Årets mest ventede computerspil er en episk udmattelsesrejse

Uncharted 4 er uden konkurrence det spil, jeg har glædet mig mest til i flere år. Årsagen er hovedpersonen, Nathan Drake, som er verdenshistoriens mest charmerende computerspilfigur. Han har været det energiske midtpunkt i Uncharted-spilserien siden den første udgivelse i 2007 og er så attraktiv, at man kan blive lidt småforelsket i ham, selv om han bare er en computerspilsfigur, på samme måde som man kan med filmstjerner som Ryan Gosling eller Tom Hiddleston. Fænomenet hedder et pixel-crush.

I løbet af Uncharted-seriens ni leveår er både Nathan Drake og de eksotiske omgivelser, han er på eventyr i, blevet flottere og flottere at se på i takt med spilkonsollernes stigende ydeevne, så jeg havde høje forventninger til gensynet. Ikke mindst efter at jeg havde genopfrisket Nathan Drakes charme-volume ved genudgivelsen af de første tre Uncharted-spil i 2015.

Og jeg blev ikke skuffet. Nate er flottere end nogensinde, og det samme er de ubegribeligt smukke landskaber, som han bevæger sig rundt i på sin globale skattejagt.

Efter en vild og virtuos prolog i højt tempo, lander vi i uvant stilfærdige omgivelser: Nate har droppet de globale eventyr til fordel for et mere roligt liv med sin hustru, journalisten Elena, og et job som skrotdykker. Eventyrlysten er forvist til loftet, hvor han kaster sig ud i legesyge skuddueller med en plasticpistol mellem bunkerne af hjembragte souvenirs fra tidligere ekspeditioner.

Men frem fra fortiden dukker hans højtelskede storebror, Sam, op. Nate troede ellers, at han havde mistet ham under en vild flugt fra et fængsel 15 år tidligere. Prologen har fået slået grundigt fast, hvorfor Nate ikke ville kunne sige nej til det ekstreme eventyr, der således banker på døren igen (heller ikke selvom han må lyve for at komme afsted) – og ud i verden stryger de to brødre på deres vildeste skattejagt nogensinde.

Det bliver vanen tro et globalt højtempoeventyr med den ene action-pakkede eskalering efter den anden. Bedst som man tror, at man lige har overlevet spillets vildeste action-sekvens, torpederes man videre til noget endnu vildere – i et nyt land, på en ny ø, og altid med en ny bjergtinde, pirat-by eller guldskat som et lysende løfte i det fjerne. Videre, videre, videre.

Nate kaster sig (bogstaveligt talt) ud i de vildeste spring og vovestykker med vanligt gåpåmod og energi, og der er rigeligt med sug i maven, hvis man bliver svimmel af at hænge og dingle i fingerspidserne på umuligt lodrette klippesider, i toppen af himmelstræbende kirketårne eller mellem lian-tilgroede, smuldrende ruiner. For det gør man stort set hele tiden. Hvis man da ikke er fanget i rasende skudinfernoer eller jagtes gennem sammenbrasende bygninger af horder af lejesoldater indsat af konkurrerende skattejægere.

Jagten på den største guldskat nogensinde bringer brødrene (og Nates gamle makker Sully, der slutter sig til dem, og siden Elena) vidt omkring, fra vindblæst ruinudforskning ved klippekysten i Skotland til vild jeepmudderkørsel på Madagaskar. Landskaberne er så berusende smukke, at man ofte får lyst til at stoppe op og bare nyde udsigten.

Og selvom Nathan måske startede eventyret en smule modvilligt, er han som altid uudslukkeligt energisk og ukueligt modig. Der er ingen, der som ham kan hanke op i sig selv og komme videre efter sytten udmattende nærdødsoplevelser i træk. Det er vidunderligt, hvis man er lige så sulten efter nye, smukke udsigter som han er.

Men der sker noget interessant i kapitel 13. Efter en særligt sønderslående ulykke er Nate alene på en vindblæst og fjendtlig klippeø i voldsomt uvejr. Og pludselig virker han træt og mørbanket på en helt ny måde. Han fryser, leder efter mad, mumler opmuntrende ord til sig selv, mens han slider sig vej gennem mørket. Han mister grebet på de regnvåde klipper og falder udmattet til jorden. Stemningen er sortblå som i dødsriget.

Da han er kommet til sig selv igen, er tingene ikke længere helt de samme. Når han holder pauser, står han og vånder sig og masserer sine ømme skuldre. Måske gjorde han det også før, men jeg lægger først mærke til det nu. Jeg begynder at tænke, at Nate måske alligevel er ved at være træt af konstant at have blikket rettet mod næste lokkende mål i horisonten. Måske er jeg selv.

Du kan se halvandet minut fra markedsplads-sekvensen med aben her: Den tyvagtige lemur

Jeg skal ikke afsløre, hvordan Naughty Dog lader tingene udvikle sig. Blot, at man får lov at føle udmattelsen over den nærmest bulimiske mængde af yderligere action, man udsættes for, helt ind i knoglerne. Der er intet element på hele jordkloden, man ikke har skullet mase sin krop igennem undervejs. Det er både underjordisk og overjordisk, både svævende smukt og klaustrofobisk beskidt. Når man endelig lægger controlleren fra sig for sidste gang, har man fået mere end rigeligt af det hele.

Jeg var vildt og ofte måbende begejstret undervejs og vil anbefale Uncharted 4 uforbeholdent til alle digitale globetrottere med mod på total udmattelse. Det er essentielt at eje, hvis man har en PS4. Og det episke eventyr har da også fået en fortjent succes fra start: Spillet solgte mere end 2,7 mio. eksemplarer alene i den første uge efter lanceringen.

Story-trailer: