Fortsæt til indhold
Livsstil

Der går rav i den

Det forstenede harpiks, som indimellem lander på vores kyster, er på vej til at gå fra kitschet souvenir til eftertragtet ædelsten.

Christel Lüttichau

Det kan fås i enhver souvenirbutik i Norden og de baltiske lande, og Sankt Petersborg glimter gult og orange i juvelerbutikkernes vinduer på gadehjørnerne langs floden Neva. Det kan være hjerteformet eller dingle fra øreringe, og er som regel cognacfarvet eller mælkegult.

Vi kender smagen af det det, har bidt i det – eller det, der ligner – langs de danske strande, måske knækket en tand på en gul sten i strandkanten og konstateret, at det ikke var den bløde, gule ædelsten, som vi ledte efter, og som måske kunne give ekstra lommepenge.

Det er rav, vi taler om, verdens først opdagede ædelsten og Danmarks eneste. Det nordiske guld eller havets guld, som både stenaldermænd og vikinger brugte i smykker, og som lige nu bevæger sig fra utrendy, mainstream 70'er-ikon til cool skandinavisk stil. Det passer til vores naturglæde, den nordiske trend og til de gyldne farver, som lyser op i skoven lige nu, og som matcher de rustikke og bohemede tendenser i moden.

Puster støvet af ravet

På Kongens Nytorv i København, i et af byens ældste huse fra 1601 på kanten af Nyhavn, ligger det i tætte rækker og i flere etager. Øverst oppe, i en verdensrekord-klump på 47,5 kilo, bragt hertil hele vejen fra Sumatra.

Ravet går som varmt brød til Kina, hvor House of Amber nu har 34 butikker, og hvor de elsker den fantastiske historie om harpiks, der har rullet i bølgerne i 30 millioner år, før det er endt som vedhæng i et smykke. Det bringer angiveligt lykke, godt helbred og en lys fremtid – og var vores første danske succesfulde eksportvare.

Pia Føns Sørensen, som er administrerende direktør for House of Amber, fortæller, hvordan ravhuset arbejder på at designe nye ravsmykker med brug af eksempelvis oxyderet sølv, det karibiske, grønne (ja, grønne) rav, pels, emalje og ædelstene. Designerne Christine Bukkehave, Mai Manniche, Ann Sindlev og Birgitte Sejernsen skal være med til at puste støvet af ravet og gøre det til en fast del af smykkeverdenen på et eksklusivt niveau langt over souvenirbutikkernes hjerter og havfruer, selv om de også har en berettigelse. Hun er dog ikke meget for, at der går alt for meget rav i den.

Også uden for Danmark arbejder smykkedesignere med "Nordens guld" på mere moderne og uventede måder.

»Rav er ikke og skal ikke være trendy, for trends går af mode. Rav er en del af vores kulturhistorie, en del af os, som danskere, og skal derfor gerne i en mere moderne form være en fast bestanddel af alle danske kvinders smykkekollektion,« siger Pia Føns og understreger, at eksportmarkeder repræsenterer vidt forskellige kulturer og derfor også efterspørger forskellige design med rav, som det bærende element.

Rav er et stykke af vores egen natur, et fossil og en forstening, blødt og let og ofte et vindue til fortiden, fordi det kan indeholder insekter og plantedele fra jordens tidligste tider.

Fra souvenir til ædelsten

Også uden for Danmark arbejder smykkedesignere med "Nordens guld" på mere moderne og uventede måder. En af dem er den engelske smykkedesigner Tessa Packard, som blandt andet har kreeret et par smukke øreringe med bier i rav, som dingler under lilla amtyster.

»Rav er en smykkesten, som er rig på symboler, og som har en bi-klang af Hollywood-blockbusters og fortidens dekadente sovjetiske paladser. Det er blevet en typisk Sankt Petersborgs-souvenir, på linje med Putin-krus og babuschaka-dukker, mere end højt kvalificeret smykkekunst, men det afholder mig ikke for at være begejstret for denne ædelsten, når den placeres i den rette kontekst,« siger hun.

Det er rav, vi taler om, verdens først opdagede ædelsten og Danmarks eneste.

Rav er et stykke af vores egen natur, et fossil og en forstening, blødt og let og ofte et vindue til fortiden, fordi det kan indeholder insekter og plantedele fra jordens tidligste tider. Det kan formgives til smukke smykkestene og indfattes, så det glimter som citriner og smukt kombineres med guld, sølv og diamanter. Alligevel har det en kitschet aura over sig. Og det er ærgerligt, synes Tessa Packard.

»Selv om rav har solide bånd til naturen, synes jeg, at det er et materiale, som skal distanceres fra stereotyper og behandles, som en rigtig smykkesten, på samme måde som citriner, der minder om rav i farven. Ravets gravering, og sammensætning med andre materialer, er afgørende.«

Rav er ikke bare rav. Det kan være grønt, hvidt og endda blåt. Det kan glimte fint om kap med de fleste ædelstene. Og i takt med tidens naturfokus og boheme-trend, er det bare med at finde dit gamle rav frem fra gemmerne – før alle de andre.