Lightsodavand under graviditeten kan give tykke børn
En daglig Coca-Cola zero eller Pepsi Max under graviditeten giver langt større chance for, at barnet bliver overvægtig efter blot et år.
Om lightsodavand ligesom sin sukkerholdige bror sætter sig på sidebenene eller ej, er efterhånden blevet en langvarig diskussion i eneræringsdebatten.
Men når det kommer til lightprodukternes påvirkning under graviditet, viser et stort forskningsprojekt fra University of Manitoba i Canada ret entydigt, at lightcolaerne er en skidt drik for gravide kvinder.
Studiet peger nemlig på, at lightprodukter under graviditeten har overraskende stor indflydelse på, om barnet starter livet som overvægtig - målt på BMI. Det skriver det amerikanske sundhedsmedie Medpagetoday.
Helt konkret testede det canadiske forskerteam 3.033 kvinder. De slående resultater viste, at kvinderne, der drak lightsodavand dagligt under deres graviditet, fødte børn med mere end dobbelt så stor risiko for at blive overvægtige som et-årige, sammenlignet børn af kvinder, der ikke drak light-produkterne.
Studiet konkluderer, at lightsodavand har betydning for modermælken, fordi kvindernes spisevaner bliver usundere som følge af de kunstige sødestoffer. Det medfører ifølge studiet, at modermælken feder mere.
»Med den nuværende epidemi af overvægtige børn og højt forbrug af kunstige sødemidler i baghovedet, er der brug for videre forskning til at bekræfte vores resultater og undersøge de underlæggende biologiske mekanismer med det ultimative mål at give kostanbefalinger til gravide,« skriver hovedforfatter og ph.d. Meghan Azad og kollegaer fra University of Manitoba i Canada ifølge Medpagetoday.
Der var samtidig ingen sammenhæng mellem moderens BMI og barnets eventuelle overvægt efter et år.
Hvorhvidt en daglig cola light er værre for resultatet på badevægten end en sukkerholdning cola er dog mere tvetydigt. Professor og overlæge, dr.med. Bjørn Richelsen, fra Aarhus Universitetshospital afviser ikke, at lightprodukter under graviditeten påvirker spædbørns vægt, men han er mere vævende, når det gælder lightprodukter generelt.
»Vi bliver nødt til at skelne mellem sammenhænge og årsagssammenhænge for lightprodukter. Mange studier viser, at der er en sammenhæng mellem lightsodavand og overvægt. Altså at folk, der drikker meget lightsodavand, også er overvægtige. Men det er ikke samme, som at light er årsagen til fedmen,« Bjørn Richelsen til Jyllands-Posten.
Han har i en årrække forsket i fedme og lightprodukter. Og indtil videre vil professoren ikke konkludere, at light og sidedeller hænger sammen.
»Vores resultater viser, at testpersoner, der drikker lightsodavand ikke tager på. I forhold til overvægt svarer lightsodavand rent faktisk til vand i vores undersøgelser. Men derfor er light ikke værd at anbefale på grund af de kemiske sødestoffer. Det tyder dog på, at forsøgspersonerne ikke taber sig med lightsodavand, men de tager heller ikke på, som de gør ved sukkerholdning sodavand,« siger Bjørn Richelsen
Men når det kommer til gravide, bakker flere studier modsat op om det usunde ved at snuppe en daglig cola light under graviditeten.
Eksempelvis viste en dansk undersøgelse fra Statens Serum Institut i 2010, at kvinder, der drak mindst én light-sodavand (33 cl.) dagligt havde en 38 procent højere sandsynlighed for at føde før uge 37. Sandsynligheden for at de fødte tidligere steg til 78 procent, hvis de drak mindst fire light sodavand om dagen.
På samme måde viste et andet studie fra Statens Serum Institut i 2013, at en cola light om dagen kan øge chancerne for astma hos de ufødte børn betragteligt.
De godt 3000 kvinder, som indgår i studiet fra Canada, havde gennemsnitsalder var 32,4 år, og deres gennemsnitlige BMI var 24,8.