingen jobstabilitet. Jeg har skiftet job 12 gange på 15 år. Det har været svært, og det reagerede jeg meget negativt på til sidst,« forklarer han og lader de mørkebrune øjne hage sig fast i noget langt borte i byens mylder, mens den ene hånd stryger gennem det næsten sorte skæg.

Han kan mærke det dybt inde i maven som en nærmest fysisk smerte, når han fortæller om det, han betegner som den værste periode i sit liv.

Sproglige misforståelser tilskriver han også en stor del af skylden for, at det gik galt i året op mod deres brud. Når de forsøgte at tale om deres problemer, kogte det over, og de blev lynhurtigt uvenner, oplevede han. Trods sit flydende danske med blot en kendetegnende fransk accent, kan Brice Groyers franske og Dorthe Olsens danske baggrund give sproglige barrierer begge veje i kommunikationen, når det kommer til at sætte ord på følelser i tilspidsede situationer, mener han.

Barn nummer to var udfordrende

Historien er i de store kronologiske træk den samme, når den bliver fortalt af Dorthe Olsen.

Når den lyshårede kvinde taler, understøtter hun sine ord med levende armbevægelser og lader et skarpt, blåt og undersøgende blik afgøre, om hendes pointer er modtaget rigtigt.

For hende begyndte forholdet for alvor at gå den forkerte vej, da barn nummer to kom til, tre år før bruddet. Han skreg og skreg og skreg. Når han var sulten, når han skulle skiftes, trøstes, puttes – hele tiden skreg han højt om sine behov, til sine forældres store og voksende frustration. En frustration, som de tacklede helt forskelligt.

»Jeg knoklede rundt med det her high need-barn, som bare var noget helt andet end sin blide storesøster, og jeg skulle ligesom lige lære, hvordan man grejede sådan en krævende størrelse. Men Brice anede ikke, hvad han skulle stille op med ham, og jeg følte, at han trak sig. Jeg syntes, at jeg var helt alene. Jeg havde så meget brug for hjælp, og jeg følte mig helt alene om at klare alt uden nogen form for anerkendelse.«

Det sidste år var manden, hun havde forelsket sig i, helt væk, syntes hun. Mentalt, men ofte også fysisk, for han brugte mere og mere tid på at hænge ud med kolleger i restaurationsbranchen.

»Jeg prøvede at tale med ham. Skal vi ikke snakke, hvad har du af drømme, spurgte jeg, for at prøve at få en forbindelse til ham igen. Jeg anede ikke, hvor han var ved at drive hen. Han svarede med, at jeg beskyldte ham for ikke at have nogen drømme eller ville noget med sit liv.«

Bliver du ikke længere rasende, er følelserne forsvundet

Den er god nok, det med at han trak sig, nikker Brice Groyer. Han lukkede sig inde i sig selv, orkede ikke tage snakken, kunne ikke forklare, hvad der skete inden i ham, og han blev bare mere og mere rasende. Han følte sig magtesløs, var træt af diskussionerne og syntes alligevel ikke, at det nyttede noget, hvis han prøvede at involvere sig. Han gjorde jo bare alting forkert, fik han at vide.

Psykolog Mattias Stølen Due er også forfatter til bogen “Pas på parforholdet”. Her opfordrer han til, at du og din partner passer godt på parforholdet, mens kærligheden stadig er der, så I ikke først klør på med reparationer, når konflikterne har taget over og slidt jer og forholdet op.

»Hvis du føler, at I ikke er tætte mere, ikke fungerer som team og har mistet den der særlige kontakt, et godt forhold har, så er det et faresignal. Det betyder ikke, at man behøver at være mega tæt hele tiden, men følelsen af, at vi to grundlæggende hører sammen, skal være der. Hvis vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved det, skal vi stoppe op og være opmærksomme.«

Får I ikke repareret på forholdet i tide, risikerer I nemlig, at løbet er kørt.

»Hvis de vanskelige følelser eksisterer i for mange år, bliver de til apati og ligegyldighed, og så er det meget svært at komme tilbage. Dér, hvor de stærke følelser som kærlighed og had er blevet til apati, dér, hvor man bare går fra et skænderi og egentlig er ligeglad og ikke bliver rasende mere, dér begynder det at blive svært at finde tilbage til en glød,« siger han.

Ensom, selv om man er to

Det giver afstand, hvis I ikke længere tør være ærlige og sårbare over for hinanden og fortælle om, hvad der er svært. Det kan være, at du som kvinde er ked af den måde, I taler til hinanden på, eller du som mand er ved at blive vanvittig i frustration over, at I aldrig har sex, lyder det fra psykologen.

»Hermed er I et skridt tættere på den ensomhedsoplevelse, de færreste kan leve med, og som skubber til tanken om, at det her har jeg nok ikke lyst til at blive i på sigt,« siger Mattias Stølen Due.

Ensom var lige præcis, hvad Dorthe Olsen følte sig. Så alene, som man kun kan være, når man i virkeligheden er to. Hun knoklede derudad med børn, arbejde og at få alle enderne til at mødes. Når hun ser tilbage på forløbet, ser hun i dag helt tydeligt, hvad der i virkeligheden foregik.

»Jeg har lært hjemmefra, at man skal kunne klare sig selv. Det er en meget stærk værdi. Så imens jeg kørte på som den her damptromle, så blev jeg skidesur over, at han ikke hjalp til. Men han fik jo ikke en chance for at byde ind. Og jeg spurgte ikke om hjælp. Det skulle jeg have gjort. Han er et hjælpsomt menneske, han ville have hjulpet, det er jeg sikker på,« siger hun.

Frustreret og hægtet af

Ude på sit sidespor kunne Brice Groyer ikke se, hvordan han skulle lykkes med at få et ben til jorden med sin mere afslappede tilgang til, hvordan børnene skulle håndteres. Dorthe Olsen havde læst bøger om emnet fra den dag, hun første gang blev gravid, og hun var ikke til at hugge eller stikke i, synes han.

»Normalt er hun egentlig ret god til at lytte, men når hun først har bestemt sig for noget, så bliver det bare sådan. Basta.«

Samtidig kom hans frustration ud som voldsomme temperamentsudladninger.

»Nu er jeg meget ærlig,« siger han og lader de mørke øjne holde øjenkontakten længe og insisterende.

»En dag kastede jeg en kost ind i en dør, så den lavede hul. Jeg er ikke stolt af det, både Dorthe og børnene var helt i chok over min reaktion, men jeg var så frustreret. Der var hele tiden noget galt og sure miner. Alt i mit liv var ved at brase sammen. Mit job, mit forhold, min familie,« siger han og trækker øjenbrynene sammen over øjnene.

Når par ender der, hvor den ene konflikt afløser den anden, så er de havnet i noget af det, der slider allermest på et forhold, mener Mattias Stølen Due. Han understreger, at vi selvfølgelig ikke kan undgå at støde ind i konflikter, alt andet ville være mærkeligt, når to mennesker skal have livet til at fungere sammen – tilmed under ofte pressede omstændigheder.

»Der sker ikke noget ved at have konflikter, hvis vi senere formår at have det hyggeligt igen. Men hvis vi har hyppige konflikter, og der ikke bagefter er noget rart imellem os, som kompenserer for den ubehagelige konflikt, så begynder det vanskelige at fylde for meget for til sidst at stå alene, og det har en meget nedbrydende effekt.«

Præsten: Mig selv og det store ego fylder

Men der er også en helt anden ting i tiden, der gør det sværere for os at blive i det fællesskab, et forhold er, mener præst Sabine Bech-Hansen fra Aarhus, som i sine 25 år som præst har haft rigtig mange samtaler med par, der har haft brug for at vende deres knirkende forhold med hende som en lyttende og udenforstående tredjepart.

»Vi er endt i en periode, hvor mig selv og det store ego fylder. Vi forventer, at alle skal opfylde vores egne behov. Men det er bare sådan, og det er ikke kun i kristendommen, al menneskelig erfaring viser, at det ikke altid er dig, der er i centrum,« siger hun og understreger, at det ikke kun er i parforholdet, men i hele samfundet, den tendens slår igennem.

Behovet for at være konstant i centrum bliver for nogle udfordret både ved at få en partner, men især ved at få et lille barn, erfarer Sabine Bech-Hansen, for der oplever vi, at en anden regerer og kommer først i forhold til at få opfyldt sine behov.

»Vi vil have dækket vores behov NU, det er en meget infantil retning, vores samfund har taget, og hvis vi for eksempel må vente en uge eller et halvt år med at komme til træning på grund af et lille barn, bliver vi meget utålmodige. Derfor har vi også svært ved at fokusere på en partner og dennes behov, før vi har fået opfyldt vores eget. Vi ser hele tiden på: Hvad giver det her mig?«

Ring på kærligheden er ingen sikkerhed

Et spørgsmål trænger sig på, nu vi er ved præsten. Gør ægteskabet og altså det, at man har papir og ring på forholdet, at det holder bedre?

»Før ville jeg have sagt ja. Men ikke som det er blevet i dag, hvor loven er ændret, og du kan blive skilt med et klik uden betænkningstid og den samtale, du før skulle igennem. Jeg tror, at det er skidt, at det er blevet så let at gå fra hinanden. Ting tager tid, også at få et forhold tilbage på sporet. Hvis man ikke respekterer det, risikerer man at miste noget, man kunne have reddet. Man trykker på knappen, og så er det hele sat i gang.«

Dorthe Olsen tog sig heller ikke lang betænkningstid, da hun på deres fælles iPad pludselig havnede på Brice Groyers Facebook-side. Her faldt hun over en samtale mellem ham og hans ven om en fælles veninde, som Brice Groyer gerne så sig selv på date med. Som om det ikke skulle være nok for den nu sårede og rasende kvinde, opdagede hun gamle beskeder til andre kvinder i hans aflagte Nokia-telefon, som børnene brugte som legetøj.

»Da jeg så de her beskeder, hvor han havde skrevet søde ting til andre kvinder, brugt ord som ”ma cherie”, og lavet aftaler om at spise hyggelig morgenmad sammen med dem – samtidig med, at det lige præcis var den slags, jeg gik og higede efter – så kanaliserede jeg al min vrede og lede over mit liv i et røvsygt hamsterhjul ud over ham.«

Hun gjorde kort proces, og snart forlod Brice Geoyer deres fælles hjem med to pakkede sportstasker.

Senere, da den første vrede og sårethed havde lagt sig, begyndte selvindsigten og dermed også tvivlen at melde sig.

»Jeg gav ham ikke en chance. Han sagde ellers undskyld mange gange. Da det hele kom lidt på afstand, kunne jeg også godt se, at selv om jeg syntes, at det var dumt af ham at flirte med andre, så havde han faktisk ikke lavet noget så forkert, at han skulle smides ud.«

Men nu var beslutningen taget, og hun følte sig fanget. Over for sig selv og andre understregede hun, at det var det rigtige, hun havde gjort, for at retfærdiggøre, at hun havde splittet sin familie.

»Det var jo ikke, fordi jeg ikke elskede ham mere, faktisk var det, fordi jeg elskede ham, at jeg var blevet så såret. Og jeg kunne jo godt se min egen andel i, at han havde brug for at høre fra andre, at han var sjov og sød og lækker.«

Efterskrift

Både Dorthe Olsen og Brice Groyer er i dag ærgerlige over, at de ikke formåede at bremse op og få arbejdet med tingene, inden det hele kørte af sporet og blev for surt.

»Men på det tidspunkt kunne jeg kun se alle de trælse ting, jeg kunne slet ikke huske alt det, jeg oprindeligt var faldet for,« siger Dorthe Olsen.

Og ender historien så her? Nej.

En dag, da Brice Groyer skulle hente sine børn hos sin eks, så han pludselig noget. Et glimt i hendes øjne, som han næsten ikke kunne huske, hvornår han sidst havde set. Og det var, når de blå øjne så på ham, at glimtet var der.

I dag er de igen to voksne om de to børn i parcelhuset i Tårnby. Det har krævet mange snakke, indrømmelser, given slip på principper, stort mod og for dem begge et enormt arbejde med sig selv. Et arbejde, der er ikke slut, men de bliver hele tiden bedre sammen.