Hver tredje bedemand dumper i gennemsigtighed
En stikprøve viser, at mange certificerede bedemænd stadig ikke lever op til certificeringskravene om oplysning af priser. Forbrugerrådet Tænk kommer nu med en bedemandsvælger, der skal vise forbrugerne vej til de bedste bedemænd.
Det går fremad med gennemsigtigheden hos landets bedemænd, men det går langsomt, og der er stadig et godt stykke vej, før det er tilfredsstillende.
Sådan lyder konklusionen fra Forbrugerrådet Tænk, som i en stikprøve har undersøgt, om de certificerede bedemænd giver de prisoplysninger, som kunderne har krav på.
Stikprøven viser, at flere end 3 af 10 certificerede bedemænd ikke oplyser priserne, som de skal, selv om de skilter med et certifikat, der indebærer, at de skal gøre det.
»Vi lavede sidste år en lignende undersøgelse med stort set samme resultat, og det er skuffende, at så mange af bedemændene stadig ikke giver forbrugerne ordentlig oplysning om priserne. Efter den sidste undersøgelse meddelte Danske Bedemænd, at man ville stramme op, men der er stadig lang vej til fuld prisgennemsigtighed. Det burde gå hurtigere, for det er ikke raketvidenskab at lægge priserne frem,« siger cheføkonom Martin Salamon, Forbrugerrådet Tænk.
Danske Bedemænd lancerede i 2013 en certificeringsordning, som skal vise forbrugerne vej til de dele af branchen, der lever op til faste krav om god forretningsførelse og prisgennemsigtighed.
Ordningen indebærer, at certificerede bedemandsforretninger skal skilte med minimum tre priseksempler på deres hjemmeside. Disse tre priseksempler skal være baseret på scenarier, der viser et bredt prisspænd af forbrugernes individuelle ønsker til begravelsernes omfang.
Men ifølge stikprøven på 88 bedemandsforretningers hjemmesider er det kun knap 70 pct. af bedemændene, der lever op til kravene.
Ikke godt nok
En af de bedemænd, som overhovedet ikke har priser på hjemmesiden er Per Wraa Begravelsesforretning i Randers. Forretningen har på sin hjemmeside heller ikke pjecer, som beskriver de praktiske, følelsesmæssige og juridiske forhold, der skal tages hensyn til i forbindelse med dødsfald.
Fra forretningen lyder det, at ejeren er bortrejst og at man derfor ikke kan kommentere de manglende prisoplysninger.
Samme melding kommer fra Baggesens Begravelsesforretning i Hjørring. Her er bedemandens basale ydelser er anført med priser, men uden beskrivelse af ydelsernes omfang, og der er ingen priseksempler på hjemmesiden.
»Brancheforeningen Danske Bedemænd bør tage en snak med medlemmerne om, hvordan de når tættere på 100 pct. prisgennemsigtighed, for det her er ikke godt nok,« siger Martin Salamon.
I Danske Bedemænd er chefkonsulent Axel Jørgensen enig i, at der skal være prisgennemsigtighed hos bedemændene, men han har svært ved at tro, at Forbrugerrådet Tænk har fundet certificerede bedemænd med hjemmesider helt uden priser.
»Der skal være prisgennemsigtighed på hjemmesiderne, og er der ikke det, vil de få et påbud om, at det skal bringes i orden,« siger han.
Han sætter dog spørgsmålstegn ved, om brancheforeningen lovligt kræve, at der skal være tre priseksempler på hjemmesiden. Han henviser til en ny vejledning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ”Informationsaktiviteter i brancheforeninger”, som ifølge ham fastslår, at brancheforeninger skal afholde sig fra enhver form for indblanding i medlemmernes markedsføring.
»Jeg har forgæves forsøgt at få svar på det fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Nu håber jeg at få et klart svar, når jeg skal til møde i styrelsen senere i denne måned. Indtil da vil jeg ikke slå nogen bedemænd i hovedet for ikke at have priseksempler, for jeg risikerer at føre dem på afveje,« siger han.
Godt for konkurrencen
Så lang tid behøver han dog ikke at vente. Et enkelt opkald til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afslører, at vejledningen handler om, hvad brancheforeningerne må udveksle af informationer – ikke om hvilke informationer de enkelte erhvervsdrivende må lægge frem for forbrugerne.
»Der er intet konkurrencemæssigt problem i, at bedemændene lægger priser og priseksempler frem på deres hjemmesider. Tværtimod er det godt for konkurrencen,« siger kontorchef Martin Nyvang, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Bedemandsvælger
Forbrugerrådet Tænk lancerer nu en såkaldt Bedemandsvælger, der skal hjælpe forbrugerne til hurtigt at finde en bedemand i det område, hvor man bor. Der findes cirka 450 bedemand i Danmark, men det er kun de ISO-certificerede bedemænd, som indgår i Forbrugerrådet Tænks guide.
»Certificering er en rigtig god idé, og vi vil gerne gøre det let og enkelt at vælge en certificeret bedemand, som lever op til en række kvalitetskrav og har styr på sin forretning. Når der er nogle virksomheder, som gør noget ekstra for at komme forbrugerne i møde på et marked, der ikke er særlig gennemsigtigt, vil vi gerne støtte dem,« siger Martin Salamon.
Forbrugerrådet Tænk har i sin bedemandsvælger samlet oplysninger fra og vurderet hjemmesider, der repræsenterer i alt 121 bedemandsforretninger. Du kan komme videre til bedemandsvælgeren her.