Rend mig i traditionerne
Der er langt mellem unge danske designere inden for både og båddesign, og der er endnu længere mellem premiererne på danskdesignede og -byggede motorbåde. Carl Kai Rand er et levende eksempel på det modsatte.
I det hele taget er Carl Kai Rand det modsatte af det, der kendetegner bådbranchen og båddesign gennem de seneste årtier – han er ung og stilsikker og repræsenterer – bortset fra det manglende fuldskæg – glimrende hipstergenerationen.
Og som de fleste andre hipstere er der under den ironiske facade en dybde, en dygtighed og et drive, som tidligere generationer ikke har kunnet mobilisere. Carl Rand giver mening til klicheen om at tænke ud af boksen. Sidste år havde han premiere på båden Rand Mini, som mange turister i København har stiftet bekendtskab med.
»Vi sælger med GoBoat-oplevelser, og modsat mange andre har vi skabt oplevelsen som et samlet koncept, hvor brugerne er aktive, når de selv styrer Rand Mini-bådene rundt i havnen. Derudover er konceptet bæredygtigt, fordi bådene har dok ved terminalen, hvor taget består af solceller, der laver strøm, som bliver brugt til at lade på bådenes batterier,« fortæller Carl Rand.
Bådene er sejlende picnicplatforme. De er drevet med elmotorer, så oplevelsen er renset for larm og lugt.
»Det er en anden form for kanalrundfart, vi sælger. Det handler om at være sammen med vennerne, sin kæreste eller familien og hygge sig i kanalerne,« siger han.
Fra mini til maxi
GoBoat-konceptet kom flyvende fra start sidste år i København og er ved at blive eksporteret til andre storbyer med kanaler. Men for Carl Rand er Minierne, som det fynske Tuco-værft producerer, blot begyndelsen.
Han har også entreret med det store værft i Skagen, Danish Yacht, som er godt i gang med at virkeliggøre det næste projekt, der ligger langt fra GoBoat i størrelse, men ikke som koncept.
»Det handler om en solcelledrevet 80 fod stor katamaranmotorbåd. Den kommer til at veje 18 ton, hvilket er 1/5 del af, hvad en normal 80 fods katamaranmotorbåd vejer, og sammenlignet med en monohull et godt stykke under det halve.«
Carl Rand mener, at designet inden for motorbåde de seneste 30-40 år har været ude på et uheldigt sidespor, og han tror på, at tendensen nu går den anden vej.
»Det var, som om fascinationen af, hvad man kunne og kan med glasfiber, stak af med designerne. Bådene er udformet, så de lukkede menneskene om bord inde i forhold til naturoplevelsen på vandet og ude i forhold til fællesskabet i havnene. Man bliver en betragter i stedet for en deltager i sådanne både.«
Design uden omtanke
Ifølge Carl Rand var der langt mellem de motorbådsdesignere, der tænkte på beregninger og på vægt. For at være på den sikre side rent konstruktionsmæssigt blev der brugt alt for meget glasfiber og polyester, hvilket man kompenserede for ved at montere større og større motorer.
I dag handler det for Carl Rand om bæredygtighed. Vægten er vigtig, og det er vigtigt at bruge lette materialer. Det autentiske bliver i hans optik det afgørende, og naturoplevelsen skal være lige så stor på en motorbåd som på en sejlbåd.
»Den minimalistiske stil tror jeg meget på. Vi er færdige med guldvandhaner – også på motorbåde. Det bliver en lysere og mere skandinaviskpræget stil, der slår igennem. Og så kommer der til at ske dramatiske ting med skrogdesign og hydrodynamik. Det afgørende her bliver, at sejlerne og designerne ser nærmere på, hvilke behov der reelt er til stede. For langt de fleste, der køber en motorbåd, der ikke lige er en speedbåd, giver det jo ingen mening, at båden har en bundvinkel på 24 grader, et langt og smalt skrog, og at den kan sejle 40-50 knob.
Båden skal være bæredygtig
Han mener dermed, at bådene i dag kan for meget. De er blevet en slags multitools, der dækker alle tænkelige behov udvendig og indvendig upåagtet, at langt de fleste kun sejler under én slags forhold.
»Hvis man til at starte med beslutter sig for, at man ikke har behov for at sejle hurtigere end 25 knob, så giver det en lang række muligheder for designerne for at optimere derfra. Det starter en god spiral med lettere motorer, der fører til lettere både, fordi strukturerne ikke belastes nær så hårdt.«
Carl Rand fortæller, at den 80 fod lange katamaran, han har under konstruktion, er designet til at sejle 30 knob som topfart. Skrogsiderne er bygget op om 40 mm skumkerne med kulfiber på begge sider. Apteringen bliver i egetræ. Derudover bliver den udstyret med en hybridmotor, der trækker et pod-drev.
»Den bliver virkelig fed. Den kommer til at sejle 12 knob helt lydløst på elmotoren, og hvis man har lyst til at være helt selvforsynende, vil de 160 kvm solcellepaneler på ruftaget forsyne båden med power nok til, at den kan holde syv-otte knob. Det er grundtanken, at man kan være selvforsynede. På den måde sparer man også vægten, lugten og larmen fra ladende motorer og generatorer. Jeg er sikker på, at vi er nået dertil, hvor man ikke gider det mere.«
Carl Rand mener, at idéen med multifunktionelle både har udvandet konceptet om, hvad et fritidsfartøj er, og hvad det skal kunne. Både i dag kan simpelthen for meget, fordi de er fyldt med for mange kompromiser.
For mange kompromisser
»Jeg mener, det handler om at skære ind til benet og fokusere, ellers bliver bådene psykologisk svære at bruge, fordi de kan for meget. Folk skal have oplevelserne uden at ramme barrieren, hvor de føler kontroltab. Der er for mange dimser og dutter, og det ødelægger oplevelsen. I stedet for at være en platform, der bringer sejleren tæt på naturen og de autentiske oplevelser, er båden blevet funktionsmonster, der formidler det stik modsatte.«
Carl Rand har solgt den første 80 fods katamaran og har to meget interesserede købere til de to næste. Derudover er der flere projekter i pipelinen, deriblandt flere katamaraner, der bliver designet ned til 50 fod. Derfra går det over i enkeltskrog, men langt fra konventionelle enkeltskrogsbåde. Modellerne går fra de små GoBoats Rand Mini og op til 48 fod. De tidligere nævnte hjørnesten i hans designfilosofi vil naturligvis også være gældende for design og koncipering her.
»Verden stak af med teknologien i 1970 og frem til i dag. Nu bygger vi videre på det rene og ærlige design, hvor det moderne håndværk, materialer og processer spiller en afgørende rolle for, at man kan formidle kerneværdierne og -kvaliteterne, der er forbundet med at færdes på og ved havet i en båd,« slutter Carl Rand.