Fortsæt til indhold
Viden

EU’s fødevarepanel glider af på nyt aspartam-studie

Et omfattende studie om sødestoffers skadelige virkning preller af på EFSA, der ikke vil komme med et klart svar på, om resultaterne overhovedet skal forelægges panelets eksperter, endsige få betydninger for anbefalingerne på området.

Anne Ringgaard, Videnskab.dk

Spiser du light-produkter for at holde den slanke linje eller for at tabe dig?

Det bør du nok overveje at lade være med, for light-produkternes kunstige sødemidler kan meget vel have den stik modsatte effekt: Sødestoffer som aspartam og saccharin kan give forhøjet blodsukker og øge risikoen for overvægt. Det tyder et nyt og meget omfattende studie, som i dag går verden rundt, på.

Læs artiklen hos Videnskab.dk.

Men det nye studie preller af på EU’s fødevarepanel, European Food Safety Authority (EFSA), som laver de gældende anbefalinger om sødestoffer. Hos EFSA er det ikke engang givet, at de nye resultater skal forelægges panelets eksperter, som træffer beslutning om anbefalingerne fremadrettet:

»Som med alle andre nye data, der bliver publiceret, beslutter EFSA med tiden, om de bør blive fremlagt for panelets eksperter til gennemlæsning,« skriver Steve Pagani, der er pressemedarbejder hos EFSA i en mail.

Læs også hos Videnskab.dk: EU: Derfor er sødestoffet aspartam nu frikendt

I 2013 udgav EU's fødevarepanel en rapport, der frikender kunstige sødemidler som aspartam og saccharin.

Ifølge rapporten, som bygger på en litteraturgennemgang af de videnskabelige undersøgelser, der hidtil var lavet, er der ingen sundhedsrisici ved at indtage en daglig dosis på op til 40 milligram kunstige sødemidler per kilo legemsvægt per dag.

»I panelets risikovurdering af kunstige sødemidler fra 2013 overvejede EFSA's ekspertpanel, om kunstige sødestoffer kan være forbundet med forhøjet risiko for at få type 2-diabetes. Panelet konkluderede, at der er brug for mere forskning for at kunne be- eller afkræfte hypotesen om, at aspartam og andre sødemidler ændrer blodsukkerniveauet hos mennesker,« fortsætter han.

Læs også hos Videnskab.dk: Ny forskning: Light-sodavand hjælper dig med at gå ned i vægt

Tiden vil altså vise, om de nye fund kan få EFSA til at overveje at revurdere anbefalingerne.

Studiet er ellers ’særdeles grundigt lavet’, fortæller den førende ekspert på området i Danmark, professor Oluf Borbye Pedersen, der er forskningsleder på Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet.

»Det kan blive et skelsættende studie. Forskerne viser, at kunstige sødemidler forstyrrer de naturlige tarmbakterier, og at den forstyrrede tarmflora derefter fremkalder skadelige ændringer i sukkerstofskiftet både hos mus og mennesker.«

Ifølge Oluf Borbye Pedersen bør studiet få konsekvenser for, hvordan myndighederne i fremtiden skal rådgive om brug af sødemidler, hvis resultaterne kan bekræftes af andre studier.

Læs også hos Videnskab.dk: Feder light-sodavand mindre end sodavand med sukker?

Det er første gang, forskere har undersøgt, hvordan vores indre økosystem, som blandt andet består af trillioner af bakterier i tarmen, reagerer på de sødende kaloriefrie stoffer, der tilsættes light-sodavand, slik, kalorielette desserter, yoghurter, dressinger og andre af de light-produkter, man kan købe i ethvert supermarked. Tidligere undersøgelser har stort set udelukkende været observationsstudier, hvor forskere har set på helbredet hos en befolkningsgruppe, der selv siger, at den spiser mange produkter med kunstige sødestoffer, sammenlignet med helbredet hos en befolkningsgruppe, der siger, at den ikke får sødemidler.